Gå til hovedindhold
180

Departementet for Finanser og Ligestilling søger en medarbejder med interesse for planjura, landsplanlægning og bæredygtig udvikling

Interesserer du dig for planjura, landsplanlægning, juridisk sagsbehandling og bæredygtig udvikling inden for planlægning og arealforvaltning? Vil du være med til at sætte til de lovgivningsmæssige rammer for den fysiske planlægning i både Grønlands Selvstyre og de fem kommuner? Så er du måske vores kommende kollega.

Afdelingen for Landsplanlægning søger en AC-fuldmægtig til landsplanområdet med ansættelse pr. 1. august 2023 eller efter nærmere aftale. For den rette kvalificerede kandidat vil ansættelsen kunne ske på specialkonsulentvilkår.

Landsplanlægning spænder vidt fra overordnet bæredygtig udvikling og Agenda 2023 til fysisk planlægning og koordinering af nationale sektorplaner til klagesagsbehandling og høringssvar til nye kommuneplantillæg. Afdelingen har også ansvar for kortlægning og geodata og søger at udnytte ny teknologi til digitale løsninger, der går hånd i hånd med den faglige opgaveløsning og koordinering af den fysiske planlægning under rammerne af den Nationale Strategi for Geodata 2018-2021.

Om afdelingen
Afdelingen for Landsplanlægning indgår som én af fire afdelinger under Departementet for Finanser og Ligestilling. Der er ca. 40 medarbejdere i departementet. Under Departementet hører to styrelser: Skattestyrelsen og Økonomi- og Personalestyrelsen. Derudover er Grønlands Statistik underliggende enhed til departementet.

Vi er en lille afdeling, som p.t. har 3 ansatte, der arbejder tæt sammen, og som favner en meget bred opgaveportefølje. Vi har en god energi i afdelingen og kan tilbyde imødekommende kollegaer med godt humør i et uformelt arbejdsmiljø.

Stillingsbeskrivelse
Landsplanlægning handler om at skabe helhed og sammenhæng på tværs og er et politisk prioriteret område med en snitflade til mange forskellige interessenter – både nationalt og internationalt. Afdelingen har et særligt fokus på, hvordan den fysiske planlægning og geodata er med til skabe helhed i strategiudviklingen og sikre gode rammer for vækst i det grønlandske samfund. For nylig lancerede afdelingen eksempelvis en ny national 3D landskabs- og bymodel.

Formidling af den fysiske planlægning og bæredygtig udvikling vægtes højt. Afdelingen har ansvar for to store kommunikationsplatforme: Den nationale geodataportal www.nunagis.glog den officielle nationale verdensmålsplatform www.anguniakkavut.gl.

Vi søger en kollega til afdelingen, som har erfaring med fysisk planlægning, gerne fra en politisk styret organisation. Du har interesse for planjura og kan varetage projektledelse, koordinering og kommunikation af indsatserne og formår at lede, analysere og samle trådene på tværs af departementer og kommuner. Paletten af opgaver og muligheder er bred og varierende, og der er rig mulighed for at udvikle sig: fra klagesagsbehandling, til fortolkning af paragraffer, udvikling af lovstof og opdatering af faglige vejledninger.

Vores opgaver er i udvikling, særligt inden for lovgivning og myndighedsvejledning, så du skal have et stort gå-på-mod og trives med at løse opgaver, hvor vi ikke kender resultatet på forhånd.

Den konkrete opgaveportefølje vil afhænge af din profil og varetagelse af andre af afdelingens områder kan aftales ved ansættelsen.

Vi kan tilbyde dig

  • En alsidig og dynamisk stilling, med mange facetter i et holdorienteret og uformelt arbejdsmiljø
  • Et arbejde i et departement, der er tæt på den politiske beslutningsproces
  • Et åbent arbejdsmiljø og engagerede kolleger
  • Spændende personlige og faglige udfordringer samt mulighed for efteruddannelse

Dine kvalifikationer og kompetencer

  • Du har en relevant videregående uddannelse, f.eks. byplanlægger, jurist, geograf eller lignende
  • Gerne erfaring med planlægning, planjura, juridisk sagsbehandling. og evt. projektledelse
  • Du har analytisk sans og kan bevare overblikket og holde mange bolde i luften på én gang
  • Du har erfaring og kendskab til de politiske og administrative beslutningsprocesser i det offentlige
  • Du evner at styre, koordinere og bidrage til effektiv gennemførelse af større projekter

Som person forventer vi, at du

  • Er en holdspiller og trives i et mindre team
  • Kan arbejde selvstændigt såvel som sammen med andre
  • Er omstillingsparat
  • Er en god kollega, der ønsker at indgå som en aktiv del af afdelingen

Vi vægter personlighed og mindset højt i valget af den rette kandidat.

Yderligere oplysning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef Thomas Gaarde Madsen på telefon +299 588159 eller E-mail: thga@nanoq.gl.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er d. 16. juni 2023. Ansættelsessamtaler forventes afholdt straks efter ansøgningsfristens udløb.
Tiltrædelsesdato er d. 1. august 2023 eller snarest efter aftale.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”SØG JOBBET”.

Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning