Gå til hovedindhold
143

Dette jobopslag er udløbet

GENOPSLAG - Kontorchef til Departementet for Boliger, Infrastruktur og Ligestilling

Vi søger en kontorchef med baggrund som eksempelvis cand. jur., cand. merc. jur eller tilsvarende og som har administrative og ledelsesmæssige kompetencer.

Boligområdet er midt i en reformproces. Der er tale om en stilling, hvor en række af Naalakkersuisuts politiske målsætninger skal udmøntes og dette skal ske i tæt samarbejde med øvrige relevante departementer.

Stillingsbeskrivelse
Boligafdelingen udgør én af fire afdelinger i Departement for Boliger, Infrastruktur og Ligestilling.

Boligafdelingens opgaveportefølje har meget stor politisk bevågenhed og nyder offentlighedens og mediernes interesse. De løsninger, vi bidrager til, har stor betydning for hele befolkningens hverdag og har afgørende betydning for realiseringen af landets fulde vækstpotentiale.

Der pågår tværdepartementale analyser under reformarbejdet inden for boligområdet, kaldet ”Helhedsplanen for Boliger”. I analysearbejdet tages der udgangspunkt i en samfundsorienteret tilgang, der relaterer sig til boligområdet. Der ses blandt andet på manglende vedligehold, fremtidig planlagt vedligehold, huslejesætning og boligsikring. Dertil ses på at løfte kapaciteten inden for bygge- og anlægsbranchen, for sikre at der er håndværkere til at renovere den offentlige boligmasse.

Der er tale om et spændende og omfattende projekt, der blandt andet involverer flere af selvstyrets ressortområder, kommunerne og erhvervslivet.

Vi leder efter en kontorchef, der kan sparre med afdelingens medarbejdere omkring tekniske, økonomiske, analytiske, juridiske og administrative spørgsmål. Derudover skal kontorchefen medvirke til at styrke det tværgående arbejde på tværs af øvrige samarbejdspartnere.

Er du god til at sikre fremdrift i opgaveløsning og sikre en løbende prioritering af ressourcer og opgaver i forhold til den gældende politiske dagsorden så er du måske den rette til jobbet.

Vi er en lille afdeling, som arbejder tæt sammen og som favner en meget bred opgaveportefølje, herunder varetagelse af Selvstyrets udlejningsboliger, lovgivning inden for boligområdet, høringssvar inden for afdelingens område, besvarelse af henvendelser fra Ombudsmanden samt borgere. Afdelingen har også ansvaret for bevillingsstyring inden for boligområdet.

Vi søger en person, som vil beskæftige sig med meget forskelligartet sagsbehandling og som har erfaring med udarbejdelse af lovgivning.

Dine ansvarsområder vil primært være:

  • høringssvar inden for afdelingens område,
  • aftaleindgåelser og tilsyn inden for boligområdet,
  • reformarbejde; udarbejdelse af lovgivning i henhold til de politiske beslutninger,
  • personaleledelse og opgavefordeling i afdelingen.


Ansøger kan også forvente, at der kan anmodes om juridisk sparring fra andre af departementets områder inden for luftfart, bygningsmyndigheden, teleområdet mm.

Vi forventer
Du har en videregående relevant uddannelse, f.eks. cand. jur., cand. merc. jur eller tilsvarende, og kendskab til de politiske og administrative beslutningsprocesser, samt erfaring med personaleledelse. Vi forventer ydermere, at du;

  • har kendskab til IRIS eller tilsvarende økonomisystemer (oplæring kan finde sted),
  • har kendskab til cBrain F2 (oplæring kan finde sted),
  • kan bevare overblikket og holde mange bolde i luften på én gang,
  • har gennemslagskraft,
  • er loyal, positiv og god til at akklimatisere dig,
  • er initiativrig og kan samarbejde, såvel som arbejde selvstændigt,
  • er god til at formidle, både skriftligt og mundtligt og
  • er i stand til at formidle svært tilgængeligt materiale på en let og overskuelig måde


Som kontorchef er det endvidere vigtigt, at du forstår at udnytte hele afdelingens samlede kompetencer og kan ressourceoptimere og prioritere, også når opgavernes omfang til tider overstiger ressourcerne. Du skal evne at se helheder på tværs og bidrage til løsninger. Besidder du et roligt overblik med sans for det vigtige, har du et godt udgangspunkt.

Det er en fordel, at du både kan tale og skrive grønlandsk, såvel som dansk, og at du har indgående kendskab til grønlandsk samfundsforhold, men det er ikke et krav.

Vi tilbyder

  • Et arbejde i et Departement, der er tæt på den politiske beslutningsproces.
  • Et uformelt og åbent arbejdsmiljø med korte kommandoveje og engagerede kolleger.
  • Personlige og faglige udfordringer samt mulighed for efteruddannelse.


Boligafdelingen består af dygtige medarbejdere med selvstændig opgaveløsning og ansvar for egne opgaver. Det vil være din opgave sammen med afdelingens medarbejdere at tilvejebringe og kvalificere et godt og solidt grundlag, hvorpå afdelingschefen kan rådgive politiske beslutningstagere og resten af administrationen.

Arbejdet foregår i et travlt og fagligt udfordrende miljø, hvor arbejdsglæde og ansvar går hånd i hånd med gode resultater vi kan være stolte af.

Omgangstonen er god og uformel, og hverdagen er præget af godt humør i en ofte travl dagligdag. Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, godt kollegialt fællesskab og respekt for, at arbejdsliv og familieliv skal hænge sammen.

Vi glæder os til at høre fra dig og stiller os gerne til rådighed med viden om det at arbejde for regeringen i Grønland, om boligafdelingens opgaver og om vores gode arbejdsplads.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingschef Jeanette Holding på telefon 34 54 36 eller via e-mail jeah@nanoq.gl

Ansøgning
Ansøgningsfristen er torsdag d. 22. juli kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristen. 
 
Ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden klassificeret svarende til (LR 36).

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning