Gå til hovedindhold
100

Jurist til Skattestyrelsens inddrivelse

Vi søger en kollega til de mangeartede juridiske opgaver i Skattestyrelsens inddrivelse.

Inddrivelsen har 25 medarbejdere fordelt på kontorer i Nuuk, Qaqortoq, Maniitsoq, Sisimiut og Ilulissat. Du vil skulle arbejde på vores kontor i Nuuk.

Inddrivelsens opgaver består primært af inddrivelse af offentlige restancer hos borgere og virksomheder.

Vi tilbyder et arbejde i et uformelt og åbent arbejdsmiljø med tværgående arbejdsopgaver og med korte kommandoveje og engagerede kolleger. Vi er en arbejdsplads med gode muligheder for sparring og faglig udvikling på tværs af fagenhederne.

Opgaver
Der er tale om en stilling med en bred opgaveportefølje, herunder:

  • Undervisning og kompetenceløft af personale
  • Deltagelse i udarbejdelsen af lovgivning og revision af eksisterende love og regler
  • Fortolkning af love og regler på området samt bidrage til udarbejdelse af interne og eksterne vejledninger på baggrund heraf
  • Konkret sagsbehandling
  • Udarbejdelse af notater og høringssvar m.v. til det politiske niveau
  • Deltagelse i projekter internt i Skattestyrelsen og på tværs i Centraladministrationen
  • Sparringspart for kollegaer ved inddrivelsen
  • Rådgivning af ledelsen i juridiske spørgsmål


Om dig

  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk kultur og det grønlandske samfund
  • Det er en fordel, hvis du både taler og skriver grønlandsk, dansk og engelsk
  • Du kan håndtere flere forskelligartede opgaver sideløbende i tæt samarbejde med kollegaer
  • Du går struktureret til værks, og du nærer en stærk ansvarsfølelse for opgaven
  • Du er god til at kommunikere og samarbejde med mennesker med forskellig baggrund, også med ikke-jurister
  • Du er velformuleret i tale og skrift
  • Gerne erfaring med offentlig forvaltning og arbejdet i en politisk styret organisation
  • Du har gerne en del års erfaring, men en dygtig nyuddannet tages også i betragtning
  • Juridisk uddannelse på bachelorniveau, gerne på kandidatniveau


Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse efter aftale.

Arbejdstiden er som udgangspunkt 40 timer om ugen.
Stillingen besættes som udgangspunkt som en fuldmægtigstilling. Til den rette kandidat med relevant erfaring vil der efter omstændighederne kunne ydes special- eller chefkonsulenttillæg.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, sker i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Se Grønlands Selvstyres overenskomster og aftaler her: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Job/Overenskomster-og-aftaler

Bolig
Der anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler.
Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig.
Personaleboligen er knyttet til ansættelsesforholder og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.
Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold m.v. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske vakant indkvartering, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilke der sker beskatning.

Orlovsmuligheder i Danmark:
Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Marie Sommer, afdelingschef ved inddrivelsen, telefon 345544 eller e-mail maso@nanoq.gl.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke "Send ansøgning". 
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Ansøgningsfrist: 19. april 2021.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Hvis Skattestyrelsen vælger at indkalde dig til en samtale og efterfølgende fortsætte i ansøgningsforløbet med dig, vil Skattestyrelsen anmode dig om en kopi af din straffeattest. Det er et ufravigeligt krav for ansættelse, at du har en ren straffeattest.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning