Kortere vintre gør isbjørnene mindre

Isbjørnene bliver ikke så store som de gjorde tidligere, viser undersøgelser foretaget af et internationalt forskernetværk, Polar Bear Specialist Group.

Foto: Nukaaraq Knudsen

Allerede nu er isbjørnen ramt af den globale opvarmning. Vinterisen smelter hurtigere, og derfor forkortes den periode, hvor bjørnene kan jage sæler. Konsekvensen er, at isbjørnene ikke bliver så store, som de gjorde tidligere, viser undersøgelser foretaget af et internationalt forskernetværk, Polar Bear Specialist Group.

Bjørnene er også mindre modstandsdygtige, og de viser i højere grad end tidligere kannibalistiske tendenser, viser undersøgelser fremlagt på en konference om Arktis i Tromsø i sidste uge, skriver klimaupdate.dk.

I Hudsonbugten er isperioden i dag tre uger kortere end for 30 år siden. Hunbjørne vejer 65 kilo mindre end i 1980 og er 35 cm lavere. Så der er ikke uden grund, at isbjørnen i mange sammenhænge optræder som et ikon for kampen mod den globale opvarmning.

Powered by Labrador CMS