Henrik Wilhjelm tildelt Rink-medaljen

Det grønlandske Selskabs hædersmedalje tildelt forfatteren til 3-bindsværket om Samuel Kleinschmidt, seminarierne og kateketerne

3-bindsværket om Samuel Kleinschmidt, de to seminarier i Nuuk og Ilulissat og de uddannede kateketer beskriver en afgørende periode i Grønlands historie.

Præsten og forfatteren Henrik Wilhjelm er netop blevet tildelt Det grønlandske Selskabs Rink-medalje.

»... af tilbøielighed er jeg grønlandsk«.

Det er titlen på Henrik Wilhjelms bog fra 2001 om herrnhutmissionæren og sporgmanden Samuel Kleinschmidts liv og værk.

Sammen med de to andre bøger »De store opdragere« (1997) og »De nye grønlændere« (2008) har Henrik Wilhjelm skabt et overbevisende 3-bindsværk om de to seminarier i Nuuk og Ilulissat og deres afgørende betydning for det grønlandske samfund i anden halvdel af det 19. århundrede.

Tildelingen fandt sted på selskabets generalforsamling torsdag aften i København, hvor formanden Martin Appelt overrakte medaljen, og hvor bestyrelsesmedlem Kirsten Thisted motiverede valget af netop Henrik Wilhjelm.

Det grønlandske Selskabs hæderspris Rink-medaljen tildeles personer, der ligesom Sydgrønlands inspektør, videnskabsmanden H. J. Rink »på en helt særlig måde har givet et bidrag til den videnskabelige forskning vedrørende Grønland eller på anden måde har gjort en betydningsfuld indsats for det grønlandske samfund«.

Tidligere er Rink-medaljen tildelt Ejnar Mikkelsen, Lauge Koch, Eigil Knuth, Helge Larsen, Frederik Nielsen, Chr. Berthelsen, Jens Rosing, Sara Helms, Chr. Vibe, Robert Petersen og Minik Rosing.

Powered by Labrador CMS