Fra arbejdsløs til social klient

Antallet af arbejdsløse i Nuuk Kommune er faldet fra 315 til 106 på blot en måned. Det skyldes dog ikke, at der er fundet arbejde til 219 af de arbejdsløse.

- De personer, der ikke anses som egnede arbejdsmarkedet er overgivet til socialforvaltningen, forklarer afdelingschef Edvard Mørch fra Arbejdsformidlingen overfor Nuuknyt.

Det er resultatet af en opgavefordeling mellem socialforvaltningen og arbejdsformidlingen, der er en del af Nuup Kommuneas Center for Arbejdsmarked og Kompetenceudvikling.

Disse klienter har været ledige i en lang periode, har personlige problemer eller misbrugsproblemer, og derfor har Arbejdsformidlingen ikke kunnet anvise dem et arbejde. I alt drejer det sig om 219 personer.

- Det betyder, at vi kan bruge vore ressourcer på en mere målrettet indsats for de reelt ledige, siger Edvard Mørch.

En stor del af de ledige er ikke faglærte, mens 18 personer har en faglig uddannelse. Blandt de ledige er der et flertal af mænd, og halvdelen af de ledige er 40 år eller derover.

Til at vejlede de ledige er der ansat tre visitationskonsulenter og to arbejdsmarkedskonsulenter.

Powered by Labrador CMS