Gå til hovedindhold
74

Dette jobopslag er udløbet

Akademisk fuldmægtig til Skattestyrelsen

Vi søger en akademisk fuldmægtig til at bistå styrelseschefen i en travl hverdag.

Der er tale om en generaliststilling med stort G, som vil være det koordinerende bindeled mellem direktion og styrelse, samt styrelse og departement. Vi søger dig, der trives med en travl hverdag i højt tempo med mange frister og korte varsler.

Om os
Skattestyrelsen har 120 medarbejdere fordelt på kontorer i Nuuk, Qaqortoq, Maniitsoq, Sisimiut, Ilulissat samt i Danmark.

Stillingen er placeret i Nuuk som en stabsfunktion med reference direkte til styrelseschefen, men med bred kontaktflade til styrelsens fagenheder samt Departementet for Finanser.

Vi tilbyder et arbejde i et uformelt og åbent arbejdsmiljø, med tværgående arbejdsopgaver og med korte kommandoveje og engagerede kolleger. Vi er en arbejdsplads med gode muligheder for sparring og faglig udvikling på tværs af fagenhederne.

Opgaver
Der er tale om en stabsfunktion med en bred opgaveportefølje med fokus på koordination af en travl og alsidig hverdag, herunder:

  • Udarbejdelse af notater og andet skriftligt analysemateriale inden for Skattestyrelsens sagsområder, herunder bl.a. besvarelse af § 37 spørgsmål samt materiale i forbindelse med Inatsisartutsamlinger
  • Tovholder i indhentelse af fagligt input fra øvrige enheder, såvel internt i styrelsen som fra eksterne parter
  • Forestå planlægning af og opfølgning på møder med relevante parter, herunder udarbejdelse af baggrundsmateriale i form af mødeoplæg og powerpoint
  • Ad hoc opgaver


Om dig

  • Akademisk uddannelse, gerne med økonomisk eller juridisk baggrund
  • Du har gerne nogle års erfaring, men en dygtig nyuddannet tages også i betragtning
  • Gerne erfaring med offentlig forvaltning og arbejdet i en politisk styret organisation
  • Du er velformuleret i tale og skrift
  • Du har gode tekstanalytiske evner, og det er en fordel, hvis du har en god talforståelse
  • Du er god til at kommunikere og samarbejde med mennesker med forskellig baggrund, også uden for egen faggruppe
  • Du går struktureret til værks, og du nærer en stærk ansvarsfølelse for opgaven
  • Du kan håndtere flere forskelligartede opgaver sideløbende i tæt samarbejde med kollegaer
  • Du kan lide at favne fagligt bredt, og du har mod på at sætte dig ind i nye sagsområder
  • Det er en fordel, hvis du både taler og skriver grønlandsk, dansk og engelsk
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk kultur og det grønlandske samfund


Løn og ansættelsesforhold
Tiltrædelse efter aftale.

Arbejdstiden er som udgangspunkt 40 timer om ugen. Til ansøgere under studie kan der aftales nedsat arbejdstid indtil studiets færdiggørelse.

Stillingen besættes som udgangspunkt som en fuldmægtigstilling. Til den rette kandidat med relevant erfaring vil der efter omstændighederne kunne ydes special- eller chefkonsulenttillæg.

Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Se Grønlands Selvstyres overenskomster og aftaler her: http://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Job/Overenskomster-og-aftaler

Orlovsmuligheder i Danmark:
Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte styrelseschef Kim N. Nielsen, telefon 346531 eller e-mail knn@nanoq.gl.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Ansøgningsfrist: 16. marts 2020

Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Hvis Skattestyrelsen vælger at indkalde dig til en samtale og efterfølgende fortsætte i ansøgningsforløbet med dig, vil Skattestyrelsen anmode dig om en kopi af din straffeattest. Det er et ufravigeligt krav for ansættelse, at du har en ren straffeattest.

 

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning