Gå til hovedindhold
106

ØKONOMIDIREKTØR (CFO/CAO) SØGES TIL NUKISSIORFIIT - GRØNLANDS FORSYNINGSVIRKSOMHED INDEN FOR EL, VAND OG VARME

Hos os bliver du sat i førersædet for den grønne omstilling til vedvarende energi. Vores ambition er at skabe vækst og bæredygtighed i hele det grønlandske samfund igennem investeringer i forsyningsinfrastruktur, herunder vandkraft, vindmøller og solcelleanlæg.

 

Du ved at økonomi spiller en enorm rolle i den slags beslutninger. Omkring dig har du en stærk organisation til hjælp. Samtidig skal hverdagens drift fungere.

 

Kunderne skal have regninger til tiden. Indkøbsfunktionen skal have kontrakter i hus. Virksomhedens KPI’er skal muliggøre intelligente optimeringer. Talentprogrammet skal levere nye stjerner til organisationen. Erstatningssager skal vindes. Softwarerobotterne skal ind over flere processer. Kundebetjeningen skal yderligere digitaliseres. Alt det har du kompetente afdelingschefer til at stå for, og sammen med dem inddrager du virksomhedens strategi, til at forene afdelingsmål og virksomhedsmål.

 

Med reference til Energidirektøren får du det overordnede ledelsesansvar for Administrativ Supportdivision som udgøres af Regnskabsafdelingerne, Business Partnering, Human Ressources, Kundeservice og Juridisk stab - I alt ca. 45 medarbejdere.

Du bliver en del af virksomhedens øverste ledelse, som er Direktionen. Direktionen består af Energidirektøren, som er den øverst ansvarlige, samt Teknisk Direktør og Økonomidirektøren. Sammen er I ansvarlige for én af Grønlands største virksomheder, hvis økonomi i sig selv udgør omkring 5% af Grønlands bruttonationalprodukt.

 

Og virksomheden står overfor enorme opgaver og problemstillinger der skal løses. Økonomi er altid en knap ressource, og igennem benhård likviditetsstyring skal du sikre at virksomhedens ressourcer udnyttes til fulde, til gavn for samfundet. Din styring skal sikre fuldt tempo på at nå målsætningen om mest muligt vedvarende energi i 2030, rent drikkevand til alle og modernisering af hele forsyningen af Grønland. Da vi allerede forsyner Grønland med 70% vedvarende energi fra vores 5 store vandkraftværker, så er der lagt i op til at komme så tæt på 100% som muligt i 2030.

 

I Nukissiorfiit værner vi om vores store evne til at samarbejde på tværs af afdelinger. Vi ved at vores ansatte er vores vigtigste ressource, og vi kan med stolthed sige, at vores medarbejdertilfredshed ligger i top 25% af rigsfællesskabets mest tilfredse virksomheder. Som del af Direktionen, og med direktøransvar for HR, spiller du en væsentlig rolle i at styrke vores organisations kompetencer. Vi arbejder i dag intensivt med ledelsesudvikling og arbejder ud fra tanken om at dygtig, kompetent ledelse skaber rammerne for medarbejderne bedst muligt kan udnytte deres fulde potentiale. 

 

Den hverdag skal du balancere overfor krav og pres fra landets politiske ledelse, hvor Nukissiorfiit er en del af Grønlands Selvstyre, med reference ind til departementet for Udenrigsanliggender og Energiområdet. Din akkumulerede viden om organisationen skal bringes i spil over for departementschefer, ministre og regeringsudvalg, så de klædes på til at træffes de bedste beslutninger for landet.

 

Hvem er du?
Du har en akademisk uddannelse som økonom, cand. Merc., erhvervsøkonom eller lignende kombineret med en betydelig erfaring med ledelse i en større organisation. Du har solide økonomistyringskompetencer gerne kombineret med forståelse for forsyningsområdet. Du har erfaring med at begå dig i en politisk styret organisation, god indsigt i grønlandske forhold, gode kommunikative kompetencer, gerne både på grønlandsk, dansk og engelsk.

 

 Vi søger en økonomidirektør, der:  

  • Har styr på sin økonomistyring og særligt likviditetsstyring
  • Er eksekveringsstærk, sikrer systematisk opfølgning i organisationen og får folk med dig
  • Drager omsorg for organisationens medarbejdere, sikrer trivsel og samarbejde, og som får det bedste frem i folk omkring sig.
  • Har et strategisk overblik, politisk tæft og som tør sige sin ærlige mening.
  • Har sin moral og etik på plads, og kan stå imod når virkeligheden bliver kompliceret.
  • Er en dygtig leder der inspirerer sine medarbejdere på alle niveauer

 

Ansættelsesforhold
Løn og ansættelse i henhold til relevant og gældende overenskomst. Der er 3 måneders prøvetid.

Vi tilbyder umøbleret personalebolig i henhold til gældende regler. Hvis du allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret beholdes retten til denne.

Der ydes fri til- og fratrædelsesrejse i henhold til gældende regler.

 

Kontakt
Har du spørgsmål til stillingens indhold og funktion så kontakt Energidirektør Kaspar Mondrup på E-mail kam@nukissiorfiit.gl for en fortrolig drøftelse af muligheder og vilkår i stillingen. Generelle spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår kan stilles til HR-Chef Bebiane Boye Hansen E-mail beha@nukissiorfiit.gl.

Du kan sende din ansøgning og CV via ”Søg stillingen”.

 

Ansøgningsfristen er søndag den 25. april 2021 kl. 23.59.

 

Om Nukissiorfiit
Nukissiorfiit forsyner hele Grønland med el, vand og varme. Sammen arbejder vi hele tiden at på skabe omkostningseffektive og bæredygtige løsninger til gavn for vores kunder. I 2019 var 72 % af vores afsætning til el, vand og varme fra vedvarende energi. Frem mod 2030 arbejder vi for 100 % vedvarende energi. I Nukissiorfiit har vi succes med at skabe de bedste rammer for alle 400 ansatte. Vi er nemlig blandt de virksomheder i Grønland og Danmark med højest medarbejdertilfredshed. Læs mere om os på www.nukissiorfiit.gl

 

Ansøgningsfrist: 25. april 2021

SØG DENNE STILLING