Gå til hovedindhold
171

Dette jobopslag er udløbet

Souschef ved Grønlands Landsret

Vil du medvirke til at præge udviklingen i det grønlandske retsvæsen?

Er du en dygtig og erfaren jurist, med erfaring fra domstolene, der søger nye personlige og faglige udfordringer? Så er du måske den rette kandidat til stillingen som souschef ved Grønlands Landsret.

Om Grønlands Landsret
Grønlands Landsret er en del af Grønlands Domstole og har kontor i Nuuk. Landsretten har otte medarbejdere: To jurister, en kommunikationskonsulent, en sekretariatsleder, tre retssekretærer, og en servicemedarbejder.

Landsretten er appelinstans for sager, der i første instans er afgjort af Retten i Grønland eller en af de fire kredsretter.

Hovedparten af landsrettens sager er kriminalsager, der er anket fra kredsretterne, men landsretten behandler også civile ankesager. Der til kommer kære af processuelle afgørelser og afgørelser i skifte- og fogedsager. Ved hovedforhandling af sager, der er afgjort af Retten i Grønland i første instans, tiltrædes landsretten af yderligere to landsdommere fra Danmark.

Souschefens opgaver
Souschefen bestrider én af to juriststillinger ved landsretten. Opgaverne består hovedsagelig i behandling af ankesager fra kredsretterne samt kæresager fra kredsretterne eller Retten i Grønland.

I kriminalsager sættes landsretten ofte uden for Nuuk, så du vil få mulighed for at se det storslåede land på tjenesterejser.

Souschefen varetager enkelte administrative opgaver og deltager i udviklingen af Grønlands Domstole sammen med landsdommeren.

Under landsdommerens fravær fungerer souschefen som stedfortræder. Der er endvidere mulighed for uden for stillingen at fungere som juridisk sekretær for det grønlandske erstatningsnævn.

Vi søger en kollega, der:

  • er en dygtig og erfaren jurist, gerne med erfaring fra by- eller landsretskonstitution
  • hurtigt kan tilegne sig ny lovgivning og nye rutiner, idet Grønland har egne love på en række områder
  • har et stort personligt drive og kan lide at arbejde selvstændigt
  • har gode samarbejds- og formidlingsevner og har respekt for kulturforskelle
  • har eventyrlyst, et åbent sind og en åben tilgang til de udfordringer, der er en del af en grønlandsk hverdag.

Du kan også komme i betragtning til stillingen, hvis du ikke har en landsretskonstitution, men forventer at søge en stilling som konstitueret landsdommer i Danmark indenfor de kommende 2-3 år. Har du erfaring fra tidligere ophold ved Grønlands Domstole eller andre institutioner i Grønland, vil vi anse det som en fordel.

Mere om Grønland og de grønlandske domstole
Er du interesseret i udendørsaktiviteter, er mulighederne næsten ubegrænsede (sejlads, fiskeri, jagt, vandreture, alpinski, langrendsski, fodbold mv.). Det grønlandske samfund og naturen er betagende og et ophold i Grønland er derfor en oplevelse for livet. Du kan læse mere om forhold og fritidstilbud i Nuuk på https://sermersooq.gl/da/category/services/fritid/

Du kan læse mere om de grønlandske domstole her eller på www.domstol.gl   

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse i stillingen sker som tjenestemand i den grønlandske lønramme 37, jf. lov om statens tjenestemænd i Grønland. Udnævnelse som retsassessor forudsætter, at en landsretskonstitution er gennemført med et tilfredsstillende resultat.

Hvis du ikke har gennemført en landsretskonstitution, vil du blive ansat som dommerfuldmægtig efter overenskomst for juridiske kandidater og universitetsøkonomer mv. i statens tjeneste i Grønland. Du vil samtidig blive konstitueret i stillingen som souschef med henblik på udnævnelse, når du har gennemført en konstitution i en af landsretterne i Danmark med et tilfredsstillende resultat. Det forventes, at du søger en landsretskonstitution senest 2-3 år efter din konstitution som souschef.

Til stillingen er knyttet forskellige tillæg, herunder et vagttillæg for deltagelse i en vagtordning. Den samlede løn i stillingen inkl. vagttillæg udgør 57.816,89 kr. pr. måned i aktuelt niveau (april 2019-niveau). To af de tilknyttede tillæg, på samlet 9.303,55 kr. i aktuelt niveau (1. april 2019-niveau), er pensionsgivende med 18 %.

Du vil få anvist en moderne personalebolig, der også kan rumme en eventuel familie. Se billeder og beskrivelse af boligen her . 

Som souschef vil du være omfattet af en række aftaler for statens tjenestemænd i Grønland vedrørende ret til til- og fratrædelsesfrirejse, frirejser under tjenesten samt bohaveflytning. I forhold til feriefrirejser vil Domstolsstyrelsen yderligere være indstillet på at give dig og en eventuel familie mulighed for en årlig feriefrirejse, jf. § 3 i aftale af 22. august 1992 om særlige ansættelsesvilkår.

De forskellige aftaler kan ses her.

Nærmere oplysninger om Grønlands domstole kan læses på www.domstol.gl eller fås ved henvendelse til Domstolsstyrelsen.

Stillingen er ledig til besættelse efter nærmere aftale, dog senest fra 1. oktober 2022. Da det er en stor beslutning at rejse til Grønland med sin familie, vil landsretten være indstillet på en længere tiltrædelsesperiode.

Få mere at vide
Du kan få yderligere oplysninger ved at ringe til landsdommeren ved Grønlands Landsret, Kirsten Thomassen, på telefon +299 36 39 00 (husk 4 timers tidsforskel). Du kan også ringe til Camilla Metz Larsen, Domstolsstyrelsens HR-Center, på tlf. 99 68 42 79.

Ansøgning
Stillingen søges online via vores rekrutteringssystem ved at trykke på ”søg stillingen” nederst på siden. Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis samt eventuelle udtalelser. Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 28. februar 2022.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold m.v. 

 

Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø‐og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.400 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.