Fiskerimesse i Sisimiut åbnet

Fiskerimessen Polar Fish skal vare indtil den 9. oktober, hvor 55 udstillere fra hele det nordatlantiske område deltager.

Idrætshallen i Sisimiut er i disse dage vært for fiskerimessen Polar Fish, med 55 deltagende stande. Foto: Leiff Josefsen.

Fiskerimessen Polar Fish i Sisimiut blev kl. 10 torsdag åbnet af Hermann Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommunia i byens idrætshal. Også protektor for messen Ane Hansen, naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug holdt tale.

- Hallen vil under messen til at være fyldt med de 55 udstillere, der kommer fra hele det nordatlantiske område. Sidste gang messen afholdes var i 2008 med stor succes, hvor 1446 personer besøgte messen. Polar Fish er et enestående mødested for alle fra Nordatlanten med interesse for erhvervsfiskeri, skriver qeqqata.gl, Qeqqata Kommunias hjemmeside.

Polar Fish er en messe med alt inden for fangst og fiskeri, men også service sektoren er med. Både de store og små erhvervsdrivende er målgruppen i fiskerimessen.

På messen vises nyheder inden for for eksempel spil, bådbygning, elektronik, beklædning, fiske- og fangstudstyr, trawl og net, alarm- og sikkerhedssystemer, motorer, køle- og frysesystemer, regnskab, marketing, forsikring og rådgivning og meget, meget mere.

Messen arrangeres i et samarbejde mellem Danfish International i Aalborg, Dansk Eksportforening, Qeqqata Kommunia og Qeqqata Erhvervsråd. Derudover er Aalborg Kommune, Royal Arctic Line, GrønlandsBANKEN og TELE-POST samarbejdspartnere.

Powered by Labrador CMS