Gå til hovedindhold
128

Dette jobopslag er udløbet

2 engagerede konsulenter søges til Foranstaltningsafdelingen i Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold

Brænder du for at gøre en forskel for udsatte familier, og interesserer du dig for at forbedre krise- og familiecentertilbuddet i hele Grønland? Kan du lide at arbejde procesorienteret med udvikling, og trives du med at understøtte og formidle? Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold søger to konsulenter til at varetage samarbejdet med landets krise- og familiecentre.
 
Familien er et af samfundets mest centrale sociale fællesskaber, og velfungerende familier udgør det ideelle rammeværk for at give børn en tryg opvækst. Derfor arbejder vi i Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold for bedst muligt at sikre trivsel blandt landets familier. Der er 16 familiecentre og 8 krisecentre fordelt i landets 5 kommuner. Formålet med familiecentrene er, at de skal være lokalt omdrejningspunkt i forhold til socialfaglige indsatser til børn og familier. Børn- og familiecentrene tilbyder forskellige forebyggende og familieorienterede indsatser samt udredning og behandling i sager om seksuelle overgreb, rådgivning og forskellige sundhedsfremmende initiativer. Krisecentrenes opgave er at tilbyde et bosted for kvinder og børn, som udsættes for vold eller trusler.
 
Som konsulent vil du blive en del af Foranstaltningsafdelingen, der er forankret under Den Centrale Rådgivningsenhed. Vi arbejder bl.a. med at understøtte og vejlede alle landets krise- og familiecentre med fokus på at støtte og vejlede fagpersoner. Vores formål er derfor at styrke faglighed gennem opkvalificering samt at sikre en god metodisk kvalitet i behandlingstilbuddene.

I stillingen som konsulent vil dine arbejdsopgaver bl.a. være

  • Samordne og udvikle krise- og familiecentrenes arbejdsmodel og organisering på landsplan.
  • Bistå familiecentre i at samle og koordinere andre eksisterende lokale tilbud under et ”tag”.
  • Udvikle nye initiativer og metoder, som fungerer forebyggende i forhold til udsatte børn og familier samt at sikre gode tilbud til behandling og socialfaglig støtte.
  • Arbejde med vidensindsamling.
  • Skabe solide rammer for kompetenceudvikling og læring for fagpersoner.
  • Understøttelse ift. tilbud og metoder som kan honorere de behov, krise- og familiecentre møder.
  • Kvalitetssikring og evaluering samt indsamling og analyse af data.
  • Samarbejde med kommunerne ift. familie- og krisecentrene.
  • Forbedre og koordinere den tværfaglige indsats i forbindelse med krise- og familiecentrene.
  • Arbejde målrettet med at skabe ensrettede krise- og familiecentertilbud, som har en høj grad af brugervenlighed.


Vi ønsker, du har flere af de følgende kvalifikationer og kompetencer

  • Du er uddannet pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, terapeut, samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse.
  • Du har efteruddannelse inden for det sociale eller terapeutiske område.
  • Du har længere arbejdserfaring inden for det sociale område.
  • Du har stærk faglig og personlig gennemslagskraft.
  • Du arbejder procesorienteret med projekter og sigter mod at opnå gode resultater.
  • Du har kendskab til grønlandske samfundsforhold, især inden for det sociale område.
  • Du kan tænke strategisk, analytisk og utraditionelt.
  • Du har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde.
  • Du besidder stærke kompetencer inden for skriftlig og mundtlig formidling.
  • Du trives med at arbejde selvstændigt, men er altid klar til en faglig sparring.
  • Du evner at omsætte ny viden til praksis.
  • Dobbeltsprogethed (grønlandsk/dansk) er en fordel, men intet krav.


Vi tilbyder

  • Et arbejde hvor der ikke er langt fra udførelse til effekt.
  • Høj grad af selvstændighed i arbejdsgangen samtidig med, at faglig sparring og understøttelse altid er tilgængeligt.
  • Dedikerede kollegaer med et stærkt sammenhold.
  • Gode rammer for faglig udvikling.
  • En spændende arbejdsplads, som er under stor udvikling.
  • Godt arbejdsmiljø.
  • En arbejdsplads med et overordnet formål om at styrke det sociale område i landet. 
     

Om os
Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold er en styrelse under Naalakkersuisut med følgende 5 afdelinger: Forebyggelsesafdelingen PAARISA, Økonomiafdelingen, Døgn- og visitationsafdelingen, Den Centrale Rådgivningsenhed og Sekretariatet. Afdelingerne arbejder tæt sammen med hinanden.
Den Centrale Rådgivningsenheds primære opgave er at styrke den juridiske og socialfaglige viden på udsatte børn- og ungeområdet ved at yde rådgivning og vejledning til kommunerne. Enheden er inddelt i tre underafdelinger, som hver især varetager individuelle områder: myndighed, foranstaltning og borgerrettede tilbud. Den Centrale Rådgivningsenhed er en afdeling i stor udvikling. Solide faglige kompetencer og et stærkt sammenhold vægtes højt.
 
Det praktiske
Som koordinator vil du sidde centralt i vores kontorer i Nuuk. Der kan til tider forventes at være rejseaktivitet forbundet med stillingen. Stillingen er fuldtid – altså i udgangspunktet 40 t/ugen. Ansættelsesstart er den 1. nov. 2020 eller hurtigst muligt derefter.

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Ansættelsestidspunkt
1. november 2020 eller efter nærmere aftale.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 22. okt.  2020 kl. 12:00
Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig leder Stina Mølgaard på  tlf. +299 34 60 17 eller på e-mail stmo@nanoq.gl eller fg. afdelingschef Ane-Louise Løvstrøm tlf. + 299 34 60 14 alov@nanoq.gl

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning