Gå til hovedindhold
168

Dette jobopslag er udløbet

Departementet for Råstoffer og Justitsområdet søger 2 Geologer og 1 Databasemedarbejder

Har du interesse for råstoffer og geovidenskabelige data samt lyst til at arbejde i en international præget afdeling i udvikling? Så er du måske en af de personer, vi mangler i Afdeling for Geologi i Departementet for Råstoffer og Justitsområdet.

Ansættelsesdato: 1. december 2022 (eller efter aftale).


Databasemedarbejder
Dit ansvarsområde vil primært vil være i relation til afdelingens geovidenskabelige databaser. Du vil have til opgave at udvikle nye efterforskningsrelevante databaser og indføre procedurer for løbende vedligeholdelse og forbedring af databaserne. Du vil også indgå i afdelingens yderligere opgaver, herunder rådgivningsopgaver og projekter med samarbejdspartnere i Grønland og internationalt.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har en relevant teknisk baggrund.
  • har erfaring med databehandling, databaseudvikling og -styring, og online datalevering.
  • har lysten og viljen til at udvikle digitale produkter i samarbejde med andre i afdelingen.
  • er engageret og god til at samarbejde.
  • kan arbejde struktureret, selvstændigt og resultatorienteret.


Det vil være en fordel, hvis du har:

  • erfaring med geovidenskabelige databaser.
  • erfaring med eller kendskab til GIS.
  • erfaring med projektledelse, der involverer forskellige samarbejdspartnere og interessenter.
  • erfaring med statistisk software.


Geolog
Vi søger to nye geologer til vores afdeling, hvoraf den ene stilling er en fast stilling og den anden er en 3-årig projektansættelse med mulighed for forlængelse.

Begge stillinger har en nøglerolle angående formidling af geoinformation til råstofbranchen, borgere, forskere og andre interessenter. Den fastansatte geolog vil desuden skulle foretage rådgivning på smykkestensområdet, og skal derfor være indstillet på at indgå i et kursusforløb indenfor gemmologi.

Dit primære arbejdsområde vil være at udarbejde informations- og markedsføringsmateriale og anden formidling af Grønlands råstofpotentiale og geologi. Du vil skulle organisere og deltage i internationale markedsføringer/messer, og koordinere tværgående opgaver i forbindelse med diverse geologiske projekter. Du skal tage del i Afdeling for Geologis videnskabelige arbejde, herunder geologisk kortlægning, og løse diverse administrative opgaver, såsom besvarelse af geologiske forespørgsler, udarbejdelse af geologiske rapporter, geologiske tilsyn m.v.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har en kandidatgrad i geologi
  • er engageret og god til at samarbejde.
  • er velformuleret på skrift.
  • har gode engelskkundskaber.
  • kan arbejde struktureret, selvstændigt og resultatorienteret.


Vi ser gerne, at du har:

  • erfaring indenfor råstofområdet, gerne med smykkesten.
  • erfaring med GIS.


Om os
Vi er ca. 20 medarbejdere i selve Departementet for Råstoffer og Justitsområdet. Derudover har Departementet den underliggende enhed Råstofstyrelsen. Stillingen ligger organisatorisk i Afdeling for Geologi, som består af 1 chefgeolog og 10 geologer.

Du vil blive del af en dynamisk og proaktiv afdeling, hvor der er et godt sammenhold og gode muligheder for faglig udvikling. Vi er en lille afdeling, og det betyder at du får de bedste muligheder for at beskæftige dig med netop de fagområder, hvori du har dine kernekompetencer og interesser.

Du vil få:

  • Et spændende, udfordrende og alsidigt job.
  • Gode muligheder for at få indflydelse på din personlige og faglige udvikling.
  • En høj grad af frihed under ansvar.
  • Fleksible arbejdsforhold.


Afdeling for Geologi er den primære geovidenskabelige rådgiver på råstofområdet for Naalakkersuisut. Afdelingen arbejder tæt sammen med Råstofstyrelsen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), ASIAQ og andre organisationer i Grønland og i udlandet.  

Du kan læse mere om Departementet på www.govmin.gl og om arbejdet i Afdeling for Geologi i folderen her

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Arbejdstiden er som udgangspunkt 40 timer om ugen. 

For ansøgere med de rette kvalifikationer vil der kunne indstilles til et special- eller chefkonsulenttillæg.

Bolig
Der kan til én af stillingerne anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning. Det er ikke muligt at holde større husdyr eksempelvis hund eller kat i personale- eller vakantboligen.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingerne i Afdeling for Geologi, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Anette Juul-Nielsen, på tlf. (+299) 346817 eller e-mail anjn@nanoq.gl.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning