Blev vred og stak 85-årig ihjel

Den 15-årige dreng fra Qaqortoq, der er sigtet for drab og voldtægt på den 85-årige Gerda Møller fra Aalborg i maj, fortalte under grundlovsforhøret hvordan drabet gik til, fortæller TV2 Nord.

Den 15-årige ankom til Aalborg sent onsdag aften, ledsaget af flere betjente.

Han forklarede retten i Aalborg torsdag, at han den 26. maj, da han var på udflugt til karnevallet i Aalborg, ikke ville med institutionen hjem til Dybvad.

Han mødtes i stedet med sin tidligere kæreste ved Astoria-biografen på Vesterbro. Den 15 årige forklarede i retten, at han havde drukket mindst to øl og en halv flaske Bacardi Rom. Han sagde, at han var træt af at være på institutionen i Dybvad, og at han var ked af, at hans forældre var blevet skilt.

Han talte med sin tidligere kæreste i cirka et kvarter, hvorefter han sagde farvel til hende og begyndte at gå omkring i byen for sig selv. Han fortalte, at han gik ned under jernbanebroen på Kastetvej, og uden at han i retten kunne forklare hvorfor, endte han i den 85 årige Gerda Møllers lejlighed.

Den 15-årige fortalte i grundlovsforhøret, at Gerda Møller sagde, at han skulle gå ud af hendes lejlighed, og at det gjorde ham vred, og at han slog hende. Under klammeriet, greb hun ham i testiklerne, og han forklarede i retten, at det gjorde ham ophidset, og at han derfor tvang hendes bukser af og gennemførte et samleje.

Derefter fortsatte tumulten, og han fortalte i retten, at han gik ud i køkkenet og hentede en kniv, som han stak Gerda Møller med. Derefter gik han ud og vaskede kniven og tog en ny som han gik tilbage og stak Gerda Møller med.

Den 15 årige forklarede desuden, at det eneste han husker tydeligt fra selve knivstikket er, at Gerda Møller blødte fra halsen.

I grundlovsforhøret forklarede drengen desuden, at han efterfølgende overvejede at tage sit eget liv, og han skar sig i håndledet med en kniv, som pædagogerne senere har fundet hos ham på institutionen i Qaqortoq.

Powered by Labrador CMS