Gå til hovedindhold
104

Dette jobopslag er udløbet

Chef søges til Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland

Er du god til ledelse? Har du lyst til at arbejde fagligt bredt i en politisk styret organisation, hvor der ofte skal træffes hurtige og kompetente beslutninger? Så kan vi tilbyde en spændende stilling i Departementet for Fiskeri og Fangst

Om stillingen:
Veterinær og Fødevaremyndigheden i Grønland (VFMG) har ansvaret for det veterinærfaglige og fødevarefaglige arbejde i hele Grønland, og du vil komme til at stå i spidsen for dette, herunder daglig ledelse, drift, nytænkning og langsigtet udvikling.
Du refererer til departementschefen for Fiskeri og Fangst og indgår i departementets chefgruppe. Som chef for VFMG er du fast medlem af Ernæringsrådet og Epidemikommissionen mm..

VFMG har i øjeblikket 4 fuldtidsansatte dyrlæger, 2 deltidsansatte dyrlæger og 1 ingeniør i bioteknologi. Derudover er en jurist tilknyttet lovgivningsarbejdet på veterinær- og fødevareområdet.

Strukturelt er vi fordelt på 3 lokaliteter i Grønland. En dyrlæge er bosiddende i Qaqortoq og arbejder primært med landbrugsdyr, kødkontrol og andet myndighedsarbejde. En anden dyrlæge er placeret i Ilulissat og arbejder primært med slædehunde og andet myndighedsarbejde. Dyrlægerne i Qaqortoq og Ilulissat udfører klinisk arbejde ved siden af myndighedsarbejdet fra deres private klinikker. De øvrige medarbejdere, som primært beskæftiger sig med minister og borgerbetjening samt grænsekontrol, tilsyn og andet myndighedsarbejde, er placeret i Nuuk.

Dit arbejdssted bliver i Nuuk, hvorfra du skal lede og prioritere det overordnede myndighedsarbejde, som bliver forvaltet af medarbejdergruppen. VFMG er en dynamisk arbejdsplads, hvor der kontinuerligt kommer nye opgaver.

Nogle af stillingens ansvarsområder er:

  • Det overordnede ansvar for det fødevare- og veterinærfaglige arbejde i Grønland
  • Ledelse, udvikling og visioner for VFMG
  • Rådgivning af minister, landsstyre, landsting og departementschefen.
  • Medvirke til udarbejdelse af nye love og bekendtgørelser, samt revidering af eksisterende.
  • Planlægning af tilsyn, godkendelser og kontrol med fødevarevirksomheder, herunder kødkontrol.
  • Zoonoseovervågning og dyreværn af f.eks. slædehunde og landbrugsdyr.
  • Aftaler med Fødevarestyrelsen i Danmark, herunder de veterinære EU Border Inspection Post aktiviteter.

Om dig:
Du har mindst én af følgende baggrunde:

  • Ledelsesmæssig erfaring i én eller flere af ovenstående eller lignende områder.
  • Uddannet dyrlæge (Cand.med.vet).
  • Flere årig arbejdsmæssig erfaring fra Grønlands Selvstyre
  • Anden relevant uddannelse.

Vi forventer at:

  • Du har erfaring med ledelse og kan trives i en politisk styret organisation, hvor to dage ikke er ens.
  • Du er i stand til at bevare et godt overblik og kan træffe beslutninger i pressede situationer.
  • Du kan engagere og motivere dine medarbejdere, og udvikle deres kompetencer i tråd med de opgaver, der skal løses i afdelingen.
  • Du har evnen til at holde fokus på de overordnede mål, der har en betydning for folkesundhed og dyresundhed i Grønland.
  • Du, som person, har en anerkendende og venlig tilgang i mødet med dine kolleger, samt interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Vi ser gerne, at du er flersproget, i forvaltningen tales grønlandsk, dansk og til tider engelsk.

VFMG er en lille afdeling og det kan blive nødvendigt, at chefen i perioder indgår i afdelingens
daglige drift, ligesom der kan forventes rejseaktivitet.

Vi håber, at du har et godt humør og trives med en uformel og god omgangstone i en afdeling, hvor alle hjælper hinanden med at få opgaverne løst.

Grønland byder på storslået natur og rig mulighed for friluftsliv.  Nuuk er en lille by i stadig udvikling og for ansøgere uden for Grønland vil der blive lagt vægt på evne, vilje og lyst til at arbejde og leve under andre kulturelle betingelser end de vante..

Løn - og ansættelsesvilkår
Stillingen er for tiden klassificeret/lønfastsat svarende til LR 38.

Lønnen  med faste løndele i LR 38 udgør pr. 1. april 2017 månedligt Kr. 54.072 og årligt Kr. 648.864   Der vil i udgangspunktet ske ansættelse på overenskomstvilkår, hvor ansøger i forvejen måtte være tjenestemand i henhold til tjenestemandslove for det offentlige Grønland, kan der ske ansættelse på tjenestemandsvilkår.   Tjenestemænd i staten og ansatte efter en række AC-overenskomster, bl.a. overenskomsten mellem DJØF og Finansministeriet, har ret til tjenestefrihed uden løn i forbindelse med ansættelse under Grønlands Selvstyre. Indenrigsministeriet har ligeledes henstillet til kommuner og regioner, at der vises imødekommenhed over for ansøgninger om tjenestefrihed uden løn ved ansættelse under Grønlands Selvstyre. Bestemmelserne om tjenestefrihed omfatter også ægtefælle/samlever til personer, der ansættes under Grønlands Selvstyre.   For stillingen gælder, at der ingen højeste tjenestetid er fastsat og, at bestemmelserne om ydelse af godtgørelse for merarbejde, og bestemmelserne om godtgørelse for mistede fridage ikke finder anvendelse, arbejdstiden er i udgangspunktet 40 timer ugentligt.   Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Bolig
Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Der betales husleje og depositum efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig.
Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Personalebolig skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør. Der kan være ventetid på permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret ledende dyrlæge Stella Ege Kristensen på telefon +299 345390 / +299 55 1997 eller Departementschef Jørgen Isak Olsen tlf. +299 345308, eller ved at skrive til uumasut@nanoq.gl. Husk venligst, at der er4 timers tidsforskel mellem Grønland og Danmark.

Ønsker du yderligere information om Grønland og om Grønlands Selvstyre, kan du læse mere på www.sullissivik.gl og www.naalakkersuisut.gl.

Ansøgning
Ansøgningen skal være Departementet i hænde senest den 3. september  2017.

Ansættelsessamtale vil blive afholdt vha. elektroniske medier i uge 36 eller uge 37, 2017.

Tiltrædelsesdato er den 1. november 2017 eller snarest derefter.

Ansøgning bilagt kopi af relevant dokumentation for uddannelse samt tidligere beskæftigelse bedes fremsendt elektronisk gennem nedenstående link.

Søg stillingen online