Gå til hovedindhold
129

Dette jobopslag er udløbet

Departementet for Boliger og Infrastruktur søger 2 medarbejdere til afdelingen for Boliger og Ejendom

Kan du kan jonglere med flere bolde og vil du sætte dit fingeraftryk på det fremtidige offentlige boligområde? Og kan du bidrage til udvikling og optimering af opgaveporteføljen for Grønlands Selvstyres forsikringsområde? Så er det dig vi søger!
Vi er en lille afdeling, som arbejder tæt sammen og favner en meget bred opgaveportefølje, herunder varetagelse af den overordnede administration af Selvstyrets bygningsmasse, varetagelse af Selvstyrets samlede forsikringer, køb og salg af boliger og ejendomme, samt tilknyttede lovgivninger inden for boligområdet. Vi har ligeledes ansvaret for bevillingsstyring inden for bolig- og ejendomsområdet.

I øjeblikket er vi desuden i gang med en omfattende programpakke for boligområdet, hvortil der er tilknyttet 7 tværdepartementale projektgrupper. Dette skal sikre analysegrundlaget til brug for overdragelse af Selvstyrets boliger til kommunerne. Du skal forvente at blive inddraget i dette arbejde.

Vi søger følgende profiler:

1) Konsulent (med mulighed for ansættelse som chefkonsulent eller specialkonsulent)
Til rette ansøger med de rette kvalifikationer, kan der efter gældende regler gives special- eller chefkonsulenttillæg.

Vi søger her en analytisk stærk person der besidder gennemslagskraft som formår at analysere og samle trådene i forbindelse med den overordnede administration af Selvstyrets forsikringsområde samt boligområdet.

Om stillingen:
I stillingen indgår forsikringsområdet som omfatter alle Selvstyrets aktiver. Her skal der sikres et solidt fundament for administrationen af forsikringsområdet, dette i relation til fremtidige udbud af hhv. forsikringsmæglerydelsen og det samlede forsikringsprogram. Du skal ligeledes være en del af den løbende dialog med INI omkring boligafdelingernes budgetter og regnskaber, herunder kontrol og opfølgning, samt udarbejdelse af rapportering og eventuelle politiske oplæg i relation til området.

Andre opgaver omfatter:

  • Økonomiske analyser i forbindelse med lovforslag eller nye tiltag inden for boligområdet.
  • Økonomiske analyser i forbindelse med implementering af fremtidige beslutninger på boligområdet, herunder forhold omkring forberedende arbejde ved overdragelse af Selvstyrets boliger til kommunerne.
  • Deltagelse i tværdepartementale arbejdsgrupper
  • Implementering af udviklingstiltag og løbende ajourføring af Selvstyrets kommende forsikringsdatabase
  • Løbende ajourføring og opgørelse af Selvstyrets aktivmasse
  • Løbende kontrol i administrationen af Selvstyrets forsikringsområde, herunder løbende opfølgning på økonomiske data samt beregningsmodeller
  • Være sparingspartner ved udarbejdelse af fremtidige udbud af såvel forsikringer samt udbud på forsikringsmægleropgaven.
  • Strategiske analyser herunder udarbejde nøgletal for arbejdsområderne,


Vi forventer at ansøgere til denne stilling har en uddannelsesmæssig baggrund som f.eks. cand. oecon., cand. merc. jur., eller Cand. Polit eller tilsvarende.

2) AC-fuldmægtig
Som AC-fuldmægtig forventer vi du er en alsidig person som kan lide at række ind over både store som små forskelligartede opgaver. Dit primære arbejdsområde bliver at håndtere køb- og salg af Selvstyrets ejendomme, ligesom koordinering af og løbende opfølgning og kontakt med forsikringsmægler samt brugerne i Selvstyrets enheder også indgår i opgaveløsningen. Du vil ligeledes blive sparringspartner i forbindelse med nye lovgivningsinitiativer særligt i sammenhæng med overdragelse af boliger til kommunerne

Opgaverne omfatter opgaveløsning indenfor:

  • Gennemførelse af køb eller salg af ejendomme – dette for alle enheder under Selvstyret
  • Deltage i etableringen og udviklingen af et internetbaseret brugerforum på forsikringsområdet
  • Deltagelse i tværdepartementale arbejdsgrupper i forbindelse med større projekter
  • Udarbejdelse af besvarelser til Naalakkersuisut og Inatsisartut
  • Medvirke til udvikling og implementering af nye boligpolitiske koncepter
  • Udarbejdelse af informations- og vejledningsmateriale til Selvstyrets enheder samt kommunerne
  • Deltage på seminarer målrettet henholdsvis kommuner og enheder under selvstyret
  • Besvarelse af henvendelser fra såvel private som offentlige, herunder høringer

Vi forventer at du har en relevant akademisk uddannelse og kan arbejde selvstændigt, og samtidig er en team-player med godt humør. Du må gerne have flair for analyser og struktur, og har du erfaring i fortolkning af love så er det en fordel. Det er dog et krav, at du har kendskab til grønlandske samfundsforhold.

For begge stillinger gælder det at det er en fordel – men ikke et krav, hvis du:

  • har kendskab til XAL eller tilsvarende økonomisystemer (oplæring kan finde sted),
  • er stærk i excel og store datamængder,
  • har kendskab til cBrain F2 (oplæring kan finde sted),
  • kan bevare overblikket og holde mange bolde i luften på én gang,
  • er loyal, positiv og god til at tilpasse dig til en travl hverdag,
  • er selvstændig i arbejdet,
  • er god til at formidle, både skriftligt og mundtligt og er i stand til at formidle svært tilgængeligt materiale på en let og overskuelig måde
  • Har du erfaring med og kendskab til de politiske og administrative beslutningsprocesser i Grønlands Selvstyre er det en fordel men ikke et krav da oplæring kan finde sted.


Vi tilbyder:

  • Et arbejde i et departement, der er tæt på den politiske beslutningsproces
  • Et åbent arbejdsmiljø og engagerede kolleger hvor omgangstonen er uformel
  • Spændende personlige og faglige udfordringer samt mulighed for efteruddannelse f.eks. forsikringsmægleruddannelse
  • Personalebolig i tilknytning til stillingerne

Tiltrædelsesdato er den 1. september 2019 eller snarest efter aftale.

Yderligere oplysning
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Afdelingschef Jeanette Holding på telefon 345446 eller e-mail jeah@nanoq.gl, eller Kontorchef Ane Marie Sakariasen på telefon 34 54 35 eller e-mail amsa@nanoq.gl.  

Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 25. juli 2019. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 31.
 

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der kan ikke anvises bolig til personer, der i forvejen har en personalebolig eller en anden bolig ejet af kommunen eller Grønlands Selvstyre. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig.
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig.

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet.

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning