Gå til hovedindhold
155

Lektor eller adjunkt i erhvervsøkonomi til Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi

Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet søger en lektor eller adjunkt i erhvervsøkonomi.

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2023, eller efter aftale.

Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi danner ramme om et mangfoldigt forsknings- og studiemiljø med ca. 100 studerende, 8 fuldtidsansatte og en række ph.d.-studerende, samt gæsteforskere. Afdelingen udbyder to bacheloruddannelser i henholdsvis erhvervsøkonomi og arktisk samfundsvidenskab og en kandidatuddannelse i samfundsvidenskab. Fokus på uddannelserne og forskning i afdelingen er Grønland og Arktis.

Ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, kan undervisningen foregå på dansk, engelsk og grønlandsk.

Kvalifikationskrav

  • Relevant universitetsuddannelse på ph.d.-niveau.
  • Forsknings-, undervisnings- og formidlingsmæssige kvalifikationer svarende til adjunkt- eller lektorniveau.
  • Kendskab til aktuelle samfundsøkonomiske problemstillinger i Grønland og Arktis, ligesom indsigt i statistik og statistisk analyse vil være en fordel – men ikke et krav.

Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i:

  • undervisning i erhvervsøkonomiske fag som eksempelvis erhvervsøkonomi, økonomistyring, eksternt regnskab og finansiering.
  • vejledning og eksamination af studerende på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau.
  • forskning samt publicering og videnskabelig formidling indenfor afdelingens fagområder med vægt på Grønland og Arktis.
  • videreudvikling af uddannelsen i samarbejde med afdelingens og instituttets øvrige ansatte.
  • vidensudveksling med samfundet og deltagelse i den offentlige debat.
  • fagligt bedømmelsesarbejde.
  • deltagelse i det administrative og kollegiale samarbejde.

Ansøgningen
Ansøgningen om ansættelse som lektor eller adjunkt i erhvervsøkonomi skal ud over selve ansøgningsbrevet indeholde følgende:

  • Bilag 1: Curriculum Vitae.
  • Bilag 2: Dokumentation for eksaminer.
  • Bilag 3: Kontakt oplysninger på tre personer hvorfra, der kan hentes reference.
  • Bilag 4: Fuldstændig og nummereret publikationsliste. Medsendte værker (jfr. Bilag 8) markeres med * i publikationslisten.
  • Bilag 5: Kort beskrivelse af hidtidig forskning samt en skitse til mulige fremtidig(e) forskningsprojekt(er).
  • Bilag 6: Et teaching portfolio med dokumentation for  undervisningskvalifikationer og universitetspædagogikum eller tilsvarende, samt evt. refleksion over egen hid- og fremtidige undervisningsvirksomhed
  • Bilag 7: Dokumentation for forskningsformidling.
  • Bilag 8: Op til fem publikationer på kapitel- eller artikellængde. Ansøgeren kan udvælge højst fem publikationer som særligt relevante for bedømmelsen. 

Kontakt/information:
Nærmere information om stillingen kan fås ved henvendelse til afdelingsleder ved Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi Maria Ackrén, tlf. +299 385663 eller institutleder Annemette Nyborg Lauritsen, tlf. 299 385660. 
Du kan læse mere om Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab og Økonomi på www.uni.gl

Bedømmelse og ansættelsesprocedure for adjunkt og lektorstilling.
Bedømmelse af ansøgerne sker ved et sagkyndigt bedømmelsesudvalg efter gældende regler. Ansøgerne vil efter ansøgningsfristens udløb blive orienteret om sammensætningen af bedømmelsesudvalget. Udvalget behandler de indkomne ansøgninger og afgiver indstilling til institutleder.

Ansættelsesperioden på adjunkt-niveau sker normalt for en periode på 4 år med mulighed for 2 års forlængelse. Herefter kan den ansatte efter positiv lektorbedømmelse overgå til en fast stilling som lektor.

Ansættelse som lektor kan finde sted under forudsætning af en positiv lektorbedømmelse inden ansættelse eller såfremt ansøger har opnået lektorbedømmelse indenfor fagområdet andet steds.

Om Ilisimatusarfik.
Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, blev oprettet i 1987 og har pt. 11 forskellige uddannelser inkl. tilbud om enkelte deltidsuddannelser på henholdsvis diplom- og masterniveau. Ilisimatusarfik er et arktisk universitet, der skaber viden og innovation i en region under hastig udvikling.  Bestyrelsen er universitetets øverste ledelse. Den daglige ledelse varetages af rektor og universitetsdirektør. De fire institutter ledes af en institutleder, som rådgives af et institutråd.

Ilisimatusarfik består af 4 institutter:  

  • Institut for Kultur, Sprog og Historie
  • Institut for Læring med læreruddannelse, videreuddannelse af folkeskolelærere
  • Institut for sygepleje og Sundhedsvidenskab med sygeplejerskeuddannelsen
  • Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik. 

Om Fællesadministrationen:
Fællesadministrationen servicerer hele universitetet. Den ledes af universitetsdirektøren. Fællesadministrationen har afdelinger i Ilimmarfik og i Ilinniarfissuaq. Afdelingerne arbejder tæt sammen med de faglige enheder, men arbejder også sammen indbyrdes. Fællesadministrationens opgaver er: studieadministration, personaleadministration, betjening af bestyrelse og Akademisk Råd samt øvrige servicefunktioner for universitetets ansatte og studerende. Fællesadministrationen står også for bygningsmæssig drift af Ilimmarfik. 

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning