Gå til hovedindhold
185

Dette jobopslag er udløbet

Direktionssekretær til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Direktionssekretær til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø

Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø søger en ny kollega, der skal arbejde tæt sammen med departementschefen og koordinere og følge op på opgaver på tværs af afdelingerne i departementet. Der er mulighed for ansættelse i en 32-timers eller 40-timers stilling.

Tiltrædelsesdato: fra d. 1. marts 2023 eller snarest efter aftale.

Hvem er vi?
Departementet består af ca. 45 medarbejdere, der er fordelt på fem afdelinger: Afdelingen for Miljø og Beredskab, Afdelingen for Natur og Selvforsyning, Afdelingen for Landbrug, Energi og Klima, Afdelingen for Service, Økonomi og Personale samt Ledelsessekretariatet. Miljøstyrelsen for Råstofområdet, Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut), Asiaq og Nukissiorfiit er desuden underliggende enheder til departementet. Du vil blive del af en arbejdsplads med gode kollegaer, en uformel omgangstone og hvor trivsel og udvikling prioriteres højt.

Dit job
Du vil indgå i et ledelsessekretariat, der servicerer og understøtter departementets ledelse ift. daglig drift, planlægning og politiske prioriteter. Du skal være med til at sikre, at sagsgange og arbejdsdage forløber smidigt og effektivt.

En typisk arbejdsdag? Sådan én findes sjældent, og det passer dig rigtig godt. Du får energi af, at hver dag er forskellig, og du sjældent ved hvad dagen bringer, når du møder ind om morgenen. Du er virkelig god til hurtigt at få overblik over dagens opgaver, prioritere dem og få dem løst.

Dine to faste, overordnede opgaver består af henholdsvis sekretariatsfunktionen for departementschefen og varetagelsen af Grønlands deltagelse i det nordiske samarbejde for miljø og klima. Disse to ansvarsområder kommer tilsammen til at tage ca. halvdelen af din tid:

Direktionssekretær

  • Sekretariatsbetjening af departementschefen, herunder kalenderstyring, mødeforberedelse og besvarelse af henvendelser.
  • Mødereferater, f.eks. fra Chefgruppemøder og møder i Lokalsamarbejds- og sikkerhedsudvalg.
  • Koordinering og opfølgning på sager til Naalakkersuisoq, Naalakkersuisut og Inatsisartut.


Det er vigtigt, at du er nysgerrig og har lyst til at sætte dig ind i departementets forskellige fagområder.

Nordisk samarbejde

  • Du kommer til at varetage mødeforberedelse og -deltagelse for Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø i Nordisk Ministerråd for Miljø og Klima. Forud for møderne forberedes en mødepakke til Naalakkersuisoq, baseret på materiale udsendt af ministerrådets sekretariat. I samarbejde med departementets faglige afdelinger udarbejder du relevant baggrundstekst og talepunkter til mødepakken.
  • Som Grønlands repræsentant og medlem af Embedsmandskomiteen for Miljø og Klima er din fornemmeste opgave at varetage Grønlands interesser og koordinere Grønlands arbejde i miljø- og klimasektoren. En del af arbejdet består i at sende materiale i høring, og dermed indsamle den nødvendige viden til at kunne give Grønlands mening til kende, samt at orientere de rette ledere og kollegaer om, hvad der foregår i Nordisk Miljø- og Klimasektoren.


Øvrige opgaver i Ledelsessekretariatet
Dine øvrige opgaver i Ledelsessekretariatet afhænger ofte af, hvilke henvendelser der kommer enten fra politisk side, pressen, borgerne eller kommunerne. Det kan f.eks. være:

  • Besvarelse og koordinering af høringer og andre henvendelser til departementet.
  • Bidrage til lovforberedende arbejde.
  • Bidrage til at sikre solide beslutningsgrundlag.
  • Bidrage til at politiske prioriteringer og mål bliver gennemført.
  • Være med til at styrke departementets kommunikationsindsats.


Derudover vil du have en afgørende rolle som den, der træder til og hjælper i de faglige afdelinger, når de har behov for ekstra bemanding.

Som en del af Ledelsessekretariatet vil du have et unikt indblik i de forskellige afdelinger. Du vil bruge det indblik til at gøre ledelsen opmærksom på områder, som kan koordineres bedre på tværs af departementet.

Kvalifikationer
Du har det godt med politisk opmærksomhed om de opgaver, du løser, og det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation. Du vil have en tydelig servicefunktion i departementet, så det er vigtigt, at du er imødekommende, diplomatisk og hjælpsom. Da udarbejdelse og kvalitetssikring af skriftligt arbejde også er en central arbejdsopgave, er det påkrævet, at du har gode kommunikationsevner og kan formulere dig, så svært stof bliver let forståeligt – og i øjenhøjde med modtageren.

Vi forventer, at du:

  • har en videregående uddannelse, eller anden relevant faglig baggrund
  • trives i en travl hverdag med skiftende dagsorden og arbejdsopgaver
  • har stærk ordenssans, arbejder struktureret og er god til at sikre overholdelse af frister
  • har overblik, ansvarsfølelse og en positiv tilgang til arbejdsopgaverne
  • er proaktiv, kan arbejde selvstændigt og selv tage initiativ
  • har forståelse for politiske beslutningsprocesser, gerne fra en lignende tidligere stilling
  • har gode sprogkompetencer på grønlandsk, dansk og engelsk
  • kan lide at skrive notater, oplæg og lignende – ofte inden for korte tidsfrister
  • har gode formuleringsevner og skriftligt flair
  • har kendskab til det grønlandske samfund og kultur
  • har forståelse for at arbejde på en flerkulturel arbejdsplads
  • kan samarbejde med mange forskellige mennesker og fagligheder


Løn- og ansættelsesvilkår
Der er mulighed for ansættelse i en 32-timers ellers 40-timers stilling. Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til departementschef Natuk Lund Olsen (+299 346476/natl@nanoq.gl).

Ansøgningsfrist
Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”. Vi modtager ikke e-mail-ansøgninger.

Ansøgningsfrist: 25. januar 2022

Der afholdes løbende ansættelsessamtaler.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning