Gå til hovedindhold
117

Afdelingschef til Infrastrukturafdelingen i Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger

Er du klar til de udfordringer, infrastrukturområdet byder på? Vil du være med til at udvikle og sikre fremdrift i forbindelse med fremtidens infrastruktur? Så har vi den rigtige stilling til dig.

Infrastrukturafdelingen i Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger søger en afdelingschef med erfaring inden for personaleledelse, offentlig administration og afdelingens fagområder.

Tiltrædelsesdato er 1. november 2017 eller efter aftale

Om stillingen
Infrastrukturområdet har stor samfundsmæssig betydning og stor politisk bevågenhed. I disse år står området foran en stor udvikling i forbindelse med planlagte anlæg af nye lufthavne samt at sikre sammenhængende og driftssikker betjening af både passager- og godstransport.

Sagsområdet dækker bredt, og kan inddeles i 3 overordnede områder:

  • trafikområdet, som omfatter havne, lufthavne, luftfart, søfart og landtransport,
  • forsyningsområdet med passager- og godstransport
  • teleområdet med telefoni, post og internet

Infrastrukturafdelingen består på nuværende tidspunkt af afdelingschefen, en kontorchef og fire medarbejdere. Afdelingschefen refererer til departementschefen.

Der samarbejdes både på tværs internt i afdelingen, men også med resten af departementet, der spænder over bolig-, byggeri- og indenrigsområderne. Vores samarbejdsmiljø er åbent og uformelt, hvilket bidrager til et godt arbejdsmiljø og en god stemning.

Dine arbejdsopgaver
Departementet for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger er øverste myndighed på infrastrukturområdet. De primære opgaver er, at sikre Naalakkersuisoq et solidt beslutningsgrundlag samt at lede implementeringen af Naalakkersuisuts infrastrukturpolitik. Som afdelingschef vil dine overordnede opgaver og ansvarsområder være:

  • at tage ansvar for og forestå processer, der sikrer kompetent rådgivning og servicering af høj kvalitet af departementschef og Naalakkersuisoq
  • i samarbejde med afdelingens medarbejdere at udarbejde oplæg til strategier, planer, indsatser, analyser og aftaler, der understøtter Naalakkersuisuts overordnerede politiske målsætninger på infrastrukturområdet, så samfundet sikres de bedst mulige infrastrukturløsninger
  • at koordinere departemental opgaveløsning i samarbejde med kommuner, andre departementer i Selvstyret, interesseorganisationer, operatører og offentlighed. En del af opgaverne vil tillige skulle løses i samarbejde med danske myndigheder
  • at sikre, at lovgivning på området løbende udvikles i takt med nye behov
  • at praktisere god personaleledelse, og medvirke aktivt til trivsel i afdelingen
  • at tage ansvar for, at forvaltningen af infrastrukturområdet sker i overensstemmelse med gældende love og regler samt inden for den politisk givne økonomiske ramme

Som afdelingschef forventer vi, at du indgår solidt og selvstændigt i samarbejdet med både private selskaber og offentlige myndigheder.

Om dig
Du har en videregående uddannelse af enten juridisk, økonomisk eller samfundsvidenskabelig karakter, samt indsigt i politiske og administrative beslutningsprocesser. Vi forventer ydermere, at du;

  • har dokumenteret ledelseserfaring – gerne fra strategisk niveau,
  • kan bevare overblikket og holde mange bolde i luften på én gang,
  • har stor gennemslagskraft,
  • er en dygtig forhandler
  • er loyal, positiv og god til at skabe og begå dig i mange forskelligartede relationer,
  • er initiativrig og kan samarbejde, såvel som arbejde selvstændigt,
  • er en god kommunikator med solide formidlingsevner, såvel skriftligt som mundtligt og
  • er i stand til at forstå, omsætte og formidle svært tilgængeligt materiale på en let og overskuelig måde
  • kan arbejde struktureret og analytisk samt foretage den nødvendige prioritering af arbejdsopgaver,
  • kan begå dig i internationale sammenhænge og i samarbejdsrelationer med den danske stat på ikke hjemtagne sagsområder,
  • kan overholde deadlines.

Det vil være en væsentlig fordel, hvis du har kendskab til grønlandsk sprog og samfundsforhold. Det vil endvidere være en fordel, hvis du har et solidt kendskab til IT-værktøjer, herunder cBrain F2, Outlook og Microsofts Officepakke.

Vi tilbyder

  • En unik mulighed for at være med til at sætte dagsordenen for fremtidens infrastruktur
  • Et arbejde tæt på den politiske beslutningsproces
  • Et uformelt og åbent arbejdsmiljø med korte kommandoveje og engagerede kolleger
  • Personlig og faglig udvikling samt gode muligheder for efteruddannelse

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er for tiden klassificeret/lønfastsat svarende til LR 38. Lønnen med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2017 månedligt Kr. 54.072 og årligt Kr. 648.864

Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.

For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat, samt at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse. Arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler.  Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør.

Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte departementschef Ruth Lindhardt på telefon nr. 345000 eller via e-mail RLI@nanoq.gl.

Ønsker du yderligere information om Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på Naalakkersuisut’s hjemmeside www.naalakkersuisut.gl.

Ansøgning
Ansøgningen skal være departementet i hænde senest den 28. september 2017
Ansøgningen vedlægges CV, dokumentation fra tidligere ansættelsesforhold og eksamenspapirer.

Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Søg stillingen online