Familie stadig ikke fundet
3 personer savnes stadig trods intens eftersøgning.
Mens et Challenger-fly ledte efter spor af jollen på det åbne hav finkæmmede Lynx-helikopteren fra Inspektionsskibet Triton fjordene. Triton søgte langs yderskærene og Sisak III søgte i indenskærsruterne, oplyser Grønlands Kommando.
Overvågningsflyet Challenger er udstyret med rigtig gode sensorer til eftersøgningsopgaver og besætningen godt trænet. Skønt de brugte omtrent 4,5 time i eftersøgningsområdet fandt de ingen spor af eftersøgte, som er Daniel og Johanne Jacobsen og deres 14-årige søn Isak.
Flyet vil igen i dag foretage en gennemflyvning af området.
Lynx-helikopteren fra Triton gennemfløj området langs øer og skær i lav højde.
Sisak III har gennemsejlet indenskærsruterne mellem Nanortalik og Qaqortoq.
I nattens løb ankom inspektionskutteren Agpa til området for, sammen med Sisak III at gennemsejle fjordene og søge i alle hytter i området.
Grønlands Kommando, der assisterer politiet i Nanortalik, håber stadigvæk at de savnede er søgt til en hytte eller på land inde i fjordsystemerne.