Gå til hovedindhold
154

Retssekretær til Kujalleq Kredsret

Sekretær til Kujalleq Kredsret i Qaqortoq
”Hvis du har lyst til at starte på en frisk, er det en oplagt mulighed. Og jeg er sikker på, at du bliver rigtig glad for det i vores team. Vi står i hvert fald klar til at tage godt imod en ny kollega,” fortæller administrerende kredsdommer Johanne Banke Thorup.

Din nye arbejdsdag  
Som sekretær bistår du dommerne i kredsretten med behandling af retssager. Kredsretten behandler alle kriminalsager i Qaqortoq og de to tilhørende bitingsteder Narsaq og Nanortalik, og du vil derfor navnlig skulle bistå kredsdommerne med behandling af disse sager. Du vil i forbindelse med sagsbehandlingen have meget kontakt med rettens brugere, såvel de professionelle som borgerne. Vi lægger stor vægt på at behandle alle henvendelser med respekt og på at kunne give alle et fyldestgørende svar.

 

Dine primære opgaver er at:

  • forberede sagerne til kredsdommerne, herunder indkalde parter og vidner og forberede retsbøger og domme
  • løse en række andre sagsrelaterede opgaver i retten i samarbejde med både kredsdommerne og dine sekretærkolleger
  • vejlede borgerne i telefonen, og når de fysisk henvender sig i retten.

 

”Det er primært sekretærarbejde og ekspedition af sager til kredsdommerne. Og vi skal selvfølgelig nok sørge for, at du kommer godt ind i det.”  – Johanne.

En både professionel og sjov hverdag
Kredsretten består af 8 kolleger og er en lille, hyggelig og uformel arbejdsplads, der varetager vigtige sager på professionel vis, men vi glemmer ikke at have det sjovt, mens vi er på arbejde. Derudover er vi en moderne arbejdsplads med de nyeste arbejdsredskaber, så vi kan levere et godt stykke arbejde. Ydermere er det vigtigt for os, at borgerne har tillid til det, vi laver.

 

”Vi er meget åbne og lattermilde.” – Johanne.

Flere indgange til dit nye eventyr

  • Det er et krav, at du har erfaring med sekretær- og kontorarbejde. Det kan være, at du i dag arbejder i den offentlige sektor eller i en privat virksomhed, men det kan også være, at du arbejder som sekretær eller med kontorarbejde et helt andet sted.
  • Det er en klar fordel, hvis du har en kontoruddannelse – TNI eller lignende.
  • Du behersker IT på et godt niveau.  
  • Du har lyst til at være med til at skabe resultater til gavn for retssikkerheden i Grønland og trivslen ved retten.
  • Arbejdssproget er dansk og grønlandsk, og det vil derfor være en fordel, men ikke et krav, hvis du er dygtig til begge sprog.
  • Du kan fremvise straffeattest.

 

”Du skal selvfølgelig være åben over for nye udfordringer, og så skal du egentlig bare have en god energi ligesom os.” – Johanne


Er du interesseret?
Du skal sende din ansøgning til Retten i Grønland via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på linket nedenfor.

https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=143806&DepartmentId=9625&SkipAdvertisement=true

 

Vi vil gerne høre om din motivation for at søge stillingen, din uddannelsesbaggrund og tidligere ansættelser. CV, kopi af eksamensbeviser og andet relevant materiale skal uploades sammen med din ansøgning. Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 7. juli 2021.

 

Ansættelsesproces
Vi forventer at holde samtaler i uge 28. For ansøgere, som ikke er bosiddende i Qaqortoq, vil der være mulighed for at deltage i en ansættelsessamtale via televideo. Stillingen er til besættelse den 1. september 2021 eller efter aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst med SIK eller HK-Stat. Hvis du kommer fra en anden by end Qaqortoq, betaler vi tiltrædelsesrejse og bohaveflytning efter overenskomstens bestemmelser. Vi kan også anvise bolig, som du skal betale husleje mv. for efter de gældende regler.

 

Vi vil i forbindelse med ansættelsesproceduren med dit samtykke indhente udskrift af kriminalregisteret.

 

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kredsdommer Johanne Banke Thorup på tlf. +299 36 38 28 eller ved at skrive til jbt@domstol.gl.