Gå til hovedindhold
168

Dette jobopslag er udløbet

Retssekretær til Sermersooq Kredsret i Nuuk

”Hvis du har lyst til at starte med noget nyt, er her en oplagt mulighed. Vi er sikre på, at du bliver rigtig glad for at være en del af kredsrettens team. Vi står i hvert fald klar til at tage godt imod dig”.

 

Din nye arbejdsplads  
Som retssekretær bistår du kredsdommerne ved kredsretten med behandling af retssager. Kredsretten behandler alle kriminalsager i retskredsen, der omfatter Nuuk og bitingstederne i Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.

 

Herudover behandler kredsretten dødsboskiftesager, ægtefælleskiftesager, faderskabssager, ægteskabssager, forældremyndighedssager og fogedsager. Du vil navnlig skulle bistå kredsdommerne med behandling af de familieretlige sager fx ægteskabssager.

 

Arbejdet som retssekretær indebærer også, at du skal arbejde med kriminalsager og i den forbindelse deltage i tjenesterejser til de tre bitingsteder. Du vil i forbindelse med sagsbehandlingen have meget kontakt med rettens brugere, såvel de professionelle som borgerne. Vi lægger stor vægt på at behandle alle henvendelser med værdighed og respekt samt på at kunne give alle et fyldestgørende korrekt svar.

 

Dine primære opgaver er, at:

  • Forberede sagerne til kredsdommerne, herunder indkalder parter og vidner, klargøre rets- og dombøger.
  • Løse en række forskellige sagsrelaterede opgaver i retten i samarbejde med både kredsdommerne og dine sekretærkollegaer.
  • Vejlede borgerne både telefonisk og når de fysisk henvender sig i kredsretten.

 

En både professionel og sjov hverdag
Kredsretten består af 20 kolleger og er en lille, hyggelig og uformel arbejdsplads, der varetager vigtige sager på professionel vis, men vi glemmer ikke, at det også skal være sjovt at gå på arbejde. Derudover er vi en moderne arbejdsplads med de nyeste arbejdsredskaber, så vi kan levere et godt stykke arbejde. Ydermere er det vigtigt for os, at borgerne har stor tillid til det, vi laver.

 

Flere indgange til dit nye eventyr:

  • Det er et krav, at du har erfaring med sekretær- og kontorarbejde. Det kan være, at du i dag arbejder i den offentlige sektor eller i en privat virksomhed, men det kan også være, at du arbejder som sekretær eller med kontorarbejde et helt andet sted.
  • Det er en klar fordel, hvis du har en kontoruddannelse - TNI eller lignende.
  • Du behersker IT på et godt niveau.  
  • Du har lyst til at være med til at skabe resultater til gavn for retssikkerheden i Grønland og trivslen ved kredsretten.
  • Arbejdssproget er grønlandsk og dansk, og det vil derfor være en fordel, men ikke et krav, hvis du er dygtig til begge sprog.

 

Er du interesseret?
Du skal sende din ansøgning til Retten i Grønland via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på linket nedenfor:

 

https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=161161&DepartmentId=9626&SkipAdvertisement=true

 

Vi vil gerne høre om din motivation for at søge stillingen, din uddannelsesbaggrund og tidligere ansættelser. CV, kopi af eksamensbeviser og andet relevant materiale skal uploades sammen med din ansøgning. Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 14. oktober 2022.

 

Ansættelsesproces
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 42 og 43. For ansøgere, som ikke er bosiddende i Nuuk, vil der være mulighed for at deltage i en ansættelsessamtale via televideo. Stillingen er til besættelse snarest eller efter aftale.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst med SIK eller HK/Stat. Hvis du kommer fra en anden by end Nuuk, betaler vi tiltrædelsesrejse og bohaveflytning efter overenskomstens bestemmelser. Vi kan også anvise bolig, som du skal betale husleje m.v. for efter gældende regler.

 

Vi vil i forbindelse med ansættelsesproceduren med dit samtykke indhente udskrift af kriminalregisteret.

 

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til administrerende kredsdommer Kristine Olsvig på tlf. +299 - 36 39 56 eller skrive til kro@domstol.gl

 

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.