Gå til hovedindhold
180

Dette jobopslag er udløbet

Departementschef til Departement for Børn, Unge og Familier

Grønlands Selvstyre søger en erfaren leder til stillingen som departementschef i Departementet for Børn, Unge og Familier.

Organisationen
Departementet for Børn, Unge og Familier har 22 medarbejdere fordelt på 3 afdelinger. Departementets hovedopgaver er betjening og rådgivning af Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, udarbejdelse af lovgivning, strategier, handlingsplaner,  udarbejdelse af oplæg til Naalakkersuisut, iværksættelse af strukturelle forebyggelsesinitiativer samt oplysningsfunktioner i henhold til lovgivningen.

Med reference til Departementet for Børn, Unge og Familier ligger Socialstyrelsen. Socialstyrelsen er ansvarlig for drift og koordinering inden for følgende områder: Rådgivning til kommunale sagsbehandlere på børneområdet samt handicapområdet - Borgerrettede tilbud, herunder rejsehold for børn henh. voksne, Tusaannga, behandlingstiltag og kriseberedskab – Visitation og drift af døgninstitutioner for børn og unge samt for personer med handicap – PAARISA, social- og sundhedsforebyggelse, herunder Inuuneritta, tidlig indsats og forældreforberedelse – Pissassarfik, det landsdækkende handicapcenter – Illernit det landsdækkende behandlings – og krisecenter for voldsramte kvinder og børn – mv.

Desuden har Departementet et tæt samarbejde på følgende områder:  MIO, Børnetalsmanden og TILIOQ, Handicaptalsmanden samt Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

Ansvarsområde
Departementschefens hovedopgaver er at varetage den daglige ledelse af departementet sammen med den øvrige ledergruppe samt at rådgive Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier inden for departementets ansvarsområde.

Departementschefen skal sikre implementering af politiske tiltag samt medvirke til en kontinuerlig udvikling på ressortområdet. Departementschefen skal tillige sikre en kontinuerlig evaluering af iværksatte tiltag med henblik på en optimal udnyttelse af de økonomiske ressourcer.

De prioriterede opgaver omfatter Naalakkersuisuts arbejdsprogram for børn-, unge- og familieområdet samt det videre arbejde med strategier, handlingsplaner og lovgivning på ressortområdet. Det er centralt, at der arbejdes tværfagligt og tværsektorielt med alle relevante parter for at skabe det bedste grundlag for Naalakkersuisuts beslutninger.

Sagsområdet for Børn, Unge og Familier omfatter førskole, udsatte børn og unge, familier og børn, forebyggelse, socialområdet for børn og unge, børnetalsmand og børneråd, handicap, handicaptalsmand, menneskerettigheder samt de ikke hjemtagne områder: familieret og arvelovgivning.

Der er store udfordringer på ressortområdet – nu og i årene fremover, hvilket blandt andet giver betydeligt økonomisk pres på området for Børn, Unge og Familier.

Der forventes et højt fagligt niveau, en stærk professionel dømmekraft og stor forståelse for hele samfundets behov.

Departementschefen har i øvrigt ansvaret for:
Udarbejdelse af beslutningsgrundlag for den politiske ledelse og implementering af politiske beslutninger med fokus på mål- og resultatopnåelse.
Koordinering af departementets opgaveløsning i forhold til andre departementer, styrelser, underliggende enheder, virksomheder, institutioner og andre aktører, samt være drivkraft for positive samarbejdsrelationer med disse.
Implementering af generelle administrative retningslinjer, procedurer og kvalitetskrav.


Ledelsen af departementet, herunder:

  • Organisationsudvikling og sikring af gode og klare kommunikations- og referenceforhold
  • Gode samarbejdsrelationer i departementet og med eksterne parter
  • Personaleadministration og udvikling
  • Aktivitetsplanlægning og ressourceanvendelse
  • Sikring af god informationsformidling til borgere om tiltag og udfordringer på området
  • Løbende faglig udvikling af departementet.

Kvalifikationer
Der vil ved besættelsen af stillingen blive lagt vægt på følgende:

  • Videregående uddannelse samt relevant faglig viden inden for hele eller dele af departementets ansvarsområde.
  • Et godt kendskab til og indsigt i det grønlandske samfund samt det grønlandske sprog.
  • Et godt kendskab til samspillet mellem Naalakkersuisut, Inatsisartut og kommunerne samt evne til at rådgive politisk herom.
  • Gode evner i forhold til at prioritere og arbejde strategisk samt samarbejde tværgående med interne og eksterne samarbejdsparter, samt til at udøve indflydelse
  • Dokumenterede resultater som leder på højt niveau.
  • Stor ledelseserfaring med arbejde i en politisk ledet organisation samt med ansvar for økonomistyring.
  • Evne til at kunne inkludere såvel interne som eksterne aktører i forhold til en effektiv løsning af departementets kerneopgaver.
  • Evne til at styre, koordinere og sikre effektiv gennemførelse af større opgaver, herunder lovarbejder, strategier, redegørelser mv.

Personlige egenskaber
Ansøgere til stillingen forventes at have såvel national som internationalt udsyn. Ansøgeren skal besidde gode kommunikations- og samarbejdsevner og dertil en solid personlig gennemslagskraft med henblik på et synligt lederskab, der er egnet til opbygning og fastholdelse af en effektiv, driftssikker og innovativ organisation. Ansøgeren skal have evnen til at lade den daglige ledelsespraksis afspejle grundværdier om almen interesse, åbenhed, retssikkerhed, ligebehandling, uvildighed, saglighed, inddragelse og det repræsentative demokrati.

Referenceforhold
Departementschefen refererer til Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier i spørgsmål vedrørende udmøntningen af Naalakkersuisuts politiske målsætninger inden for departementets område samt den faglige forvaltning og drift af departementet.
I spørgsmål vedrørende koordinering af departementets opgaveløsning i forhold til andre departementer, og i spørgsmål vedrørende opfølgningen på generelle administrative målsætninger, retningslinjer, procedurer og kvalitetskrav mv. refererer departementschefen til chefen for Formandens Departement.

 

Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes på åremålsvilkår for 4 år, snarest eller efter aftale. Stillingen er for tiden klassificeret svarende til LR 39/40. Lønnen med åremålstillæg i (LR 39) udgør med faste løndele: 1. april 2021 85.016 kr. pr. md. og årligt  1.020.200 kr. plus pensionsbidrag.

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår: Såfremt ansøger i forvejen er varigt ansat tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige i Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre .

Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat og at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse. Arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.


Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Yderligere oplysninger m.m.:
Organisationsplan og beskrivelse af departementets opgaver m.m. kan ses på https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/MIIN

Interesseret?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Dorthe Flies fra Flies HR på mobil +299 583117 eller +45 6083 3117 eller dorthe@flieshr.dk.
Flies HR varetager rekrutteringsprocessen, hvorfor al henvendelse bedes rettet hertil. Vi indkalder løbende relevante kandidater til samtaler.
Såfremt du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Formandens Departement Hans-Peder Barlach Christensen på hape@nanoq.gl.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfristen er den 1. februar 2022 klokken 12:00.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning