Gå til hovedindhold
170

Dette jobopslag er udløbet

Erfaren dyrlæge eller akademiker med baggrund i fødevareområdet søges til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug 
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland
Erfaren dyrlæge eller akademiker med baggrund i fødevareområdet søges til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland

Har du erfaring med fødevareområdet og trænger til nye udfordringer i din karriere under arktiske himmelstrøg? Så kan vi tilbyde dig en spændende stilling i vores afdeling i Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG). Her kan du virkelig bruge dine faglige kompetencer inden for flere områder med fokus på udviklingen af fødevareområdet. Du kan være med til at sætte dit præg på denne udvikling samt arbejde visionært, og alt dette kommer i en pakke med Grønlands smukke natur. 

Om stillingen:
Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) har ansvaret for veterinær- og fødevarefaglige arbejdsopgaver i hele Grønland. Vi står over for nogle spændende nye opgaver i 2019 med udvikling af fødevarelovgivningen, og vi søger derfor en kompetent person, der kan indgå i vores team. Den kommende medarbejder ser vi gerne kan bidrage med viden og erfaring inden for kontrol og tilsyn på fødevareområdet samt være med til at udvikle de fremtidige planer.

Som medarbejder bliver du en del af dette arbejde, hvor du ud over dine daglige arbejdsopgaver får mulighed for at bidrage til nytænkning og langsigtet udvikling af VFMG.
Ved VFMG er der i øjeblikket 1 ledende dyrlæge, 3 fuldtidsansatte dyrlæger og 2 deltidsansatte dyrlæger ved vores kontor i Nuuk. Dertil kommer to embedsdyrlæger lokaliseret i hhv. Ilulissat og Qaqortoq. Stillingen er i Nuuk, og du vil indgå i den daglige sagsbehandling og drift samt grænsekontrolteamet (BIP) for fiskerifartøjer fra 3. lande.
I VFMG skal du tage selvstændigt ansvar og samtidigt løfte opgaver i fællesskab med dine kollegaer samt andre instanser. Du skal være god til at planlægge og administrere dine daglige arbejdsopgaver. VFMG er en lille, dynamisk arbejdsplads, hvor der kontinuerligt kommer nye opgaver, som vi hjælper hinanden med at få løst.


Primære ansvarsområder:

  • Tilsyn, rådgivning og sagsbehandling på fødevareområdet, herunder auditering/inspektion af fødevarevirksomheder og deltagelse i kødkontrol.
  • Medvirken til udarbejdelse af lovgivning og retningslinjer for det veterinære arbejde i Grønland, herunder udarbejdelse af ny fødevarelovgivning for Grønland.
  • Arbejdsopgaver i henhold til aftaler med Fødevarestyrelsen i Danmark, herunder:
    • Aktiviteter tilknyttet de veterinære grænsekontrolsteder (EU Border Inspection Posts).
    • Certifikatudstedelser
    • Borgerbetjening inkl. vejledning i forbindelse med ind- og udførsel af dyr, fødevarer og trofæer.

Om dig:
Du er uddannet dyrlæge (cand.med.vet.), akademiker med speciale inden for fødevarer eller har anden akademisk relevant baggrund.
For at kunne trives i jobbet er det vigtigt, at du:

  • interesserer dig for fødevareområdet;
  • har et godt overblik og arbejder systematisk samt er god til at planlægge dine opgaver;
  • er god til at samarbejde med såvel kolleger som borgere og andre myndigheder;
  • forstår og værdsætter værdien af at skabe relationer til professionelle interessenter i lokalområdet;
  • kan lide at arbejde selvstændigt og er god til at overholde deadlines;
  • er god til at have flere bolde i luften på én gang;
  • har erfaring fra offentlig forvaltning, helst på fødevareområdet;
  • aktivt og konstruktivt deltager i den videre udvikling af VFMG
  • er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt;
  • er flersproget. Arbejdssproget i afdelingen er dansk og i mindre grad engelsk. Det er en stor fordel, hvis du kan tale og skrive grønlandsk.

Vi håber, at du har et ligeså godt humør som os andre og kan trives med en uformel og god omgangstone i afdelingen.
Grønland byder på storslået natur og rige muligheder for et aktivt friluftsliv. Nuuk er Grønlands hovedstad og største by med næsten 18.000 indbyggere. Byen har et rigt kultur- og byliv og tilbyder fritidsaktiviteter for både børn, unge og voksne. Naturskønne omgivelser med fjelde og fjorde er kun et stenkast fra byens centrum og giver gode muligheder for at dyrke friluftslivet.


Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte ledende dyrlæge Egill Steingrimsson på telefon +299 53 06 86 / +299 55 06 86 eller ved at skrive til uumasut@nanoq.gl. Husk venligst, at der er 4 timers tidsforskel mellem Grønland og Danmark.
Ønsker du yderligere information om Grønland og om Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på:

Grønlandsk er landets hovedsprog. Hvis det ønskes, kan undervisning i grønlandsk tilbydes inden for den normerede arbejdstid.

Ansøgning
Ansøgningen skal være Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug i hænde senest mandag d. 15. april 2019.
Ansættelsessamtale vil blive afholdt løbende evt. vha. elektroniske medier og ansættelse kan ligeledes ske løbende. 
Tiltrædelsesdato snarest mulig.
 
Generelt om Grønlands Selvstyre
Grønlands Selvstyre blev indført d. 21. juni 2009. Selvstyret består af en Centraladministration (CA), med cirka 650 ansatte fordelt på 9 departementer samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Selvstyret. 
CAs opgave er, at sikre Naalakkersuisoqarfiit (Landsstyreområderne) et solidt politisk beslutningsgrundlag samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. Et højt prioriteret indsatsområde er at opbygge en mere borgernær offentlig sektor, der når ud til alle vores 56.000 indbyggere.

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig 
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig. 
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig. 

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. 

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning