Video og lyd i undervisningen for dyr

Elever og studerende får ikke mulighed for at downloade video og lyd, så længe skoler og institutioner skal betale pr megabyte der downloades.

Siden slutningen af 2001 har Grønland haft et skoledatanet.

Det hedder ATTAT, www.attat.gl, og det når i dag ud til 106 institutioner med omkring 2000 computerer koblet på nettet. Det gælder både folkeskoler, erhvervsuddannelser, gymnasier og videregående uddannelsesinstitutioner.

I alt har 14.700 personer oprettet en email-adresse på netværket, som fungerer som de 106 institutioners adgang til internettet.

Via ATTAT kan brugerne få adgang til undervisningsrelaterede databaser.

Til gengæld er der lukket for adgangen til for eksempel pornosider samt ulovlige spillesider. Men der er også lukket for ungdomssiden »Arto« og for at downloade video og lyd. For det er simpelt hen for dyrt, oplyser Ole Frederiksen der er leder af IT centret i Inerisaavik.

– Vi har ikke pengene hverken til Arto, lyd eller video, siger Ole Frederiksen.

Han oplyser, at der i år er afsat seks millioner kroner til trafikken på netværket. Forbruget ventes dog at lande på omkring 8,5 millioner kroner.

Det svarer til omkring 700.000 kroner om måneden. Men beløbet ville være langt større, hvis der blev åbnet for video og lyd, vurderer Ole Frederiksen.

Læs Sermitsiaq...

Powered by Labrador CMS