Gå til hovedindhold
169

Dette jobopslag er udløbet

Juridisk konsulent til ledelsessekretariatet ved Grønlands Politi

Har du lyst til at arbejde med en bred vifte af juridiske opgaver, som understøtter politiets arbejde med at skabe tryghed i det grønlandske samfund? Brænder du for at gøre en forskel for både borgere og kollegaer? Så læs med her!

 

Grønlands Politi søger en dygtig jurist til at varetage de mange forskellige juridiske opgaver i ledelsessekretariatet – både borgerrettede, men også i forbindelse med udviklingen af Grønlands Politi som organisation.

 

STILLINGEN
Du vil blive en del af ledelsessekretariatet, som varetager en række meget forskelligartede opgaver fra kommunikation og juridisk sagsbehandling til ledelsesstøtte, journalisering og inddrivelse af politiets krav.

 

I ledelsessekretariatet arbejder vi overordnet med at understøtte hele Grønlands Politi i at indfri de strategiske mål, håndtere intern og ekstern kommunikation samt styre og drive tværgående projekter i organisationen. Det gør vi ud fra Grønlands Politis overordnede strategi for 2019-2022 ”Sammen skaber vi tryghed”, hvor fokus er på forebyggelse, børn og unge, personfarlig kriminalitet og den gode arbejdsplads. Dit arbejde er centralt for at nå disse mål.

 

Du vil i det daglige arbejde understøtte sekretariatschefen og den øverste ledelse navnlig ved:

 

  • juridisk sagsbehandling på en lang række områder, eksempelvis tilholdssager, våbensager og Search and Rescue-sager
  • juridisk vejledning af både borgere og kollegaer
  • at stå for visitationen af indgående opgaver i samarbejde med sekretariatschefen
  • at have det indledende faglige ledelsesansvar for ledelsessekretariatets juridiske studentermedhjælpere
  • at understøtte Grønlands Politis ministerbetjening ved høringer fra de lovgivende forsamlinger
  • at udarbejde materiale og vejledninger, der understøtter politiets og ledelsens opgaver
  • at udarbejde juridiske notater, vejledninger, actioncards mv.
  • at styre projekter og udviklingsopgaver.

 

Vi vil så vidt muligt tilbyde individuelle løsninger, som matcher dine ønsker og kompetencer, og ansættelsen vil ske i overensstemmelse hermed.

 

DIG
Vi forventer, at du:

  • er uddannet cand.jur., men efter omstændighederne kan en juridisk bacheloruddannelse være tilstrækkelig
  • har erfaring med sagsbehandling og projektarbejde
  • har god organisationsforståelse
  • ser fordelene i at arbejde udviklingsorienteret og deler ud af din viden
  • er god til at samarbejde og har øje for helheden
  • kan kommunikere tydeligt og respektfyldt, da sekretariatet understøtter den øvrige organisation, der er sammensat af medarbejdere med forskellige baggrunde og uddannelser.

 

OS
Vi har et stærkt fagligt og socialt fællesskab, en uformel omgangstone og sætter pris på godt humør. Der vil blive taget godt imod dig, og du vil få gode rammer for at løse dine opgaver. Du vil altid have nem adgang til faglig sparring, råd og vejledning fra kolleger og ledelse.

 

Vi lægger vægt på, at du får mulighed for varierede arbejdsopgaver og kompetenceudvikling, der er målrettet mod netop dig. Vi har fokus på, at der skal være en fornuftig balance mellem dit arbejds- og privatliv, og du får derfor mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af din ar­bejdstid.

 

VILKÅR
Aflønning vil ske efter kvalifikationer og i henhold til forhandlingsberettiget organisation. Hvis dine kvalifikationer og uddannelsesmæssige baggrund berettiger til det, vil der være mulighed for ansættelse på særlige tidsbegrænsede vilkår.

 

Dit arbejdssted bliver Grønlands Politi med adresse i Nuuk.

 

Der stilles bolig til rådighed, hvor størrelsen afhænger af din husstands størrelse. Boligen ligger i Nuuk inden for ca. 6 km af Hovedstationen. Huslejen afhænger af boligens placering, størrelse og stand.

 

Der ydes bohaveflytning og tiltrædelsesrejse i henhold til de til enhver tid gældende regler.

 

Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2023 eller snarest derefter.

 

SØGER DU?
Ansøgningen skal være os i hænde senest den 31. marts 2023.

 

Ansøgning, CV og eventuelle udtalelser skal uploades via politiets rekrutteringssystem. Du kan oprette en profil og søge jobbet på www.politi.dk under fanen ”Om politiet”.

 

Der vil blive afholdt samtaler snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb. Samtalerne vil enten ske ved personligt fremmøde i Nuuk, alternativt via Microsoft Teams eller over Facetime, hvis du er bosiddende uden for Nuuk.

 

Du er også velkommen til at kontakte sekretariatschef Emil Maegaard-Hoffmann på telefon +299 567282 (husk 4 timers tidsforskel - når klokken er 12.00 i Danmark er den 08.00 i Grønland) eller mail EMA017@politi.dk for at høre mere om stillingen.

 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut

 

GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi tryghed