Gå til hovedindhold
110

Dette jobopslag er udløbet

Børnetalsmand - Selvstyret søger en stærk stemme for alle Grønlands børn

Inatsisartut etablerede i 2011 en ny børnerettighedsinstitution med en børnetalsmand til at fremme børns rettigheder og opvækstvilkår i Grønland.

Børnetalsmanden er den synlige frontfigur i børnerettighedsinstitutionen, der også omfatter et Børneråd og et sekretariat. Børnetalsmanden er formand for Børnerådet og øverste leder i institutionen. Udgangspunktet for arbejdet er at skabe fokus og fremme viden om børns vilkår og rettigheder med afsæt i FN’s Børnekonvention.

Stillingen som børnetalsmand repræsenterer en unik mulighed for at præge udviklingen og udleve et personligt og fagligt engagement i børns vilkår og rettigheder.

Børnetalsmandens centrale opgaver vil være at:

  • Sætte spørgsmål om børns vilkår og rettigheder til debat, tale børns sag og give børn en stemme i debatten
  • Yde råd og vejledning til myndigheder, institutioner, organisationer og privatpersoner om børns vilkår og rettigheder
  • Overvåge om lovgivning og praksis i Grønland er i overensstemmelse med bestemmelserne i FN’s Børnekonvention
  • Påpege forhold i samfundsudviklingen generelt, der influerer på børns vilkår og muligheder
  • Komme med forslag til tiltag til at fremme børns retssikkerhed
  • Sikre indsamling, udvikling og formidling af viden om børns vilkår


Børnetalsmanden er politisk uafhængig og kan udtale sig frit i spørgsmål om børns vilkår og rettigheder i hele samfundet.

I Inatsisartutlov nr. 11 af 22. november 2011 om Børnetalsmand og Børneråd er der etableret brede rammer for, at Børnetalsmanden har adgang til information, der sikrer forudsætninger for at vurdere den politiske, administrative og faglige praksis på børneområdet.

Ansøgere til stillingen som børnetalsmand forventes at:

  • have relevant uddannelse og erfaring i relation til stillingsbeskrivelsen
  • have veludviklede kommunikationsevner, herunder evne til at tale med børn
  • have erfaring med strategisk ledelse og samarbejde
  • besidde stor selvstændighed, fleksibilitet og engagement
  • besidde høj ansvarsbevidsthed og arbejdsmoral
  • have gode sproglige kompetencer på grønlandsk, nordisk og engelsk
  • være kreativ, imødekommende og nysgerrig


Stillingen som børnetalsmand er åremålsbeskikket for en periode på 4 år.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist 31. januar 2021
Ansættelsessamtaler forventes afholdt primo februar 2021.

Tiltrædelsesdato
1. juni 2021.

Rejseaktivitet
Der må forventes en del rejseaktivitet i forbindelse med stillingen.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Julie Præst Wilche, departementschef, Departementet for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet, e-mail: jprw@nanoq.gl, telefon: +299 34 66 44 eller Kirsten Olesen, e-mail: kiol@nanoq.gl, telefon: +299 34 6657.

Inatsisartutlov nr. 11 af 22. november 2011 om Børnetalsmand og Børneråd kan findes under Lovgivning på www.nanoq.gl.

Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Løn - og ansættelsesvilkår
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning