Gå til hovedindhold
169

Dette jobopslag er udløbet

Direktør for Anlæg og Miljø

Verdens geografisk største kommune søger en erfaren og udviklingsorienteret Direktør for Anlæg og Miljø. Denne jobmulighed er en unik mulighed for dig, der både har erfaringen og fagligheden i orden, og som samtidig ønsker at være frontfigur i en forvaltning, der er af afgørende betydning for kommunens fortsatte udvikling og vækst. 

Jobbet
Som Direktør for Anlæg og Miljø får du det overordnede ansvar for Forvaltningen for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq. Du vil i kraft af din stilling ligeledes indgå i direktionen, og skal derfor, udover at lede dit eget fagområde, også have blik for den overordnede udvikling og retning for kommunen som helhed.

Kommuneqarfik Sermersooq er i geografisk og befolkningsmæssig henseende Grønlands største kommune. Kommunen er i og ønsker yderligere udvikling og vækst, hvor arbejdet i forvaltningen understøtter denne proces. Det forventes derfor, at du kan se dig selv være en afgørende katalysator, der skal formå at se på tværs af kommunens forvaltninger og geografiske lokaliteter og træffe beslutninger, som er til gavn for hele kommunen.

Det er således af afgørende betydning, at du i din egenskab som direktør sikrer, at de politiske beslutninger oversættes til operationelle strategier. Derfor formår du at sætte retning, give ansvar og sætte borgeren i fokus, ikke blot for egen forvaltning, men for hele kommunen.

Du skal være med til at sikre lovlig forvaltningsudøvelse og understøtte eksekvering og opfølgning af politiske visioner, beslutninger og planer med henblik på effektive løsninger og bæredygtige resultater til gavn for borgere og erhvervsliv.

Du refererer til Kommunaldirektøren.

Profil
Den ideelle kandidat har solid erfaring med ledelse fra en lignende stilling. Vi forventer, at du har en lang videregående uddannelse med relevans for stillingen. Vi forventer ligeledes, at du er stærk inden for det økonomiske fagområde, så du kan arbejde med store anlægsbudgetter og sikre en god og solid økonomi i forvaltningen, generelt er strategisk tænkende, udviklingsorienteret og har gode menneskelige egenskaber.

For at lykkes bedst i stillingen som direktør, ser vi derfor gerne, at du:

  • Sikrer at politiske beslutninger udmøntes
  • Har fokus på tidlig inddragelse af borgere og erhvervsliv i relevant kontekst og omfang
  • Er en tydelig og synlig leder, der formår at gå forrest i arbejdet med at udvikle og fastholde en god og attraktiv arbejdsplads
  • Stiller krav til dine ledere og dine medarbejdere på en tillidsfuld måde, og du skal evne at kommunikere komplekse problemstillinger både internt og eksternt
  • Sætter klare mål, retning og er opfølgende i en kompleks virksomhed, og evner samtidig at få ledere og medarbejdere til at følge dig
  • Skal kunne sikre og skabe gode relationer både internt og eksternt i forvaltningen
  • Med afsæt i forvaltningens tekniske- og forvaltningsjuridiske faglighed sikrer du en tydelig balance mellem sikker driftsledelse og strategisk udvikling
  • Du er god til at bruge de fagchefer og medarbejdere, der ved mere end dig, og de opsøger dig, fordi de har tillid til dig
  • Du har gode og relevante sproglige og kommunikative evner
  • Du behøver ikke nødvendigvis at være teknisk specialist, men du skal formå at kunne sætte dig ind i komplekse og tunge sagsområder, og i øvrigt have kompetencerne til at kunne kombinere det tekniske felt og forvaltning
  • Du har respekt for det politiske system, politisk tæft og er generelt i stand til at yde konstruktiv med- og modspil med henblik på at opnå de bedste resultater til gavn for kommunen som helhed
  • Du har gerne indsigt i og viden om den grønlandske samfundsstruktur, den offentlige sektors opbygning og kultur

På det personlige plan forventes du at kunne lede i en politisk styret organisation og i øvrigt betjene politisk folkevalgte og politiske udvalg, hvor den offentlige bevågenhed er høj, hvor krav og forventninger kan være omskiftelige, og hvor du hele tiden skal sørge for, at ansvaret for de mange forskellige opgaver er entydigt og klart fordelt, og at der følges effektivt op herpå.

Som menneske og leder kan du genkende dig selv som én, der:

  • Er robust og hviler solidt i dig selv
  • Er en rollemodel, hvor din adfærd afspejler, at du er bevidst om, at manges øjne hviler på dig, og at det forpligter
  • Behandler dine omgivelser ordentligt og respektfuldt
  • Inspirerer ved at være ambitiøs og handlekraftig og håndterer konflikter konstruktivt og sagligt
  • Repræsenterer ordentlighed og integritet i dine ledelsesmæssige beslutninger og kan skabe samspil i og på tværs af dine lederteams, men også på tværs af direktørområderne 

Kommuneqarfik Sermersooq tilbyder
Stillingen ønskes besat den 1. juni 2023 eller efter nærmere aftale. Derudover er nedenstående vilkår gældende for ansættelsesforholdet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre, eller en anden relevant forhandlingsberettigede organisation.

Ansættelsen vil ske med 3 måneders prøvetid.

Stillingen er for tiden klassificeret svarende til lønramme 39/40.

Der sker ansættelse på åremål for 4 år, og det vil i udgangspunktet ske på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat, og at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse, arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Tiltrædelsesrejse
Der ydes ved ansættelsen fri tiltrædelsesrejse for den ansatte og dennes familie og tidligst efter 3 år tilsvarende fratrædelsesrejse, ligesom du får flyttegodtgørelse efter gældende regler.

Bolig
Der vil til stillingen kunne anvises personalebolig, for hvilken der betales depositum og husleje, forbrug m.v. efter de til enhver tid gældende regler for huslejebetaling i Grønlands Selvstyres og kommunens ejendomme m.v. i Grønland. Såfremt permanent personalebolig ikke kan stilles til rådighed umiddelbart ved tiltrædelse, vil der for medarbejdere med ret til vakantbolig blive tilbudt en midlertidig vakantbolig, for hvilken der betales husleje, forbrug m.v. i henhold til ovenstående. For yderligere information om husleje herunder forbrug o.l. henvises til oplysninger på: www.iserit.gl

Straffeattest
Denne stilling er omfattet af lov om pligt til at indhente straffeattest. I henhold til loven kan ansættelsen først begynde, når kommunen har modtaget en straffeattest. Vi skal derfor gøre opmærksom på, at tiltrædelsestidspunktet først kan aftales, når kommunen har modtaget straffeattesten fra Politiet.

Interesseret?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Sales & Recruiter Niels Thomsen fra Flies HR på mobil +299 586636 / +45 5432 8408 eller niels@flieshr.dk.

Flies HR varetager rekrutteringsprocessen, hvorfor al henvendelse bedes rettet hertil. Sidste frist for ansøgning er den 29. marts 2023 kl. 12.00. Vi forventer at afholde første samtaler i uge 15.

Såfremt du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kommunaldirektør Ole Jakobsen på mobil +299 261260 eller ojak@sermersooq.gl.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøg her