AG mener: Op af stolen
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at rejefiskeriet i årtier har været udsat for systematisk overfiskeri. Et faktum, som skiftende landsstyrer ikke tidligere har haft synderlig lyst til at ændre på, selv om rejebestanden de seneste syv-otte år har været for nedadgående. Nu er der til gengæld sket et større rejehop. Nu ønsker såvel politikere som rejeindustrien at få sat en stopper for overgrebet mod vores indbringende fællesressource. Det er så sandelig også på tide, at de kortsigtede løsninger bliver skiftet ud med langsigtede mål. Rejefiskeriet er, ud over bloktilskuddet fra Danmark, vores vigtigste indtægtskilde. Og den er alvorligt truet. Ifølge biologerne er det ikke forsvarligt at udvide den samlede fangst, samtidig med at vigende verdensmarkedspriser har lagt et stadig stigende pres på økonomien. Dermed er der al mulig grund til at få stoppet rovfiskeriet, der de senere år - sammen med torskens tilbagekomst - har medført både færre og mindre rejer i vores farvande.
Naalakkersuisoq for fiskeri, Ane Hansen, har en overordnet målsætning om, at alt fiskeri skal være bæredygtigt. Derfor vil hun stramme op på fiskeriet efter det røde guld. Det vil ske med blandt andet den såkaldte MSC-mærkning for bæredygtigt rejefiskeri. Det skal være slut med at fiske rejer op, uden at det tæller med i kvotetrækket. Rejefiskeriets synderegister er langt. Fra 2004 til 2008 blev der eksempelvist fanget 21 procent flere rejer - 130.500 tons - end biologerne anbefalede. Man skal ikke være professor for at forudse, hvad der vil ske, hvis denne klapjagt-udvikling fortsætter. Ændringer er påkrævet her og nu. Overfiskeriet er ikke blot i strid med enhver tanke om bæredygtighed. Det er også en hån mod de kommende generationers erhvervsmuligheder.
Det er godt at høre, at Ane Hansen lægger sig i selen for at få vendt skuden. Hun bedyrer i dagens avis, at MSC-mærkningen var årsag til at Nordlys-koalitionen i sin tid blev sprængt, fordi Siumut og Atassut ikke var enige med IA. Inden der bliver vasket hænder ved håndvasken, må vi dog konstatere, at IA i en lang årrække som medlem af landsstyrekoalitionen gang på gang selv har ignoreret biologernes anbefalinger. Eksempelvis i 2005, hvor det daværende landsstyre - stik i mod biologernes anbefalinger - nøjedes med at rådføre sig med krystalkuglen og rask væk hævede rejekvoten ved Vestgrønland fra 130.000 tons til 134.000 tons rejer. Men man har jo et standpunkt til man får et nyt, som en berømt politiker engang sagde.
Det afgørende er, at der nu bliver taget fat om problemerne og draget den nødvendige lære. For det er ikke kun rejebestanden, der er under et voldsomt fangsttryk. Det gælder også kvoterne på hellefisk og krabber, som politikerne tidligere har set gennem fingrene med, når der kom saglige anbefalinger fra Naturinstituttets biologer. Det i en sådan grad, så man på et tidspunkt fik indtryk af, at instituttets rådgivende funktion kun tjente som politisk alibi overfor det stadig mere kritiske udland: Se vi investerer i forskning af vores fisk- og dyrebestande, om end vi lige forhøjer hist og her. Vi håber, at der nu blæser nye vinde, og at vores fælles ressourcer ikke ødsles væk i et politisk hasardspil. Det er der mildt sagt brug for, hvis ansvarlighed ikke kun skal være et begreb, som findes i ordbogen.