Gå til hovedindhold
102

KOMPETENCE- OG UDVIKLINGSCHEF TIL MÆLKEBØTTECENTRET I NUUK, GRØNLAND

Har du solid ledelseserfaring kombineret med pædagogisk indsigt? – og vil du gøre en forskel for børn og unge i Grønland? 

Jobbet

I den nyoprettede stilling som kompetence - og udviklingschef bliver du en del af direktionen og får reference til direktøren. Du får ansvaret for videns- og kompetenceudviklingscentret, og dermed det overordnede ansvar for den daglige ledelse og udvikling af videns- og kompetenceudviklingscentret. Hertil de underliggende afdelinger; Mælkebøtten, boenheder og psykologrådgivning.

Opgaverne spænder bredt for den nye kompetence- og udviklingschef og er bl.a.:

 

  • Ledelse af institutionslederne og stedfortræderne
  • Implementering af udviklingsprojekter
  • Strategiudvikling og implementering
  • Supervision af ledelsen
  • Koordinering af de administrative opgaver
  • Metodeudvikling (faglig og pædagogisk)
  • Evaluering og forskning
  • Værdiimplementering
  • Kontakt og netværk til samarbejdspartnere både i det offentlige, NGO’ere, erhvervslivet mv.
  • Økonomi (budgetlægning mv.)

 

I forlængelse af dine ansvar- og arbejdsopgaver skal du sætte dig ind i aftaler, regler, love m.m., der vedrører Mælkebøttecentret.

Resultatet af dine indsatser skal bl.a. være en videreudvikling af den eksisterende pædagogisk og ledelsesmæssige supervision og daglige sparring i organisationen. Hertil kontinuerlig koordinering direktøren.

Opgaverne spænder bredt, og du skal derfor være indstillet på fleksible arbejdstider.

 

Profil

Det forventes, at du kommer med dokumenteret og solid ledelseserfaring og resultater inden for en organisation eller virksomhed, som har fællestræk med Mælkebøttecentret. Det kan være en relevant organisation inden for socialpædagogisk arbejde, uddannelse mv.

Den uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du kommer højst sandsynligt med en uddannelse inden for det sociale-, sundheds-, uddannelses- eller det pædagogiske område. Dette kunne gerne være suppleret med en ledelsesmæssig efteruddannelse på diplomleder eller HD-niveau.

Erfaring fra og viden om socialt udsatte børn og unge er bestemt en fordel.

Som kompetence- og udviklingschef sætter du retningen og hjælper dine medarbejdere til at vokse ved en tydelig og situationsbestemt ledelse. Dette kombineret med en stærk pædagogisk sparring med fokus på tillid, trofasthed, troværdighed og gensidig respekt. Det forventes, at du har god selvindsigt, herunder indsigt i egne værdier og holdninger.

Du kommer også med en god (leder)rolleforståelse, gode og troværdige kommunikationsevner og forstår at motivere andre. Du lægger vægt på samarbejde og har politisk flair.

Som person er du energisk, udadvendt og har gå-på-mod. Du er humoristisk og selvfølgelig ikke bange for at give noget af dig selv. Du er pligtopfyldende og går gerne den ekstra mil for at sikre den fælles succes. Ligeledes arbejder du struktureret og systematisk, og så har du sans for detaljen. Du formår samtidig at stå oprejst og bevare overblikket, selv når det går stærkt, og i vanskelige situationer viser du mod, loyalitet og udholdenhed.

Du skal kunne udfordre den resterende ledergruppe, herunder direktøren. Du skal kunne modtage og forholde sig konstruktivt til kritik (især negativ), og have mod til at modtage og udvikle de udfordringer, der følger med arbejdet i en privat organisation.

Det forventes, at du er bevidst om din rolle som ildsjæl og igangsætter, og det at fungere som ambassadør for de værdier, huset står for.

Det falder dig naturligt at skabe gode relationer, og dermed opnår du et stærkt samarbejde med dine kolleger og samarbejdspartnere.  

Du er gerne dobbeltsproget grønlandsk/dansk, men dette er dog ikke en betingelse. Du er erfaren bruger af MS Office-pakken.

Du skal fremvise og opretholde en ren straffe- og børneattest.

Det får du

Som kompetence- og udviklingschef får du mulighed for at gøre en forskel for udsatte børn og unge i Grønland og dermed være med til at ændre denne gruppes fremtidige tilværelse. 

Du får muligheden for at blive et væsentlig aktiv i et kreativt og fagligt udviklende miljø. Hertil vil du få stor indflydelse på stedets arbejdskultur. Du tilbydes et fagligt og personligt udfordrende job i et konstruktivt, humørfyldt og udviklende miljø, og du kommer til at arbejde tæt sammen med direktøren.

Videreudvikling af dine både faglige og personlige kompetencer via en spændende hverdag suppleret med mulighed for deltagelse i kurser og relevant faglig efteruddannelse.

Der tilbydes bl.a. bohaveflytning, og der er bolig til stillingen.

Virksomheden

Mælkebøttecentret er en selvejende institution registreret som en fond. Der er tale om et privat initiativ, og bestyrelsen består af repræsentanter fra Nuuk Rotary Klub, Lions Club Nuuk, Grønlands Erhverv og Kommuneqarfik Sermersooq. Formålet er at forbedre vilkårene for børn og unge i alderen 3 til 17 år anbragt uden for hjemmet, der har været udsat for omsorgssvigt samt forebygge yderligere omsorgssvigt.

Mælkebøttecentret er etableret ved indsamlede midler, og driften finansieres via takstbetaling fra kommunerne for de ydelser, der leveres. P.t. består Mælkebøttecentret af en administration, Mælkebøtten, der er en døgninstitution for udredning af udsatte børn og unge samt et værested med børnefolkekøkken. Desuden rummer Mælkebøttecentret 2 boenheder, hvor udsatte børn og unge kan bo mere permanent. Der er plads til i alt 22 anbragte børn og unge, og værestedet har plads til 50 børn. Derudover har centret et hus i bygden, Kapisillit, der anvendes til projekter og ferier.

Du kan læse mere om Mælkebøttecentret her: www.mb.gl

Ansøgning

https://www.curia.dk/ledige-stillinger?jobid=21193

Ansøgningsfrist: 16. august 2020

Har du spørgsmål til os, er du velkommen til at kontakte Associate Partner Bo Prangsgaard på tlf. +45 2211 8110 eller Chefkonsulent Morten Mønster på tlf. +45 2224 8295.