Gå til hovedindhold
105

Dette jobopslag er udløbet

To spændende uddannelsesstillinger hos SISA - hele Grønlands pensionskasse!

Lønnet uddannelse og et godt job med fremtidsmuligheder i én samlet pakke:

Er du tosproget grønlandsk/dansk, og kunne du tænke dig at være med til at udvikle Grønland? Er du evt. flyttet væk fra Grønland og har lyst til at komme tilbage igen med en solid uddannelsesplan i rygsækken - og et godt job med fremtidsmuligheder? Eller bor du allerede i Grønland og har mod på ½ år i Danmark, hvor du påbegynder et spændende uddannelsesforløb, som du kan færdiggøre primært i Grønland, samtidig med, at du tjener penge?

 

Så har vi muligvis jobbet til dig!

 

Virksomheden
SISA er en grønlandsk medlemsejet pensionskasse, hvis mission det er at levere attraktive pensionsordninger til organisationer og erhvervsliv i Grønland med det bedst mulige afkast og den lavest mulige risiko. SISA har ca. 35.000 medlemmer, hvoraf 16.000 er aktivt betalende. SISA modtager godt 200 millioner kr. i pensionsbidrag om året og forvalter en pensionsformue på 3 milliarder kroner.

SISA blev etableret i 1999 som pensionskasse for medarbejdere ansat på fagforbundet SIK’s overenskomst, men i dag tilbydes pensionsordninger indenfor alle fagområder og til alle typer virksomheder. SISA’s sekretariat i Nuuk betjener medlemmerne på grønlandsk og dansk.

 

I forbindelses med SISA’s strategi 2028 har man bl.a. et ønske om at opbygge en endnu stærkere kundeservicefunktion i sekretariatet i Nuuk. Det er netop med dette mål for øje, at man nu opretter to nye uddannelsesstillinger. Det skal dog nævnes, at hvis du i forvejen har en baggrund, der kvalificerer dig til at springe nogle led i uddannelsen over, vil en ansøgning også være velkommen. Her tænkes f.eks. på en baggrund relateret til finans eller jura.

 

Jobbet
Hvis det er hele uddannelsespakken, du skal have, forventes det, at du i de første 6 måneder af din ansættelse har din faste arbejdsplads hos SISA’s outsourcing partner AP Pension på Østerbro i København. Her vil du få en grundig introduktion, samtidig med, at du vil påbegynde et uddannelsesforløb på Forsikringsakademiet i de smukke omgivelser på Rungstedgaard ved Rungsted Kyst.

Herefter er det hensigten, at du bosætter dig i Grønland, hvor du får fast job hos SISA. Her vil du fortsat følge et uddannelsesprogram med et antal rejser til Danmark, hvor du løbende deltager i kurser på Forsikringsakademiet af 1-6 måneders varighed ad gangen. Målet er, at du henover ca. 4 år gennemfører den samlede uddannelse som ”Certificeret Firmakundebetjener”, dvs. Forsikringsakademiets niveau 3 og 4 (læs mere om dette på www.forsikringsakademiet.dk/certifikater/liv-og-pension/certificeret-firmakundebetjener). Når du er blevet certificeret, vil du (og måske din makker, som vi også søger efter) være den/de første person(er) i Grønland, der har gennemført denne uddannelse! Herefter vil du forblive ansat hos SISA i Nuuk.

På jobbet hos hhv. AP Pension og SISA vil du under uddannelsen indgå i teams, hvor der bl.a. udføres opgaver, som direkte relaterer sig til det teoretiske uddannelsesforløb. Efterhånden som du får opbygget større teoretisk viden, vil du også få mere faglig udfordring i jobbet.

På sigt – afstemt efter teoretisk uddannelse - vil du bl.a. komme til at arbejde med følgende:

  • Betjene firmakunder og overenskomstparter, både arbejdsgiver og medarbejder. 

  • Afholde informationsmøder om pension i SISA. 

  • Oprette firmapensionsaftaler i SISA’s IT-System.
  • Oprette forsikringsdækninger for medlemmer på firmapensionsaftaler. 

  • Vurdere helbredsoplysninger.
  • Registrere og håndtere begunstigelseserklæringer.
  • Håndtere indbetalinger. 

  • Foretage opfølgning over for arbejdsgivere med hensyn til indbetaling. 

  • Gennemføre ændringer på bestående aftaler. 

  • Gennemføre skadesbehandling (død, kritisk sygdom, tab af erhvervsevne og alderspensionering).
  • Udbetale skader. 

  • Håndtere overførsler til/fra andre pensionsleverandører. 


Din faglige og personlige profil
Eftersom Forsikringsakademiet kun tilbyder undervisning, der relaterer sig til danske forhold, skal de grønlandske forhold læres på jobbet i Grønland. Derfor vil din evne til at omsætte den danske viden til grønlandske forhold være altafgørende.

Vi forventer derfor, at du er tosproget (grønlandsk/dansk), og at du således er i stand til at kommunikere med kunderne på begge sprog. Vi forestiller os samtidig, at du som person er selvstændig og struktureret og har en god analytisk sans, herunder en evne til at sætte tingene i et anderledes perspektiv. Du er sandsynligvis også en nysgerrig og videbegærlig person, som formår at forholde dig kritisk til tingene og udfordre den viden, du bliver præsenteret for. En grad af økonomisk og/eller juridisk indsigt/forståelse vil være en fordel men absolut ikke et krav.

Endelig er du som person åben, tillidsvækkende og serviceminded, og du er god til at skabe positive relationer. Du motiveres af at skabe resultater, og du indgår engageret i teamarbejde for at nå de fælles målsætninger. 

 

Vi tilbyder
Vi tilbyder et job og en betalt uddannelse i én samlet pakke - med masser af faglige og menneskelige udfordringer, dygtige kolleger og mange inspirerende snitflader til det grønlandske samfund. Endvidere er det et job med attraktive vilkår og konkurrencedygtig løn efter kvalifikationer. Hvis du er bosat uden for Nuuk og har behov for bolig, kan SISA eventuelt være behjælpelige med dette. Du vil i givet fald skulle betale husleje efter gældende regler i Grønland. Ligeledes vil din bohaveflytning blive varetaget, og en tiltrædelsesrejse vil blive betalt.

 

Tiltrædelse: 1. september – men vi venter gerne på den rette!

Ansøgningsfrist: 20. juni 2018.

 

Interesseret?

 

Søg stillingen ved at klikke her


Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Managing Partner Mette Landau fra Landau Global Search & Selection på mobil: + 45 2190 2188 eller på me@mettelandau.com

 

 

 

Landau Global Search & Selection varetager rekrutteringsprocessen, og al henvendelse bedes rettet hertil. Ansøgninger vil blive læst løbende, og vi forbeholder os muligheden for at indkalde kandidater inden ansøgningsfristens udløb.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!