Gå til hovedindhold
137

Psykolog / Psykoterapeut Qaqortoq

Psykolog eller psykoterapeut søges til vores Qaqortoq-afdeling i Grønlands nationale Studenterrådgivning
Vi søger lige nu en psykolog eller psykoterapeut til fastansættelse. Stillingen ønskes besat 1. november 2021 eller hurtigst muligt herefter. Studenterrådgivningen består af 5 afdelinger med ca. 12 ansatte fordelt over Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq. Du vil indgå i et tværfagligt team bestående af psykologer og psykoterapeuter fordelt på de 5 afdelinger. Alle ansatte refererer til chefpsykologen for den landsdækkende Studenterrådgivning.
Den landsdækkende Studenterrådgivning er et offentligt og gratis tilbud til studerende i Center for National Vejledning.

Arbejdsområder
Som psykolog i Studenterrådgivningen er din primære opgave at varetage psykoterapeutiske forløb med studerende i form af individuelle forløb. Foruden dette er der mulighed for at præge stillingen med opstart af projekter der tjener vores primære målsætning om, at reducere frafald på uddannelserne samt øge trivsel blandt studerende.

Vi har kontinuerligt fokus på at udvikle vores organisation, så vi på bedste vis kan imødekomme vores klienter og samarbejdspartnere i form af uddannelsesinstitutioner. Vi opfordrer således til, at man har lyst til at være kreativ og tænke ud af boksen i implementering af tiltag som sikrer vores ovennævnte målsætning. I forlængelse heraf afholdes der jævnligt netværksmøder med vores lokale samarbejdspartnere.

Derudover er der mulighed for at tage på tjenesterejser, hvor din opgave er at repræsentere Studenterrådgivningen til både samarbejdspartnere og studerende. Qaqortoq-afdelingen besøger byerne Narsaq og Nanortalik 2 gange årligt.

Vores målgruppe er unge og voksne i uddannelse, og det er derfor en fordel at have kendskab til uddannelses-, samt social- og sundhedssystemet.
Størstedelen af klienterne kommer til samtale i deres lokale afdeling, men det vil også være nødvendigt at have samtaler via Teams med studerende som ikke er bosat i en by med en lokal afdeling.

Arbejdsforhold og faglighed
Vi er en arbejdsplads som vægter fællesskab og trivsel højt. Vi har derfor udviklet klare retningslinjer for rammerne for terapien, som værner vores ansatte mod udbrændthed og sikrer en kontinuerlig høj kvalitet af psykoterapien. Det betyder bl.a., at man kun skal have 20 aktive klienter ad gangen og at det ikke forventes, at man har mere end 3 psykoterapeutiske samtaler om dagen. Derudover har vi naturligvis givet tid til både uddannelse og supervision i arbejdstiden.
For at vedligeholde fællesskabsfølelsen i vores fantastiske team, har vi bl.a. etableret faste mødeaftaler med internvidensdeling, intern supervision, bogklub, trivselstid (fælles morgenaktivitet hver anden uge). Derudover mødes hele teamet på tværs af Grønland to gange om året til samling, hvor vi arbejder på udvikling af organisationen, og tager på en personaleudflugt sammen. En gang om året tager hver individuelle afdeling ligeledes på en personaleudflugt sammen.
For at sikre, at vi altid yder den optimale behandling til vores klienter, får hver ansatte ved ansættelse et årligt budget til rådighed på 30.000 kr. til supervision efter eget valg, og 30.000 kr. til uddannelse efter eget valg.
Ved ansættelse har vi et buddy-system, hvor du får tildelt en kollega som hjælper med oplæring og indføring i arbejdsopgaver og systemer, hvor I har faste møder ugentligt. Dertil har faste møder med chefpsykologen i de første 2 måneder af din ansættelse, hvor du støttes i din opstartsfase.

Afdelingen i Qaqortoq
Afdelingen i Qaqortoq har et stort sort hus, der er centralt beliggende nær Grønlands første springvand. Huset er dejligt rummeligt og har bl.a. nogle gode kontorer og et stort mødelokale. Til hverdag vil du dele huset med din nærmeste kollega, som er psykolog, såvel som afdelingens tolk.
Qaqortoq er med sine 3.050 indbyggere Sydgrønlands største by, og byder på lidt for enhver smag med flere gode restauranter, et aktivt foreningsliv og sportsaktiviteter. Sydgrønland er særligt kendt for det lidt mildere klima, som giver fjeldene en smuk grøn farve og fantastiske muligheder for vandring i den storslåede natur.

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet psykolog, gerne med autorisation eller er i gang med dit autorisationsforløb.
  • Har en psykoterapeutisk uddannelse som er godkendt af Dansk psykoterapeut forening.
  • Har erfaring med individuel behandling.
  • Har erfaring med undervisning og oplæg.
  • Har lyst og evne til tværfagligt samarbejde.
  • Har lyst til udfordrende opgaver og arbejdsforhold i et nyetableret tilbud.
  • Er god til formidling.
  • Har kendskab til brugen af IT-udstyr.
  • Har evt. kendskab til telefon- og webrådgivning.
  • Det vil være en stor fordel, hvis du behersker grønlandsk, dansk og engelsk

Vi tilbyder:

  • Mulighed for at gøre en stor forskel på uddannelsesområdet i Grønland.
  • En stilling der indebærer faglige og personlige udviklingsmuligheder.
  • Gode muligheder for både intern og ekstern supervision samt videreuddannelse.
  • En dynamisk arbejdsplads.
  • Et fantastisk team med dygtige og engagerede kolleger.

Løn- og ansættelsesforhold
Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår. Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Tjenestemænd i Staten og ansatte efter en række AC- overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

Arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Bohaveflyt
Vi tilbyder at flytte dit indbo til fra Danmark til Grønland ved ansættelse.

Ansøgning og frist mandag den 4. oktober 2021 kl. 12.00  

Har ovenstående vakt din interesse og ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefpsykolog, Bjørn Noer tlf. +299 34 68 65 mail: bjno@aqqut.gl.

Ansøgningen skal være Center for National Vejledning i hænde senest mandag d. 04.10 2021.
Ansøgningen sendes til nti@aqqut.gl  
 
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning