Gå til hovedindhold
116

Departementet for Finanser søger en afdelingschef til Økonomisk Planlægning

Er du en skarp økonom med styr på planlægning og personaleledelse, så er du måske vores nye afdelingschef!

Afdelingen for Økonomisk Planlægning forestår særligt det administrative arbejde med koordinering, implementering og strukturovervågning af reformer, der skal sikre den langsigtede økonomiske holdbarhed. Afdelingen forestår derudover departementets udarbejdelse af bevillingslovgivning samt høringssvar på lovforslag, oplæg og andet med økonomisk betydning. Afdelingen er desuden ansvarlig for vedligeholdelsen og udviklingen af økonomiske modeller. Endvidere gennemfører afdelingen analyser af udgifter i centraladministrationen.
Afdelingen består af en udviklingsfunktion med økonomiske reformer som arbejdsområde, en driftsfunktion, en finanslovsfunktion samt en funktion samlet omkring økonomistyring med udgiftsanalyser og kommunalt økonomisk tilsyn. Vi spiller en helt central rolle ved eksempelvis gennemførelse af store infrastrukturprojekter samtidig med, at der skal sikres langsigtet holdbarhed i økonomien. Her vil du som afdelingschef være helt central.
Afdelingschefen indgår i departementets ledelsesgruppe sammen med 3 yderligere afdelingschefer, en fagkoordinator samt departementschefen samt i direktionen, der også omfatter ledelsen fra Økonomi- og Personalestyrelsen, Skattestyrelsen, Asiaq, Grønlands Statistik og Fællesoffentlig Enhed for Økonomiske og Personaleadministrative Systemer. Stillingen er med reference til departementschefen.

Om stillingen
Departementets primære opgave er at give Naalakkersuisut det bedste grundlag for at føre en sund økonomisk politik. Vi beskæftiger os derfor med alle dele af den offentlige økonomi, og du vil som afdelingschef have en central rolle i betjeningen og rådgivningen af Naalakkersuisoq.
Som afdelingschef har du en vigtig opgave med at sætte rammerne for løsningen af større og komplekse opgaver, og sikre, at levering sker til tiden og i den rette kvalitet.
Du vil især komme til at beskæftige dig med:

  • Personaleledelse
  • Rammerne for udgiftsstyring i den offentlige sektor
  • Implementering af Budget- og Regnskabsloven i fh.t. Grønlands Selvstyre og kommunerne
  • Opfølgning på økonomiske dele af Grønlands partnerskabsaftale med EU, herunder indgåelse af aftaler med EU om reformer af offentlig økonomistyring
  • Intern planlægning og koordinering bl.a. af departementets deltagelse i større tværdepartementale projekter med henblik på sikring af fagøkonomiske forhold
  • Faglig sparring og kvalitetssikring
  • Ekstern kontakt og samarbejde

For opgaven med personaleledelse vil du kunne få støtte fra Ledelsessekretariatet i departementet eller hos personalekonsulenterne i Økonomi- og Personalestyrelsen.
I selve departementet er der aktuelt ca. 30 medarbejdere, og heraf udgør Økonomisk Planlægning en stab på 9. Departementet er kendetegnet ved en stor grad af uformelle kontakter og tværgående kommunikation, og det er nødvendigt, at du som afdelingschef kan navigere i dette miljø, bevare det nødvendige overblik og sikre resultater.

Om dig

  • Du har en stærk ledelsesmæssig profil med flere års erfaring som leder – gerne fra en politisk ledet organisation.
  • Du har en relevant samfundsvidenskabelig afsluttet uddannelse med hovedvægt inden for økonomi som f.eks. cand. oecon., cand. polit., cand. merc., HA og HD eller andre relevante fagkombinationer
  • Gennem din gode evne til at motivere og kommunikere sikrer du, at tingene bliver gjort. Du udstråler naturlig autoritet, og du er vedholdende og har fokus på opnåelse af resultater.
  • Du har modet og styrken til at fastholde et fast personligt standpunkt, så opgaver som byder på modstand også bliver løst.
  • I usikre situationer uden fortilfælde at støtte sig til har du evnen til hurtigt og positivt at træffe beslutninger og skabe resultater.
  • Du kan indgå i faglig sparring på højt niveau, og ledelsesmæssigt formår du at skabe struktur og bevare overblik samt at påtage dig rollen som personaleleder.
  • Du stiller krav både til dig selv og til andre.
  • Du trives i et miljø med en uformel omgangstone, korte kommandoveje og engagerede kollegaer.


Det er en fordel, du har kendskab til det grønlandske samfund og sprog.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden klassificeret svarende til LR 38.
Lønnen med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2019 månedligt Kr. 58.159 og årligt Kr. 697.904

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat og, at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse, arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i vakantboligen. Det er dog muligt at søge om at få tildelt en personalebolig, hvor en tilladelse til at holde husdyr kan indhentes.

Ved hold af tjeneste- eller førerhund, kontakt Midlertidig Indkvartering på mail bolig@nanoq.gl

Yderligere oplysninger
Nærmere information om stillingen kan fås ved henvendelse til departementschef Nikolai S. Christensen på tlf. 34 66 75 eller e-mail nsch@nanoq.gl. Du kan læse mere om Departementet på denne hjemmeside: https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Finans

Ansøgere må være forberedt på at gennemgå et testforløb.

Ansøgningsfrist og tiltrædelse
Ansøgningen skal være departementet i hænde senest mandag den 9. marts 2020 kl. 12:00.

Ansøgning bedes vedlagt CV og kopi af eksamenspapirer med tilhørende karakterudskrifter for både bachelor- og kandidatuddannelse samt relevante referencer.

Tiltrædelse 1.maj 2020 eller snarest muligt efter aftale.

Samtaler afholdes løbende
 

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning