Gå til hovedindhold
117

Det kommende landsdækkende handicapcenter Pissassarfik søger socialpædagog med viden om hørehæmning

Vil du være med til at præge udviklingen og løfte handicapområdet på landsplan i et nyt og spændende kraftcenter, hvor høj faglighed, tværgående samarbejde og vidensdeling er nøgleord? – Så er du måske vores nye medarbejder…

Tiltrædelsesdato: 1. januar 2018 eller efter nærmere aftale.

Om stillingen
Pissassarfik, der forventes at starte primo 2018, er i sin form og koncept helt nyt. Centeret er nyopført i Sisimiut til formålet, og er en enhed under Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen.

Pissassarfik bliver et nationalt kraftcenter, der skal yde rådgivning, vejledning og træning for de enkelte borgere med handicap – børn som voksne. Dertil skal der tilbydes uddannelse og vejledning til pårørende. Ydelserne vil blive leveret såvel på centeret som lokalt, hvor den enkelte borger bor, og det konkrete behov er. Af hensyn til borgerne og udviklingen af handicapområdet på landsplan, er det vigtigt, at centerets samarbejde med kommunerne bliver så tæt og udviklet som muligt. Stillingen indeholder rejseaktivitet, da opgaverne skal løses der, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

I arbejdet inddrages du i mange forskellige typer sager, hvor du med din faglighed bidrager til den optimale løsning for borgeren. Det handler dels om at dele viden med dine kollegaer, dels om at bidrage med input til behandlingsplaner.

Vi forventer:

  • At du er uddannet socialpædagog – gerne med relevant efter-/videreuddannelse
  • At du har minimum 3 års relevant erhvervserfaring, herunder pædagogisk arbejde i forhold til mennesker med hørehæmning
  • At du behersker grønlandsk og dansk tegnsprog
  • At du har viden om børn med Cochlear Implant og Tegn Til Tale
  • At du kan varetage observationsopgaver til brug for udredninger
  • At du kan yde rådgivning og vejledning til borgere, pårørende, fagprofessionelle mv.
  • At du inden for eget fagområde sikrer, at centeret arbejder efter best practice
  • At du kan udarbejde materialer til brug for arbejdet
  • At du kan anvende IT på brugerniveau

Vi tilbyder:

  • En spændende stilling, hvor du kan påvirke udviklingen af et helt nyt tilbud og koncept
  • Indflydelse på, hvordan stillingsindholdet omsættes til praksis
  • Et fagligt miljø, hvor du kan blive udfordret af dygtige kollegaer, ligesom du kan udfordre dem og dig selv
  • En arbejdsplads, der er til for at skabe resultater for mennesker med handicap og løfte områdets generelle faglige niveau
  • En arbejdsplads, hvor forskellighed værdsættes og arbejdsmiljøet tages alvorligt

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, fastsættes i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Arbejdstiden er 40 timer ugentlig.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere efter boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende Centerleder Martha Labansen, tlf. +299 53 87 02 eller e-mail: mlab@nanoq.gl.

Ønsker du yderligere information om at arbejde i Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på www.naalakkersuisut.gl, under "job".

Ansøgning
Opslaget udløber den 11. december 2017.

Samtaler forventes afholdt i uge 50 og foregår enten ved fysisk fremmøde eller via videokonference.

Stillingen søges via www.naalakkersuisut.gl under "job", hvor du uploader ansøgning, CV, uddannelsesbevis(er) og dokumentation for tidligere ansættelser.

Søg stillingen online