Gå til hovedindhold
169

Dette jobopslag er udløbet

Kommunikationsmedarbejder - barselsvikariat

Avannaata Kommunia søger en barselsvikar til kommunens kommunikationsafdeling.

Kommunen er midt i en spændende udvikling, hvor kommunen fysisk vokser og der er stort behov for mangeartet kommunikation. Du får mulighed for at være med til at løfte vigtige, sjove og krævende kommunikationsopgaver.

Du bliver involveret i både intern og ekstern kommunikation og skal kunne arbejde selvstændigt og have lyst til være med til at sikre, at vi som kommune gør det endnu bedre både i vores interne og eksterne kommunikation.

Kommunikationsarbejdet tager afsæt i kommunens 25 beboede steder (4 byer og 21 bygder/bosteder) og de politiske visioner for kommunens udvikling.

Det vil være godt, hvis du har blik for, hvilke former for kommunikation, der bedst når de givne mål. Det er også ambitionen, at vi skal arbejde mere med fx video og lyd og det vil være en fordel, hvis du allerede har erfaring med forskellige formater – eller er villig til at lære det.

Vi værdsætter, at du af egen drift kan opsøge historier og er nysgerrig på menneskers liv og vilkår. Kommunen arbejder hver dag på at borgere, foreninger, erhvervsliv og ansatte i kommunen har det bedst mulige udgangspunkt for at kunne deltage i samfundet og løse de opgaver kommunen beskæftiger sig med.

Vi sætter pris på, at du hurtigt kan omstille dig i hverdagen og er parat til at udskyde planlagte opgaver for at kunne gribe de ad-hoc-opgaver, der naturligt dukker op i en travl kommunikationsafdeling.

Du får god mulighed for sparring på dine arbejdsopgaver og vi tager gerne imod nye ideer, der kan gøre vores kommunikation endnu bedre.

Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant uddannelse inden for formidling – fx journalist, kommunikation, visuel fortæller.
- Har erfaring med at formidle via hjemmeside og sociale medier
- Har erfaring med at skrive artikler og nyheder
- Har gode skriftlige formuleringsevner på grønlandsk, dansk og gerne på engelsk
- Kan eller har lyst til at lære at producere videoer og podcasts
- Er fleksibel og i stand til at skifte mellem forskellige arbejdsopgaver
- Kan holde hovedet koldt helt op til deadline.
- Er stabil og pligtopfyldende

 

Dine opgaver vil blandt andet være at:
- Producere eksterne og interne nyheder og historier til hjemmeside, intranet og sociale medier.
- Tage og bearbejde foto til brug på kommunikationskanaler
- Skrive pressemeddelelser
- Skrive taler og oplæg til forskellige begivenheder
- Arbejde med video og anden visuel formidling – måske også podcast.
- Lave brugervejledninger, præsentationer på Power Point m.m.

Vi tilbyder et spændende og udviklende arbejdsmiljø med kollegaer, der altid kan spørges til råd.

Kommunikationsafdelingen er normeret til to og i det daglige referer du til kommunaldirektøren.

 Dit primære arbejdssted bliver Rådhuset i Ilulissat.

Yderligere oplysninger kan indhentes hos kommunaldirektør Nick Nielsen nick@avannaata.gl + 299 38 76 05 eller kommunikationsmedarbejder Dorthe Olander tlf. +299 38 76 86, e-mail: dola@avannaata.gl

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og forhandlingsberettiget organisation.

Stillingen ønskes besat den 1. maj 2023 eller efter nærmere aftale.

Der kan ikke tilbydes bolig til stillingen.

Ansøgning
Ansøgning vedlagt uddannelsespapirer, CV og andet relevant for stillingen fremsendes ved at trykke på ”Søg denne stilling” under opslaget på Avannaata Kommunia’s hjemmeside.

Ansøgningsfrist: fredag d. 14. april 2023