Gå til hovedindhold
103

Dette jobopslag er udløbet

Rigsombudsmanden i Grønland søger Juridisk fuldmægtig – familieret (barselsvikariat)

En stilling som fuldmægtig ved Rigsombudsmanden i Grønland er ledig til besættelse 1. december 2017 eller snarest derefter. Stillingen er et barselsvikariat og er i udgangspunktet tidsbegrænset til 31. august 2018, men der kan evt. være mulighed for forlængelse.

Vi søger
En juridisk sagsbehandler primært til behandling af separations-, skilsmisse- og bidragssager. Der vil også være mulighed for at få andre opgaver inden for Rigsombuddets øvrige opgaveområder. Stillingen indgår i team med ombuddets tre øvrige jurister. Oplæring i de særlige grønlandske regler vil finde sted ved embedet.

Vi tilbyder et selvstændigt og afvekslende job med kontakt til danske og grønlandske myndigheder og gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Rigsombuddets opgaver
Rigsombudsmanden i Grønland er en institution under Statsministeriet og bindeleddet mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne. Rigsombudsmanden er rigsmyndighedernes øverste repræsentant i Grønland.  Rigsombuddet varetager behandling af familieretlige sager, samt sager om fri proces. Herudover foretages indberetninger fra samlinger i Inatsisartut (Grønlands Landsting), og Rigsombuddet tilrettelægger og afholder Folketingsvalg, danske folkeafstemninger mv. Rigsombuddet behandler sager om ikraftsættelse af dansk lovgivning i Grønland, og Rigsombuddets tolkefunktion varetager oversættelse af rigslovgivning til grønlandsk. Endelig er Rigsombuddet ansvarlig for tilrettelæggelse og afvikling af officielle besøg fra f.eks. Folketinget og Kongehuset. For yderligere se eventuelt Rigsombudsmandens hjemmeside – www.rigsombudsmanden.gl.

Vi lægger vægt på
Det er et krav, at du har en juridisk uddannelse og at du behersker dansk, da sagsbehandlingen foregår på dette sprog. Det er endvidere et krav at du har lyst til og evner at arbejde selvstændigt og har gode samarbejdsevner. Da vi er en lille institution med 10 medarbejdere er det vigtigt, at du ikke er bange for at påtage dig andre opgaver i forbindelse med embedets drift og funktioner. Endeligt er det vigtigt, at du har mod på mødet med det grønlandske samfund.

Det vil være en fordel, at du har erfaring med offentlig administration, f.eks. fra en statsforvaltning eller fra en sagsbehandlende enhed. Nyuddannede opfordres dog også til at søge, da oplæring vil kunne finde sted. Det vil være en fordel, hvis du behersker engelsk. Beherskelse af grønlandsk vil være en fordel, men er ikke en betingelse.

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastlægges i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Danmarks Jurist- og Økonomforbund for juridiske kandidater og universitetsøkonomer mv. i statens tjeneste i Grønland. Der ydes rådighedstillæg, ligesom der er knyttet tillæg til stillingen. Der kan ydes funktions- og kvalifikationstillæg efter individuel forhandling. Ansættelse kan ske på særlige tidsbegrænsede vilkår.

Der kan anvises bolig efter de til enhver tid på stedet gældende regler. Rigsombuddet råder over et antal enfamiliehuse, som anvendes til personaleboliger, og der er også adgang til boliganvisning i Grønlands Selvstyres udlejningsboliger. Husleje betales efter gældende regler. Der ydes til- og fratrædelsesfrirejse samt flyttegodtgørelse til den ansatte og dennes familie i henhold til overenskomstens bestemmelser.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til administrationschef Hanne Lyngesen, Statsministeriet, telefon (+45) 3392 2248 eller rigsombudsmand Mikaela Engell, Rigsombuddet, telefon (+ 299) 34 36 01. (Vær opmærksom på, at der er 4 timers tidsforskel mellem Grønland og Danmark.)

Ansættelsessamtaler forventes afholdt holdt i enten Statsministeriet eller Rigsombuddet i uge 43, 2017.

Skriftlig ansøgning vedlagt CV og kopi af eksamensbevis skal være Rigsombuddet i hænde senest onsdag den 18. oktober 2017. Ansøgning sendes via e-post til ro@gl.stm.dk. Ansøgning kan også sendes til Rigsombudsmanden i Grønland, Postboks 1030, 3900 Nuuk som A-post.