Gå til hovedindhold
172

Dette jobopslag er udløbet

Kommunikationskonsulent med flair for digitalisering

Brænder du for at være en del af udviklingsprojekter, hvor du får ansvar, indflydelse og kan gøre en synlig forskel? Er du klar på at blive udfordret på en bred vifte af digitale kommunikationsopgaver i en koordinerende rolle? Kan du skrive skarpt, drive nye procesopgaver, holde overblik og samarbejde med både ledere, medarbejdere og eksterne parter?  Så er du måske vores nye medarbejder i Socialstyrelsen.

Om stillingen
Vi søger en kollega, med solide administrative kompetencer, særligt inden for kommunikation og digitaliseringsprocesser. Du skal kunne arbejde selvstændigt, opsøgende og serviceorienteret i forhold til at påtage dig store som små opgaver, der støtter styrelsens afdelinger. I denne stilling får du mulighed for at bidrage til at udvikle administrationen, arbejdsgange, on-boardingstrategi og journaliseringsprocesser for hele styrelsen. Samtidig er du med i videreudvikling af vores hjemmeside, vidensportal, vores kommende kursusportal, videoproduktion, samt bedre brug af vores digitale systemer.

For at passe til jobbet skal du være tålmodig, åben og fleksibel overfor mange forskellige typer opgaver, du skal kunne arbejde både selvstændigt, struktureret, som en god sparringspartner for afdelingschefen og levere en god portion engagement.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte at:

  • udarbejde procedurer, skabeloner og andre arbejdsredskaber, som støtter afdelingernes kommunikation internt og eksternt
  • være tovholder og facilitator for arbejdsgrupper, hvor der planlægges indholdsproduktion, digitale processer og årshjul
  • indgå i udviklingen af Socialstyrelsens kommunikationsstrategi og nye digitale værktøjer – både internt og eksternt bl.a. via hjemmesiden, pressemeddelelser og løbende informering af alle involverede parter
  • rådgive og vejlede ledelsen og andre dele af organisationen i forbindelse med kommunikations- eller IT-mæssige opgaver
  • videreudvikle Socialstyrelsens hjemmeside, ved at hjælpe afdelingerne med at få værdifuldt indhold produceret og kvalitetssikret
  • udforme vores nyhedsbrev og lægge ny information ud på hjemmesiden
  • Støtte afdelingerne i deres videomateriale, klipning, praktiske og tekniske udfordringer, der opstår i dagligdagen
  • løse administrative ad hoc opgaver fx at koordinere vores indsatser med de forskellige afdelinger, arrangere møder, sende dagorden og referat, opdatere organisationsdiagrammer o.l.

Vi forventer, at du:

  • har en relevant videregående uddannelse
  • har flair for moderne digitaliseringsprocesser, implementering og interessenthåndtering
  • har særdeles stærke kommunikationsevner, også på skrift, og forstår at skabe dialog med mennesker fra forskellige faggrupper
  • arbejder målrettet på komplekse opgaver, følger op og afslutter
  • har god kulturforståelse og interesserer dig for den grønlandske samfundsudvikling

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du både behersker grønlandsk og dansk og har kendskab til Selvstyret.
Til gengæld får du:

  • en alsidig funktion med mange spændende varierende opgaver, i en styrelse der værdsætter og har brug for dine kompetencer
  • en udviklingsorienteret stilling, hvor du har stor mulighed for indflydelse
  • del i et stærkt fagligt miljø, hvor vi prioriterer sparring og hjælper hinanden til hele tiden at blive bedre
  • en leder, der har tillid til din faglighed, stiller realistiske krav og prioriterer din udvikling
  • gode kolleger, der lægger vægt på at have det godt sammen - også når vi har travlt
  • en uhøjtidelig omgangsform og indflydelse på egne arbejdsrammer

Stillingen er forankret i Sekretariatet, som arbejder for at optimere Socialstyrelsens drift, processer og kommunikation internt og eksternt og du vil få et stort ansvar og faglige udfordringer på tværs af fagligheder.

Under Departementet for Børn, Unge, Familier er Socialstyrelsen delt i følgende 7 afdelinger: Forebyggelsesafdelingen Paarisa, Økonomiafdelingen, Døgninstitutioner og visitation for børn og unge, Handicapafdelingen, Rådgivningsenhed for Sagsbehandlere, Borgerrettet afdeling og Sekretariatet.

Tiltrædelsesdato
Hurtigst muligt

Ansøgningsfristen er onsdag d. 19. januar kl. 12.00 (GL tid).
Ansættelsessamtaler kan afholdes løbende og senest i uge 4.
 
Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sekretariatschef Sheila Flyckt Steen på shft@nanoq.gl eller tlf: +299 54 66 66.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning