Gå til hovedindhold
77

Dette jobopslag er udløbet

Tele-tekniker til værkstedet for Transmission i Tele Greenland (TELE-POST), Nuuk, med fokus på Naviair

Er du erfaren tekniker og kan du håndtere en høj grad af fortrolighed?

 

TELE-POST søger lige nu en selvstændig, ansvarsfuld og teknisk kompetent Tele-tekniker til værkstedet i Transmissionsafdelingen i Nuuk til snarest mulig tiltrædelse.

Tele Greenland følger den konstante udvikling, hvor der stilles større og større krav til telekommunikation. Teknik & It-divisionen har udformet en ambitiøs og målrettet strategi for udviklingen, hvor der indgår flere projekttiltag som skal imødekomme kravene. Vi vil være afhængige af dig, når strategien skal operationaliseres.

 

Om stillingen:
Transmissionsafdelingen i Nuuk består af 10 Driftskonsulenter og én Værkstedsleder. Afdelingen  beskæftiger sig med forebyggende vedligehold, reparation/fejlretning af teleteknisk udstyr på lokale telestationer samt i byer og bygder rundt om i landet.

Som vores nye kollega, vil du få rig mulighed for at udvikle din tekniske kunnen gennem dit arbejde, herunder:

  • vedligeholdelse af teleteknisk udstyr så som Ericsson Longhaul/minilink Radiokædesystemer og XMP-1 Multiplex-udstyr, satellit-jordstationer, søkabeltermineringsudstyr, FM, AM og DVB-T sendere, HF og VHF-kommunikationsudstyr for Kyst- og Flyradio
  • deltagelse i projektarbejde, når der er anlægsprojekter indenfor området

 

Du skal forvente nogen rejseaktivitet, hvoraf de enkelte rejser vil være af forskellig varighed. Transporten vil hovedsageligt vil foregå med helikopter eller charterskib.

 

Ud over den daglige drift vil noget af din tid blive allokeret til at varetage opgaver hos vores kunde/samarbejdspartner NaviAir. Opgaven består af at drifte og vedligehold udstyr hos Naviair. Der vil i denne sammenhæng være en ca. 6 måneders oplæringsperiode og du vil herefter indgå i en vagtordning på hverdage og i weekender.  Vagterne fordeles mellem 3 vagtgående teknikere.

 

Din profil:
Du har som minimum en faglig baggrund som Elektronikfagtekniker eller tilsvarende og har gerne erfaring fra lignende ansættelser eller arbejdsopgaver indenfor tele-teknik.

Det er afgørende for din ansættelse i stillingen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden ’Hemmeligt’ (NATO SECRET) i NaviAir, herunder fremvise en ren straffeattest mm.

Vi lægger desuden vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, har ansvarsfølelse, er pertentlig og formår at gøre dine arbejdsopgaver helt færdige. Du skal desuden være god til at samarbejde med kolleger pr. telefon. Du er mødestabil og har mod på en til tider meget travl hverdag.

 

Du har kendskab til kommunikationskredsløb (satellit, søkabel, radio, telefon) og kan analysere sammenhængen mellem disse samt har overordnet kendskab til servere, routere og switche. Du behersker grønlandsk, dansk og engelsk i skrift og tale.

 

Vi tilbyder:
Et spændende job fyldt med udfordringer og hvor du dagligt færdes i et travlt og dynamisk miljø blandt kompetente kollegaer, som brænder for opgaverne. Du vil opleve en høj grad af frihed ligesom der er rige muligheder for både faglig og personlig udvikling. Den rette kandidat tilbydes en lønpakke efter kvalifikationer samt vagttillæg.

 

Noget for dig?
Du er velkommen til at kontakte Værkstedsleder Karl Erik Birkholm på tlf. +299 386337, e-mail kab@telepost.gl ellerAfdelingschef Kim H. Zinck på tlf. +299 386060, e-mail khz@telepost.gl, hvis du vil vide mere om stillingen.

 

Ansøgning og samtaler:
Søg stillingen online via TELE-POSTs job-portal vedhæftet ansøgning og CV senest søndag den 22. april 2018. TELE-POST behandler indkomne ansøgninger løbende og forbeholder sig retten til at indkalde kandidater inden ansøgningsfristens udløb.