Gå til hovedindhold
100

Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold søger en engageret afdelingschef til Myndighedsområdet

I Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold arbejder vi med sociale problemstillinger, udfordringer og har store ambitioner. Vi vejleder, rådgiver og udvikler nye tiltag indenfor forebyggelse og sociale forhold.

Om stillingen:
Vi søger en afdelingschef til Myndighedsområdet, som bl.a. arbejder med understøttelse med juridisk og socialfaglig udvikling i de kommunale forvaltninger og retter sig mod myndighedspersoner, der arbejder med udsatte børn og unge. I enheden vil man også på sigt arbejde med handicapområdet og andre dele i det sociale område.
I Myndighedsafdelingen tilbyder man kommunale sagsbehandlere indenfor myndighedsområdet råd og vejledning i forhold til gældende lovgivning, samt sagssupervision inden for udsatte børn- og ungeområdet. Der arbejdes endvidere med vejledningsarbejde til love, skabeloner og kurser efter kommunernes behov.  

Enheden er fortsat i udvikling og du vil få til opgave at skulle have fokus på videreudvikling af allerede eksisterende tilbud, men også på at skulle være med til at bygge op på noget fra starten i samarbejde med andre.   

Vi søger en afdelingschef med personlig og professionel gennemslagskraft. Der er tale om en spændende stilling, hvor du bliver ansvarlig for en professionel og sikker drift og udvikling, samtidig med at du har blik for de overordnede linjer og politiske vinde. Som afdelingschef vil du have ledelsesansvar overfor enhedens medarbejdere, ligesom du vil være en tæt faglig sparringspartner for styrelseschefen og til de andre enheder. Du er derfor robust, i besiddelse af en betydelig arbejdskapacitet og klar til at trække i arbejdstøjet, ligesom du ser muligheder i at være med til at skabe og udvikle rammerne for stillingen.

Ønsker til kvalifikationer og kompetencer:

  • Uddannet socialrådgiver med en overbygning og ledelseserfaring
  • Erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
  • Ledelseserfaring
  • Erfaring med at arbejde med processer
  • Kendskab til grønlandske samfundsforhold, især på det sociale område
  • Evner for at arbejde projektorienteret og koordinerende
  • Gode forudsætninger for at kommunikere både skriftligt og mundtligt


Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå i:

  • Ledelsesansvar
  • Udvikling og implementering af politisk vedtagne initiativer
  • Kan tænke strategisk, analytisk og utraditionelt
  • Er struktureret og resultatorienteret
  • Har erfaring med projekt- og udviklingsarbejde
  • Har kendskab til og interesse for socialområdet og sociallovgivningen
  • Besidder stærke kompetencer inden for skriftlig og mundtlig formidling
  • Vidensindsamling og formidling
  • Koordinering
  • Har en relevant uddannelse
  • Er engageret og god til at samarbejde med mange forskellige mennesker


Der kan til tider forventes at være rejseaktivitet forbundet med stillingen. Dobbeltsprogethed (grønlandsk/dansk) foruden gode fremmedsprogskundskaber er en fordel, men intet krav.

Om Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold
Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold er en styrelse under Naalakkersuisut med følgende 6 afdelinger: Forebyggelsesafdelingen PAARISA, Økonomiafdelingen, Døgn- og visitationsafdelingen, Myndighedsafdelingen og Foranstaltningsafdelingen og Sekretariatet. Afdelingerne arbejder tæt sammen med hinanden, og det er en arbejdsplads, som byder på masser af faglige udfordringer.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden klassificeret/lønfastsat svarende til LR 38.

Lønnen  med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2020 månedligt Kr. 55.829 og årligt Kr. 669.953

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat og, at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse, arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Ansættelsestidspunkt
1. september 2020 eller efter nærmere aftale.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 19. august 2020 kl. 12:00
Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte styrelseschef Helene Broberg Berthelsen, tlf.: +299 55 56 75.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning