Gå til hovedindhold
103

Dette jobopslag er udløbet

Afdelingschef til Infrastrukturafdelingen i Departementet for Boliger og Infrastruktur

Er du klar til de udfordringer, infrastrukturområdet byder på? Vil du være med til at udvikle og sikre fremdrift i forbindelse med fremtidens infrastruktur? Så har vi den rigtige stilling til dig.
Infrastrukturafdelingen i Departementet for Boliger og Infrastruktur søger en afdelingschef med erfaring inden for personaleledelse, offentlig administration, økonomistyring og afdelingens fagområder.
Tiltrædelsesdato er 1. maj 2019 eller efter aftale

Om stillingen
Infrastrukturområdet har stor samfundsmæssig betydning og stor politisk bevågenhed. I disse år står området foran en stor udvikling i forbindelse med planlagte anlæg af nye lufthavne samt at sikre sammenhængende og driftssikker betjening af både passager- og godstransport.
Sagsområdet dækker bredt, og kan inddeles i 3 overordnede områder:

  1. trafikområdet, som omfatter havne, lufthavne, luftfart, søfart og landtransport,
  2. forsyningsområdet med passager- og godstransport
  3. teleområdet med telefoni, post og internet

Infrastrukturafdelingen består på nuværende tidspunkt af afdelingschefen, to kontorchefer og seks medarbejdere. Afdelingschefen refererer til departementschefen.
Der samarbejdes både på tværs internt i afdelingen, men også med resten af departementet, der spænder over bolig og byggeri. Vores samarbejdsmiljø er åbent og uformelt, hvilket bidrager til et godt arbejdsmiljø og en god stemning.

Dine arbejdsopgaver
Departementet for Boliger og Infrastruktur er øverste myndighed på infrastrukturområdet. De primære opgaver er at sikre Naalakkersuisoq et solidt beslutningsgrundlag samt at lede implementeringen af Naalakkersuisuts infrastrukturpolitik.
Som afdelingschef vil dine overordnede opgaver og ansvarsområder være:

  • At tage ansvar for og forestå processer, der sikrer kompetent rådgivning og servicering af høj kvalitet af departementschef og Naalakkersuisoq
  • I samarbejde med afdelingens medarbejdere at udarbejde oplæg til strategier, planer, indsatser, analyser og aftaler, der understøtter Naalakkersuisuts overordnerede politiske målsætninger på infrastrukturområdet (herunder Mittarfeqarfiit), så samfundet sikres de bedst mulige infrastrukturløsninger
  • At koordinere departemental opgaveløsning i samarbejde med kommuner, andre departementer i Selvstyret, interesseorganisationer, operatører og offentlighed. En del af opgaverne vil tillige skulle løses i samarbejde med danske myndigheder
  • At sikre, at lovgivning på området løbende udvikles i takt med nye behov
  • At praktisere god personaleledelse, og medvirke aktivt til trivsel i afdelingen
  • At tage ansvar for, at forvaltningen af infrastrukturområdet sker i overensstemmelse med gældende love og regler samt inden for den politisk givne økonomiske ramme
  • Som afdelingschef forventer vi, at du indgår solidt og selvstændigt i samarbejdet med både private selskaber og offentlige myndigheder samt i den daglige ledelse af afdelingen.

Om dig
Du har en videregående uddannelse af enten juridisk eller økonomisk  karakter, samt indsigt i politiske og administrative beslutningsprocesser. Vi forventer ydermere, at du;

  • Har dokumenteret ledelseserfaring – gerne fra strategisk niveau,
  • Har dokumenteret erfaring med proces- og økonomistyring,
  • Kan bevare overblikket og holde mange bolde i luften på én gang,
  • Har stor gennemslagskraft,
  • Er en dygtig forhandler,
  • Er loyal, positiv og god til at skabe og begå dig i mange forskelligartede relationer,
  • Er initiativrig og kan samarbejde, såvel som arbejde selvstændigt,
  • Er en god kommunikator med solide formidlingsevner, såvel skriftligt som mundtligt og er i stand til at forstå, omsætte og formidle svært tilgængeligt materiale på en let og overskuelig måde,
  • Kan arbejde struktureret og analytisk samt foretage den nødvendige prioritering af arbejdsopgaver,
  • Kan begå dig i internationale sammenhænge og i samarbejdsrelationer med den danske stat på ikke hjemtagne sagsområder,
  • Kan overholde deadlines.

Det vil være en væsentlig fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk sprog og samfundsforhold. Det vil endvidere være en fordel, hvis du har et solidt kendskab til IT-værktøjer, herunder cBrain F2, Outlook og Microsofts Officepakke.
 
Vi tilbyder

  • En unik mulighed for at være med til at sætte dagsordenen for fremtidens infrastruktur
  • Et arbejde tæt på den politiske beslutningsproces
  • Et uformelt og åbent arbejdsmiljø med korte kommandoveje og engagerede kolleger
  • Personlig og faglig udvikling samt gode muligheder for efteruddannelse

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte departementschef Ruth Lindhardt på telefon nr. 345000 eller via e-mail: RLI@nanoq.gl 
Ønsker du yderligere information om Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på Naalakkersuisut’s hjemmeside www.naalakkersuisut.gl

Ansøgning
Ansøgningen skal være departementet i hænde senest den 18. marts 2019. Ansøgningen vedlægges CV, dokumentation fra tidligere ansættelsesforhold og eksamenspapirer.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden klassificeret svarende til LR 38. Lønnen med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2018 månedligt Kr. 54.072 og årligt Kr. 648.864

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat og, at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse, arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

Bolig
Der anvises ikke personalebolig til stillingen. Såfremt en ansøger allerede har personalebolig gennem ansættelse i Selvstyret, bibeholdes ret til anvist personalebolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Indsend ansøgning, CV, uddannelses- og kursusbeviser, samt andre relevante dokumenter ved at trykke ”Send ansøgning”.
Vi modtager ikke ansøgninger via e-mail.

 

Om Naalakkersuisut

Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig. 
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig. 

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. 

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning