Gå til hovedindhold
134

Vil du være en del af et mindre arbejdssted hvor vi løfter i flok for at få hverdagen til at hænge sammen?

At være sygeplejerske på et sundhedscenter i Grønland er fagligt udfordrende og kræver en del selvstændighed. Har du lyst og mod på at prøve noget nyt, så er det her, du skal søge!

 

Nanortalik Sundhedscenter

Nanortalik har plads til 14 patienter og er byens eneste modtagerafdeling, hvilket betyder, at vi har et meget blandet patientklientel. Derfor vil du også opleve en hverdag med faglige udfordringer, men samtidig går du hver dag hjem med nye erfaringer fra en anderledes kultur, end du er vant til.

 

Her behandler og plejer du både ambulante og indlagte patienter

Du bliver del af et lille sundhedscenter hvor der kræves en del selvstændighed i hverdagens opgaver. Vi udnytter hinandens kompetencer og alsidighed, så patienten oplever en god behandling og et nærværende forløb. Dine arbejdsopgaver dækker et bredt område, hvor du udover den almindelige sygepleje på sengeafdelingen også deltager i skadestuearbejde. Du kan altså forvente at arbejde med både ambulante og indlagte patienter.  Endeligt vil du indgå i vagtordning, hvor du hjælper med at dække weekendvagter og dagvagter/aftenvagter med tilkald efterfølgende.

 

Du får en grundig introduktion og spændende hverdag

Da vi netop er et lille sundhedscenter, så er vi meget opmærksomme på hinanden. Du kan altså se frem til et kollegaskab, hvor vi arbejder med stor fleksibilitet og hjælper hinanden. Vi sikrer naturligvis en grundig introduktion, så du trygt kan indgå i det daglige arbejde. Her venter altså en spændende og udfordrende hverdag i en anderledes kultur, hvor vi garanterer både personlig og faglig udvikling.

 

Vi tilbyder fastansættelse, men hører også gerne fra dig, hvis du, som udgangspunkt, har interesse i et vikariat af minimum 3 måneder. Ved fastansættelse tilbyder vi et attraktivt månedligt tillæg på mellem 3.400kr. og 4.700kr. afhængig af din anciennitet.

 

Du bidrager med din erfaring og alsidige kompetencer

  • Du har alsidig erfaring fra klinisk sygepleje.
  • Din arbejdstilgang er åbensindet og fleksibel med interesse i udvikling og gerne undervisning.
  • Du vægter et godt arbejdsmiljø højt og bidrager aktivt hertil.

 

Nanortalik og omegn

I Nanortalik vil du opleve lodrette fjeldvægge og være tæt på uendelige fjorde, hvilket giver rig mulighed for sejlads og fiskeri. Om sommeren kommer drivisen fra Østgrønland tæt på byen, hvilket skaber et smukt landskab foran dit hjem.

Her kan en storslået natur opleves både på havet, men også på vandreture i fjeldene eller ind i kystens skærgårde.

 

Tiltrædelse: 1. december 2019

 

Statsborgerskab

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.

 

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation. Find din overenskomst her.

http://www.gjob.gl/Praktiske-forhold/Overenskomster

 

Ansættelsen er betinget af, at du kan fremvise gyldig grønlandsk autorisation, søg her, www.nun.gl

 

Bolig

Der vil til stillingen kunne anvises bolig efter gældende regler. Husleje og boligstandard kan variere, og der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig.

 

Ansøgning

Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format gennem Sundhedsvæsenets rekrutteringssystem  http://www.gjob.dk/Sogjob/Stillingsbeskrivelse?VID=201908277

 

Ansøgningsfrist: d. 28. august 2019

Ansættelsessamtaler afholdes løbende

 

Kontakt

Information om stillingen kan indhentes ved ledende regionssygeplejerske Inge Kolby Pedersen på e-mail: IKC@PEQQIK.GL eller telefon (+299) 64 22 11 efter kl. 13.00 dansk tid. Alternativt til afdelingssygeplejerske Mette Pedersen på e-mail PEDM@PEQQIK.GL eller telefon (+299) 61 32 11 efter kl. 13.00 dansk tid.  

 

Generelle oplysninger om løn og ansættelsesforhold kan desuden fås ved henvendelse til personalekonsulent Rikke Agerholm Christensen på tlf. +299 34 43 81 eller på e-mail: RIAC@PEQQIK.GL
 

Vi modtager kun ansøgninger i PDF-format.