Gå til hovedindhold
88

Dette jobopslag er udløbet

Netchef til Sermitsiaq.AG

- Er du klar til at yde en ekstra indsats for at gøre Grønlands mest læste nyhedshjemmeside endnu mere populær?

 

- Har du journalistiske ambitioner til at gøre det med nyhedsdrive og gode historier snarere end clickbait?

 

- Har du erfaring fra en netredaktion og fingeren på pulsen med de nyere trends og værktøjer i internetjournalistik – eller bare en dreven nyhedshund med mod på nye udfordringer?

- Og er du klar til selv at løbe hurtigt på en lille redaktion, hvor du selv kommer til at indgå i vagtplanen?

Så har vi et spændende job til dig i Mediehuset Sermitsiaq AG, som leder af nyhedshjemmesiden.


I det daglige vil du skulle beskæftige dig med nogle af de mest interessante og usædvanlige stofområder, man kan ønske sig. Dagligdagen er kendetegnet ved en blanding af international storpolitik og lokalt fokus. Uran, sælfangst, geopolitik, magtmisbrug, forsamlingshuskoncerter, global opvarmning, håndbold, omsorgssvigtede børn og selvstændighedsambitioner er kun nogle få af de emner, som kan præsentere sig en tirsdag eftermiddag.

Vi forventer, at du er i stand til at angribe dem og et væld af andre problemstillinger fordomsfrit og uforfærdet, samt formidle dem i øjenhøjde for læserne ved hjælp af dagsordenssættende nyhedsjournalistik. Samtidig skal du med dine medarbejdere evne at holde fokus på hvad der rører sig i folkedybet, for eksempel på sociale medier, hvor stort set hele den grønlandske befolkning er repræsenteret.

 

Du kommer til at arbejde på netredaktionen i Nuuk, hvor du vil skulle bosætte dig. Mediehuset er klar til at tilbyde den rigtige kandidat en attraktiv løn. Kommer du fra Danmark eller kysten, betaler mediehuset desuden for flytning og hjælper med at finde en passende bolig.

Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommende til at kontakte chefredaktør og adm. direktør i mediehuset, Christian Schultz-Lorentzen (christian@ag.gl) til hvem ansøgningen også mailes til.

 

Ansøgningsfristen er onsdag den 18. december med tiltrædelse den 1. april. Frem til den 1. september kører du parløb med den nuværende netredaktør. Det er først fra det tidspunkt, du officielt tiltræder som redaktør. Indtil da arbejder du som reporter, så der sikres en optimal overgang.

 

Vi glæder os til at høre fra dig.



Mediehuset Sermitsiaq.AG har til huse i centrum af Nuuk, og producerer ud over nyhedshjemmesiden Sermitsiaq.ag, omnibusavisen AG, erhvervsavisen Sermitsiaq og Nuuk Ugeavis. Inklusive redaktøren laves nyhedshjemmesiden af fire journalister og trækker desuden på stof fra aviserne og et løst netværk af freelancere.

Nuuk er Grønlands største by og administrationshovedstad med godt 17.000 indbyggere fra nær og fjern. Her er alle moderne bekvemmeligheder, også for familien, deriblandt biograf, bibliotek, svømmehal, privatinstitutioner og -skole samt supermarkeder, specialbutikker og brættet, som sælger frisk kød og fisk fra den uforurenede grønlandske natur. Dertil kommer hele den grønlandske naturoplevelse med vandring, fjeldklatring, fiskning, sejlads i et af verdens største fjordssystemer, og sågar alpin-skipister om vinteren. Rejsen mellem København og Nuuk tager lige over 6 timer inklusive mellemlanding, og bliver endnu kortere når en længere landingsbane tillader direkte flyvninger inden for få år.