AC-fuldmægtig til opgaver med cyber- og informationssikkerhed

Fakta

Stillingstype:
AC-fulmægtig

Virksomhed:
Grønlands Selvstyre

Ansøgningsfrist:
12. maj 2024

Kontakt:
Sara Paninnguaq Lundblad
+299 34 58 37

Vi søger en dygtig og engageret AC-fuldmægtig til vores Cyber- og Informationssikkerhedsafdeling. Som AC-fuldmægtig vil du spille en central rolle i at styrke sikkerhedsbevidstheden i Grønland.

Du bliver en del af en nyoprettet afdeling, der har til opgave at højne viden indenfor cyber- og informationssikkerhed i Grønland. Afdelingen er normeret til fire ansatte inkl. afdelingschefen, og du vil have tværgående sparring med dine kollegaer i afdelingen og afdelingens samarbejdspartnere.

Ansvarsområder:

Som AC-fuldmægtig får du spændende opgaver, hvor du vil udvikle og implementere strategier og initiativer for at øge cyber- og informationssikkerhedsbevidstheden blandt myndigheder og befolkningen i Grønland.

Afdelingen for cyber- og informationssikkerhed har det overordnede ansvar for den tværgående indsats i forhold til at bistå grønlandske myndigheder, virksomheder og borgere med råd og vejledning om, hvordan cyber- og informationssikkerheden kan forbedres. Det er derfor vigtigt, at du gennem din kommunikation både kan bidrage til et godt samarbejde på tværs og formidle indsigten fra dit arbejde videre til andre interessenter.

Du får således en række spændende opgaver, herunder:

Udvikling af kommunikationsstrategier med hovedbudskaber om sikkerhedsrisici og bedste praksisser og implementering af dem

Oplysning om de seneste sikkerhedstrusler, tendenser og opdateringer for at sikre, at myndigheder og borgere i Grønland er informeret om de aktuelle trusler

Projektorienterede udviklingsopgaver fra den nationale digitaliseringsstrategi, hvor de første opgaver bliver:

  • i samarbejde med vores dygtige webdesignere at udvikle en ny hjemmeside, hvor borgere, virksomheder og myndigheder kan finde viden, vejledning og konkrete værktøjer om cyber- og informationssikkerhed, som du vil få mulighed for at lede udviklingen
  • I samarbejde med projektafdelingen drive centraladministrationens implementering af ISO 27001/2 og i afdelingen at opbygge governancestrukturen for efterlevelsen af ISO-standarden

Planlægning og gennemførelse af kurser og workshops om cyber og informationssikkerhed

Bistå kommunerne i implementering af ISO 27001/2

Skabelse af onlinekurser eller interaktivt indhold, der gør det muligt for borgere, myndigheder og virksomheder at lære om cybersikkerhed

Driftsopgaver:

  • Foretage risikovurderinger og identificere sikkerhedstrusler
  • Rådgive og vejlede myndigheder og virksomheder i informationssikkerhed
  • Udarbejdelse af politikker og procedurer
  • interessenthåndtering

Vi lægger vægt på, at du er:

  • ansvarlig ift. planlægning og tilrettelæggelse af strategiske og konkrete opgaver
  • balancerer og prioriterer aktiviteter, information, tid og ressourcer på en effektiv måde
  • resultatorienteret, og overholder deadlines og budget
  • har klar forståelse af forholdet mellem eget ansvarsområde og resten af organisationen
  • åben for samarbejde, der ønsker at etablere og vedligeholde relationer til de mange relevante aktører på området
  • god til kommunikation både formelt og uformelt med kolleger og interessenter

Dine faglige kompetencer:

  • relevant videregående uddannelse, gerne med vægt på administration, jura, samfundsforhold eller kompetencer svarende hertil
  • erfaring med IT og digitalisering er en fordel
  • har erfaring indenfor projektledelse
  • kendskab til informationssikkerhed og databeskyttelse er en fordel
  • erfaring med politiskstyrede organisationer
  • taler og skriver gerne grønlandsk, dansk og engelsk

Der vil være introduktions- og uddannelsesprogram ifm. stillingen. Indholdet af programmet vil afhænge af dine kompetencer ved ansættelse.

Ansættelsesvilkår

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen sætter retningen for en sikker digital fremtid og for det grønlandske samfund ved at gå forrest i udviklingen af sikre, standardiserede digitale løsninger.

I Digitaliseringsstyrelsen arbejder vi både med digitalisering af Grønland og IT-drift af Grønlands Selvstyre. Styrelsens ansvarsområder er omfangsrige, og det samme er interessen og forventningerne til styrelsens rettidige leverancer. Vi er stolte af at varetage det overordnede ansvar for digitalisering af Grønland, og det er en opgave vi går til med stor ydmyghed. Det stiller krav til både vores faglighed og personlige kompetencer og giver os en travl og alsidig hverdag. Derfor arbejder vi målrettet med høj medarbejdertrivsel gennem gode samarbejdsevner med respekt for forskellighed både fagligt og personligt - og fokus på et højt niveau af integritet i opgaveløsningen.

Du kan læse mere om styrelsen og den nationale digitaliseringsstrategi på digitalimik.gl

Løn og ansættelsesforhold

Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig

Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.

Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning

Powered by Labrador CMS