Gå til hovedindhold
110

Dette jobopslag er udløbet

Specialkonsulent/Juridisk fuldmægtig til juridisk afdeling

Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen søger en jurist, til juridisk afdeling. For en kandidat med de rette dokumenterbare kompetencer, kan stillingen tilbydes som specialkonsulent.
 
I departementet arbejder vi med at realisere de politiske mål på ressortområdet. Det omfatter bl.a. lovgivning, herunder rigslovgivning for Grønland, internationale konventioner, strategier, og projekter.
 
Juridisk afdeling består pt af en afdelingschef, 5 jurister og en AC-fuldmægtig.
Juridisk afdeling forbereder og udarbejder forslag til love og bekendtgørelser inden for hele social- og ligestillingsområdet og samarbejder med rigsmyndighederne om lovgivning vedrørende familieområdet og justitsvæsen. Juridisk afdeling udfører bl.a. sekretariatsfunktion for Grønlands Råd for Menneskerettigheder og for Det Børnesagkyndige Udvalg.
 
Herudover består en del af opgaverne i juridisk afdeling i at servicere det politiske niveau og i at besvare henvendelser fra såvel politikere som borgere, kommuner og andre myndigheder. Det være sig spørgsmål af lovfortolkende karakter eller juridiske spørgsmål generelt. Juridisk afdeling yder tillige bistand om juridiske problemstillinger til de øvrige afdelinger i departementet samt Socialstyrelsen.
 
Opgaverne er alsidige og stiller krav om at kunne indgå i samarbejder på tværs af faggrænser og kulturer samt at kunne tage et selvstændigt ansvar for egne sagsområder.
 
Vi kan tilbyde dig:

  • En arbejdsplads, hvor selvstændighed og beslutningskompetence vægtes højt
  • Et job i en afdeling med engagerede og dygtige kolleger
  • Et job, hvor der er åbenhed og respekt for den enkelte medarbejders kompetencer

Dine opgaver

  • Selvstændigt lovforberedende arbejde, herunder udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser
  • Bidrag til sikring af kvalitet i udarbejdelse af beslutningsgrundlag for den politiske ledelse og implementering af politiske beslutninger
  • Juridisk rådgivning
  • Deltagelse i embedsmandskomiteer under Nordisk Ministerråd
  • Udarbejdelse af notater vedrørende juridiske problemstillinger

Vore forventninger

  • Du er uddannet cand.jur.
  • Du har erfaring med lovgivning, gerne inden for det sociale- og offentligretlige område
  • Du har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation
  • Du kan tage et selvstændigt ansvar og arbejde selvstændigt
  • Du værdsætter synergien ved teamwork og tværfagligt arbejde
  • Du har en åben og positiv tilgang til dit arbejde og dine kolleger
  • Du arbejder struktureret og har fokus på deadlines og kvalitet
  • Du er omstillingsparat og samarbejdende 

Kendskab til grønlandske samfundsforhold og kultur er en fordel men ingen betingelse.
 
Du kan forvente et varieret og spændende arbejde, som kan være hektisk, men også udfordrende og spændende for den rette ansøger.
 
Som jurist tilknyttet juridisk afdeling skal du kunne rådgive dine kollegaer juridisk og derfor have god viden om gældende regelsæt for socialområdet, ligesom du skal kunne din forvaltningsret. Din personlige modenhed og faglige erfaring tillægges betydning i udvælgelsen af den rette kandidat.

Løn og ansættelsesforhold
Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig                                                                     
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Tiltrædelsesdato 
Den 1. juli 2018, eller efter aftale.
 
Yderligere oplysninger:
Hvis du vil vide mere om Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, kan du finde flere oplysninger om os på www.naalakkersuisut.gl. Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du skrive til afdelingschef Trine Foldager på trif@nanoq.gl eller ringe på telefon +299 546647. Husk, at der er 4 timers tidsforskel fra Danmark.
 
Ansøgningsfrist
Den 11. maj 2018. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 20.

 

Om Naalakkersuisut
Søger du udfordringer og har lyst til at præge hverdagen gennem dit arbejdsliv og være med til at forme fremtiden, så er et job hos Grønlands Selvstyre noget for dig. 
Vi forventer stor ansvarlighed og vægter faglige kvalifikationer, en sund analytisk tilgang til tingene samt omstillingsparathed højt hos medarbejderne. Herudover er din evne til at strukturere hverdagen og bevare overblikket vigtig. 

Grønlands Selvstyre består af en Centraladministration, med mere end 650 ansatte fordelt på flere departementer, samt en lang række decentrale enheder. Tilsammen er vi mere end 2500 mennesker tilknyttet Grønlands Selvstyre. Centraladministrationens opgave er, at sikre Naalakkersuisut (regeringen) et solidt politisk beslutningsgrundlag, samt at føre de politiske beslutninger ud i livet. 

Du kan læse mere om Grønlands Selvstyre på http://www.naalakkersuisut.gl/job

Send ansøgning