Gå til hovedindhold
96

Dette jobopslag er udløbet

Roaming Manager/Administrator

Vil du være med til at styrke produkterne i TELE-POST?

 

Vi søger en person, der vil arbejde for at fortsætte den positive udvikling, som roamingområdet er inde i. Flere og flere af vores kunder har stor glæde af deres mobilabonnement, når de rejser uden for Grønland, og kan tale i telefon og bruge data præcis som hjemme. Antallet af lande med billig dækning og hurtige dataforbindelser udvides hele tiden, og du skal bidrage til, at denne udvikling fortsætter!

Vi arbejder også for, at udenlandske abonnenter skal have glæde af vores stærke mobilnetværk, når de besøger Grønland. Samtidig med at vi skaber disse fordele for vores kunder vil vi reducere vores omkostninger og bevare roamingområdets positive bidrag til TELE-POSTs økonomi.

 

Om jobbet og afdelingen

Roamingafdelingen er placeret på TELE-POSTs hovedkontor i Nuuk, og består af to medarbejdere, som begge referer til Wholesaledirektøren. Afdelingen har et tæt samarbejde med teknikere, kundemedarbejdere og økonomifolk, samt eksterne leverandører og partnere, og har ofte en koordinerende rolle i dette samarbejde.

Hvis du er et sted i din karriere, hvor du har opbygget analytisk kompetence, men ønsker at styrke dine forhandlingsevner, så er dette en perfekt chance. I sparring med Wholesaledirektøren skal du tilrettelægge og gennemføre forhandlinger om gensidige rabataftaler med andre operatører. Du skal løbende analysere udviklingen i kundernes brug af roaming og følge op på de indgående aftaler. Hertil kommer styring af vores aftaler med leverandører af IT-værktøjer, som vi anvender til drift og optimering af roamingservicen.

Den præcise fordeling af afdelingens øvrige opgaver vil ske når du tiltræder, så vi kan sikre det bedst mulige match mellem dine kompetencer og de opgaver, der skal løses.

 

Din profil

Din præcise uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men du er administrativt stærk og har flair for teknik og økonomi. Det er vigtigt, at du er en person, der trives bedst med orden og system i tingene. Du bryder dig ikke om ineffektivitet og halve aftaler, og påtager dig derfor gerne en styrende rolle for at forbedre arbejdsgange og processer. Hvis du har erfaring med projektledelse, er det en fordel, men ingen betingelse. Vi bruger en række forskellige IT-værktøjer i vores arbejde, og hvis du ikke allerede er stærk til Excel, så skal du være indstillet på at blive det.

Stillingen medfører en betydelig samarbejdsflade med teleselskaber og leverandører i hele verden, så du skal være god til engelsk, både på skrift og i tale.

Vi tilbyder

Dette er en stilling for dig som gerne vil styrke din faglighed og kombinere dine gode administrative evner med teknisk og forretningsmæssig viden. Du vil inde for rammerne af den aftalte strategi få mulighed for at sætte et tydeligt præg på udviklingen inden for et af TELE-POSTs mere specielle forretningsområder.

Du kan i hverdagen regne med nogenlunde faste arbejdstider, men du skal være indstillet på tjenesterejse 1-2 gange om året i forbindelse med internationale konferencer og forhandlingsmøder.

Du får relevant oplæring og efteruddannelse og en lønpakke, der modsvarer dine kompetencer og kvalifikationer.

 

Interesseret?

Er du interesseret i stillingen, så upload din ansøgning, CV og andre relevante dokumenter via denne side senest den 18. februar: https://mkjobtelepost.azurewebsites.net/da-DK/Application.aspx?VID=2020-01-02

Tiltrædelse snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rette kandidat.

Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Wholesaledirektør Flemming Drechsel på  fdr@telepost.gl.