Gå til hovedindhold
128

Dette jobopslag er udløbet

Nytænkende undervisere i grønlandsk på gymnasieniveau søges

Ledige Stillinger
Vil du være med til at skabe flere nye muligheder for grønlandske unge, og eksempelvis være med til at udvikle e-undervisning på gymnasialt niveau, så er det dig vi søger.

GUX – Hvem er vi?
GUX-Sisimiut er en del af uddannelsesorganisationen KTI, der omfatter GUX, Råstofskole, Jern og Metalskole, Bygge og Anlægsskole, Sprogcenter og DTU. Miljøet på GUX-Sisimiut er derfor præget af en såvel faglig som menneskelig diversitet både blandt elever og undervisere, hvilket skaber et inspirerende læringsmiljø.

Vi arbejder for at give uddannelsessøgende, der drømmer om videregående uddannelser flere muligheder for at tage en gymnasial uddannelse. Udover vores normale undervisning på skolen, så kan du få muligheden for at undervise unge i hele Grønland uanset hvor du bor. GUX Sisimiut har startet mange nye gymnasiale uddannelsestilbud op, og vi har derfor brug for innovative undervisere i grønlandsk.

De formelle krav til at undervise i grønlandsk på gymnasialt er at du har en cand. mag eller tilsvarende i faget. Du kan dog sammen med os komme i et opkvalificeringsforløb for at opnå kompetencerne, og blive ansat i en uddannelsesstilling, hvis vi er det rette match.

GUX-Sisimiut – mere end uddannelse!   
På GUX-Sisimiut tilstræber vi i fællesskab at skabe dannelse og livslang læring gennem formelle og uformelle relationer, der løfter individuelt, socialt og samfundsmæssigt.
Derfor er vores gymnasium kendetegnet af:
Innovation og kollegialt samarbejde 
Pædagogik og didaktik er altid det overordnede punkt på dagsordenen i form af udviklingsprojekter på alle organisationens niveauer. For at kunne skabe udvikling er vi afhængige af hinandens engagement og viden.

Andetsprogsdidaktik og faglig nysgerrighed
Vores undervisning er rettet mod elever med forskellige sproglige forudsætninger, hvorfor andetsprogsdidaktik er tænkt ind i alle former for undervisning. Faglig og didaktisk nysgerrighed er derfor essentiel i dit virke som underviser hos os.   

Rummelighed og omsorg
Vi arbejder med unge mennesker med meget forskellige livsforudsætninger og livserfaringer. Ligeledes er lærerkollegiet præget af menneskelig og kulturel diversitet. Et dialogisk samarbejde mellem ledelse, lærerkollegiet og elever er forudsætningen for denne rummelighed og omsorg. 

eGUX – eLæring og Fjernundervisning
GUX-Sisimiut har i mange år udbudt undervisning som e-læring og fjernundervisning, hvilket vi i fremtiden agter at geare op. Det betyder, at du som underviser ved GUX-Sisimiut vil kunne have klasser med elever, der er lokaliseret på gymnasiet, samtidig med elever der følger undervisningen andre steder fra i Grønland. Har du ikke erfaring med e-læring og fjernundervisning, vil vi sørge for, at du pædagogisk og didaktisk bliver rustet til det. Ved evt. ansættelse gøres der opmærksom på, at e-læring og fjernundervisning er en undervisningsform, der vil blive aktuel for alle, der arbejder på GUX-Sisimiut også hvad angår PG kandidater.

Vi forventer  
- en underviser, der er fagligt velfunderet og didaktisk interesseret, og med lyst til at udvikle egen undervisningspraksis.
- en underviser, der interesserer sig for unge mennesker og deres læring i en flerkulturel og andetsproglig kontekst.
 - en underviser, der kan se ud over eget klasserum, og har lyst til at deltage i gymnasiets udvikling i et kollegialt samarbejde med såvel ledelse, undervisere og elever.  

Vi kan tilbyde 
- et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor arbejdstiden ikke nødvendigvis foregår mellem 8-16.
- et dynamisk arbejdsmiljø med rige muligheder for at indgå i udviklingsprojekter og sætte eget præg på gymnasiet.
- et fagligt refleksivt arbejdsmiljø, hvor pædagogisk-didaktiske workshops, teamsamarbejder og hverdagens didaktiske samtale prioriteres højt.

Endelig kan Sisimiut, som den anden største by i Grønland og med den grønlandske storslåede natur som baghave, både tilbyde dig en fuldt ud moderne tilværelse og mulighed for at prøve kræfter med det mere simple outdoor-liv.  

Ansøgningsfrist d. 20/6-19 

Vi forholder os ret til løbende at behandle ansøgninger.
Ansættelse sker fra 1. august 2019 eller efter nærmere aftale.

Yderligere information 
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte rektor Poul V.B. Jensen på telefon:
+299 86 76 12/ mobil: +299 55 86 77 eller på mail: poje@kti.gl
Se også vores hjemmeside: www.kti.gl /GUX

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig 
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig. 
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig. 

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. 

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning