Økosystemer på vej ud af kurs

– Skal vi undgå kaos i naturen, er det nødvendigt at se på hastigheden af temperaturstigningerne, siger Tommy Dybbro til Politiken. Han er miljøfaglig medarbejder ved Verdensnaturfonden, WWF.

– Næsten overalt i verden trækker gletsjerne sig tilbage. Havisen i Polarhavet er blevet tyndere, og den sydlige grænse for isen bevæger sig stadig længere mod nord. I dag kan man om sommeren sejle hele vejen rundt om Svalbard. Disse eksempler hører til de mere spektakulære og giver nogle af de klareste signaler om den ændring af klimaet , som foregår. Det er blevet varmere, og det reagerer naturen på.

– Men man behøver ikke at tage til Svalbard for at opleve klimaændringerne på tæt hold. Talrige eksempler fra den biologiske verden viser også en tydelig sammenhæng mellem øget temperatur og reaktionen fra dyr og planter her i Danmark . Det milde vintervejr får mange stære og viber til at blive i landet. Kirsebærtræerne blomstrer i januar, og bellis og mælkebøtter står i fuldt flor i vintergræsplænen, siger Tommy Dybbro til Politiken.

– Det er ikke noget nyt, at klimaet ændrer sig. Det har det gjort altid, men det nye er, at ændringerne sker så hurtigt, at naturen har svært ved at følge med. Selv om naturen med sine dyr og planter generelt har et stort potentiale for at tilpasse sig nye forhold, forudsætter det, at der er god tid til rådighed.

Powered by Labrador CMS