Gå til hovedindhold
110

Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked søger studentermedhjælper

Har du ambitioner for dig selv og det grønlandske samfund, så er en stilling som studentermedhjælper i erhvervsafdelingen måske noget for dig? Som studentermedhjælper vil du opleve en stejl læringskurve og blive del af en dynamisk afdeling, hvor der arbejdes for, at der skabes vækst i hele landet og sikre, at Grønland står stærkt på de internationale markeder.

Om stillingen:
Du vil blive ansat i erhvervsafdelingen i Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked. Afdelingen arbejder blandt andet med turisme, eksport af is og vand, iværksætteri, erhvervspolitik, opfølgning på servicekontrakter samt international markedsføring og eksportfremme af grønlandsk erhvervspotentiale. Der arbejdes bredt med strategiudvikling, implementering, sagsbehandling samt politisk betjening inden for disse områder. Som en del af dette er afdelingen ansvarlig for servicekontrakter med Visit Greenland og Innovation Greenland.

Som studentermedhjælper skal du understøtte de øvrige medarbejdere i afdelingen med deres opgaveløsning, og du kan bl.a. komme til at arbejde med følgende opgaver:

  • Assistere med udarbejdelse af notater til det politiske niveau
  • Hjælpe til med forberedelse og afholdelse af større møder, messedeltagelse, mv.
  • Sekretariatsopgaver i form af mødeforberedelse, referatskrivninger, mv.
  • Praktiske opgaver såsom printning, samle dokumenter i mapper etc.
  • Databasevedligehold og -udvikling, hjemmesideredigering samt andre it-opgaver
  • Lettere oversættelsesopgaver
  • Økonomi- og budgetstyringsopgaver
  • Diverse forefaldende arbejde


De konkrete arbejdsopgaver vil afhænge af dine kvalifikationer og erfaringer. 

Om dig:
Vi søger en engageret studentermedhjælper, som går til opgaverne med stor energi, og som er fleksibel og vil løse mange forskellige typer opgaver. Vi ser derfor gerne, at du:

  • Er studerende på enten en bachelor- eller kandidatuddannelse
  • Er serviceminded og villig til at tage fat og gøre en forskel
  • Er god til samarbejde med både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere


Om erhvervsafdelingen og Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked:
Erhvervsafdelingen er en del af Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked. I departementet er vi ca. 35. I erhvervsafdelingen er vi 1 afdelingschef og 6-7 engagerede A/C medarbejdere samt et antal praktikanter og studentermedhjælpere, som alle skal sikre, at der skabes vækst i hele landet, og at Grønland står stærkt på de internationale markeder.
Vi har derfor tradition for at have studentermedhjælpere. Det betyder, at der er gode faste rammer, hvor du løbende oplæres og vil indgå i et tæt kollegialt samarbejde med de andre studentermedhjælpere og medarbejdere i afdelingen.

Løn- og ansættelsesforhold:
I henhold til Regulativ om løn- og ansættelsesvilkår for volontører og studentermedhjælpere m.fl. af 15. september 2016.
Arbejdstiden er i udgangspunktet 10-15 timer pr. uge afhængigt af dit studie, men kan aftales nærmere. Vi tilbyder fleksibilitet i forbindelse med eksaminer etc.

Bolig:
Der anvises ikke personalebolig til stillingen.

Yderligere oplysninger:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at afdelingschef for erhvervsafdelingen Christian Hjerrild Ovesen på e-mail: chho@nanoq.gl, telefon 345622 eller mobil 564471.

Ønsker du at vide mere om hverdagen som student i afdelingen, kan du kontakte studentermedhjælper Henrik Balle på e-mail heba@nanoq.gl, telefon 346729

Ansøgning:
Ansøgningsfristen er den 14. december 2020. Der holdes løbende samtaler.

Tiltrædelsesdato er snarest muligt eller efter aftale.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”
 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning