Gå til hovedindhold
141

Råstofstyrelsens licensafdeling søger en dygtig sagsbehandler

Er du klar på at være bindeled mellem råstofselskaber og det offentlige? Og er du klar på en udfordring på et område i rivende udvikling? Så søger vi en engageret kollega til Råstofstyrelsens Licensafdeling, som skal være med til at administrere tilladelsesforhold for de selskaber og enkeltpersoner, som efterforsker mineralske råstoffer i Grønland.

Stillingen
Du vil blive placeret i Licensafdelingen. Dine primære opgaver vil være sagsbehandling knyttet til udstedelse af tilladelser, og være den primære kontaktperson for selskaber og privatpersoner. Du vil få en portefølje af tilladelser, som du er ansvarlig for. Du vil endvidere efter omstændighederne deltage i Råstofstyrelsens udviklingsarbejde med opdatering af bestemmelser og vilkår, og bidrage til styrelsens informationsvirksomhed og markedsføring.

Licensafdelingen har 3 engagerede AC-fuldmægtige. Da vi er en lille afdeling, har vi brug for en ny kollega som vægter samarbejde højt og gerne hjælper sine kollegaer ved behov.

Profil
Vi lægger vægt på, at du har:

  • erfaring med konkret sagsbehandling,
  • erfaring med offentlig forvaltning,
  • lyst og evne til at arbejde med driftsopgaver,
  • gode samarbejdsevner,
  • godt overblik og gerne kommer med bidrag til løsninger,
  • lyst og evne til at arbejde med journalsystemer, databaser og generelt trives i en digital hverdag,
  • en god portion humor og let til en uformel omgangstone.

Vores hverdag består af en bred kontaktflade i ind- og udland. Det er derfor af afgørende betydning, at du trives med at kommunikere på engelsk i tale og skrift.

Det er en stor fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk sprog og kultur. For ansøgere uden for Grønland vil der blive lagt vægt på evne, vilje og lyst til at arbejde og leve under andre kulturelle forhold end de vante.

Råstofstyrelsen
Råstofstyrelsen spiller en nøglerolle i råstofudviklingen i Grønland. Vi er den primære kontakt for selskaber og enkeltpersoner, der ønsker at efterforske og udnytte mineraler. Opgaverne varetages i samarbejde med andre grønlandske myndigheder og institutioner, hvilket kræver samarbejde og projektstyring på tværs af traditionelle faggrænser inden for jura, forvaltning, økonomi, geologi, teknik, natur og miljø.

Vi er en spændende arbejdsplads i vedvarende udvikling. Vores hverdag er præget af en god omgangstone og korte kommandoveje, hvor der er plads til at sætte sit personlige præg på resultaterne. Vi sætter høje krav til os selv og forventer en høj kvalitet i udførelsen og ved resultaterne af vores arbejdsopgaver.

Råstofstyrelsen har kontor i Nuuk med 8 medarbejdere i 2 afdelinger: Licensafdelingen og Afdelingen for Teknik og Tilsyn. Råstofstyrelsen er en underliggende myndighed af Departementet for Råstoffer og Justitsområdet.

Attraktive rammer for den rette person
Jobbet giver gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Du vil indgå i et team af engagerede kolleger, og du vil opleve at skulle lære meget nyt på kort tid.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Arbejdstiden er 40 timer om ugen. Du må forvente merarbejde i perioder.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Rannvá Clementsen, styrelseschef i Råstofstyrelsen, på tlf.: (+299) 34 68 23 eller e-mail: racn@nanoq.gl.

Ønsker du yderligere information om Grønland og Selvstyret, kan du læse mere på www.naalakkersuisut.gl, under Job. Du kan finde information om råstofområdet i Grønland på vores hjemmeside www.govmin.gl

Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 27. oktober 2021.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning