AG mener: Dansen om guldkalven

Det er ingen overraskelse, at Grønland i stigende grad tiltrækker sig de internationale olie- og mineralselskabers interesse. Med en hastigt voksende verdensbefolkning og øget økonomisk velstand - i ikke mindst den asiatiske verdensdel som blandt andet i Kina - er der kommet stærk fokus på verdens olie- og mineralrigdomme. Det viser interessen for Grønland, som tidligere hørte til et af de kommercielle randområder på grund af landets fjerne beliggenhed fra afsætningsmarkederne. Sådan er det ikke længere, og de investeringsselskaber, der kommer først til fadet, er også dem, som kommer til at tjene milliarderne.

Det er i dette lys, at konflikten omkring eksempelvist de sjældne jordarter og en biproduktion af uran i Kvanefjeldet, har sat en 22 år gammel politisk beslutning om fortsat 0-tolerance overfor uranproduktion i Grønland på prøve. Vi hilser det velkomment, at naalakkersuisut ikke forhastet vil tage en beslutning, men ønsker at træffe afgørelsen på det bedst mulige oplyste grundlag. Verden står ikke stille, og vi må erkende, at de beslutninger, der blev truffet i 1988 under Den Kolde Krig, ikke nødvendigvis behøver at være gældende for tid og evighed. Det rykker naturligvis ikke ved, at enhver beslutning om mine- og oliedrift skal være miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig og tænkes ind i en helhed, hvor der også ses på andre erhvervsudviklingsmuligheder. Den store, kortsigtede økonomiske gevinst behøver ikke at være den bedste løsning på den lange bane. Dem, der sidder på produktionsapparatet, er som regel også dem, der kan skrue op og ned for samfundsøkonomien. Det er som bekendt ikke kun politikerne, som styrer.

I flere lande bliver der knyttet særlige lovbetingelser til den almindelige lovgivning ved opstart af enhver minedrift. Produktionstilladelser og lovgivning bliver så at sige designet til hver lokal mine i erkendelse af, at forholdene aldrig er fuldstændig ens. Hvis politikerne beslutter sig for at give grønt lys til en mine i Kvanefjeldet eller andre steder, er det i højere grad end nogensinde før afgørende, at der findes en balance, som tager hensyn til både lokalsamfundet og Grønland som helhed. Eventuelt i form af et økonomisk ejerskab eller anden form for ordning, der sikrer det størst mulige udbytte til Grønland, nøjagtigt som Danmark har gjort i forbindelse med Nordsøolien, der er kommet hele riget til gode, herunder Grønland i form af bloktilskuddet. Mineraler er ikke bare mineraler. Råstofdirektoratet bør kontinuerligt vurdere de forskellige mineralers strategiske betydning på verdensmarkedet, og politikerne træffe beslutninger derefter.

Verden hungrer efter olie og ikke mindst de sjældne jordarter, som er en nødvendig del i den fremtidige grønne elektronik. Grønland har nogen af klodens største forekomster. Men alt har en tid. En dag er ressourcerne brugt op, og hvor står vi så? Det er i det perspektiv, der skal tænkes strategisk, mens der bankes stadig hårdere på vores dør.

Powered by Labrador CMS