Gå til hovedindhold
108

Beskæftigelseskonsulent til Kriminalforsorgen i Grønland

Den nye anstalt i Nuuk er åbnet for nyligt, og er derfor inde i en spændende udvikling. Anstalten består af et lukket afsnit med 40 pladser, et åbent afsnit med 24 pladser samt et udslusningsafsnit med 12 pladser. Det lukkede afsnit rummer en tilbageholdelsesafdeling og en forvaringsafdeling til forvaringsdømte.

Kriminalforsorgen har en klar ambition om at sikre en relevant og meningsfuld beskæftigelse af indsatte. Indsatte skal beskæftiges mindst 7 timer dagligt, enten inde på selve anstalten eller på en arbejdsplads eller en uddannelsesinstitution uden for anstalten. Som beskæftigelse tæller både arbejde, uddannelse og eventuel deltagelse i behandlingstilbud.

 

Beskæftigelseskonsulenten skal koordinere indholdet af beskæftigelsesaktiviteter og fritidsaktiviteter i anstalten. Derudover ligger der en stor opgave i at vejlede de indsatte om mulighederne for beskæftigelse, både internt på anstalten, men også uden for anstalten. Det er derfor nødvendigt, at beskæftigelseskonsulenten kender det lokale arbejdsmarked og kender til mulighederne for uddannelse og behandling lokalt og landsdækkende.

Arbejdet tilrettelægges i tæt kontakt med de øvrige beskæftigelseskonsulenter, afdelingslederen, de indsatte og de øvrige kollegaer på anstalten, således at indsatsen omkring de indsatte er koordineret og understøttet af alle, inklusive den indsatte selv.

 

Konkrete ansvarsområder:

Planlægning af beskæftigelsen internt på anstalten, registrering af beskæftigelsen, samarbejde med lokale arbejdspladser ift. jobskabelse til indsatte, samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner ift. optagelse af indsatte, rådgivning og motivation af indsatte ift. ønsker til job eller uddannelse, inddragelse af indsatte i planlægningen, planlægning af fritidsaktiviteter både på anstalten og uden for anstalten, såsom kulturelle tilbud, sport, naturoplevelser mm.

 

Beskæftigelseskonsulenterne refererer til en beskæftigelsesleder med base på hovedkontoret i Nuuk.

 

Vores forventninger:

Du har en erhvervsuddannelse, er lærer, pædagog, anstaltsbetjent eller har erfaring fra det socialfaglige felt. Du er god til at danne dig et overblik og har gode evner for at systematisere og planlægge opgaver for dig selv og andre. Du synes det er spændende at motivere andre mennesker. Du kan lide at have mange opgaver og kan se muligheder og potentialer hos alle. Du er rolig og rummelig over for andre mennesker.

 

Kvalifikationer

  • En erhvervsfaglig uddannelse, en anstaltsbetjentuddannelse, en pædagogisk eller socialfaglig uddannelse
  • Har interesse for/erfaring med motivationsarbejde
  • Betragter tværfagligt samarbejde som en forudsætning for udvikling
  • Er initiativrig og ser potentialer hos andre

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Det er en fuldtidsstilling på 40 timer ugentligt.

Beskæftigelseskonsulenternes løn er forhandlet af Centralorganisationen af 2010 (CO10).

Beskæftigelseskonsulenterne ansættes således på tjenestemandslignende vilkår i lønramme 18. Der ydes et pensionsbidrag på 6,25 %. Samlet løn ligger på omkring kr. 18.044,92 før skat.

Der er feriefrirejse tilknyttet dig og din familie hvert andet år og til- og fratrædelsesrejse efter gældende regler. 

Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen i Grønland. Ansættelsesstedet er anstalten i Nuuk.  

Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler.

 

Tiltrædelse snarest efter nærmere aftale.

 

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås hos beskæftigelsesleder Peter Abelsen-Peteren på tlf. +299 33 75 28/mail pp@krfo.gl

 

Ansøgningen

Ansøgningen og relevante uddannelsespapirer samt CV indsendes senest den 10.december til hr@krfo.gl. Samtaler forventes afholdt løbende og senest i uge 50 og 51.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Ansøgere skal give samtykke til, at Kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.